Kronik

Kritik fra højre

Det kulturradikale frigørelsesprojekt ville afskaffe det irrationelle i tilværelsen. Nu har denne ’hygiejniske’ idé fået et konservativt modsvar
Debat
19. april 2003

Kronikken
For nylig udkom en antologi om konservatisme: Forandre for at bevare?, redigeret af ph.d.-stipendiat Anders Ehlers Dam. Bogen rummer bidrag af bl.a. Henrik Stampe Lund og Adam Holm, der også tidligere har forsket i konservatismen. Men bogen kan ses som vidnesbyrd om en ny tendens blandt yngre intellektuelle, der også omfatter klummeskriveren på Information, Mads Qvortrup.
Det ’nye højre’ skal ikke forveksles med det ’gamle’ nye højre, som det venstreorienterede tidsskrift Faklen har diagnosticeret i skikkelserne omkring Dansk Folkeparti, især Søren Krarup. Det handler om et vanskeligere definérbart, intellektuelt fænomen, der gør sig gældende som en art idiosynkratisk kritik, ikke som et fast ideologisk standpunkt.
Tidsskriftet Kritik, redigeret af Isak Winkel Holm og Frederik Stjernfelt (også en bidragyder til bogen) har været et sted, hvor disse holdninger kunne komme til udtryk, det samfundsvidenskabelige tidsskrift Distinktion et andet.
En række yngre forskere er begyndt at interessere sig for mellemkrigstidens radikalkonservative forfattere som Ernst Jünger, stats- og retsteoretikere som Carl Schmitt, sociologer som Karl Mannheim og værdikonservative forfattere som Thomas Mann. Og man taler igen om det hedengangne tidsskrift Heretica, og om en æstetisk konservatisme som modvægt til avantgardens radikalt fornyende projekt.
Også i kulturdebatten synes der at være stigende interesse for den konservative tradition, der har fået sin aktuelle udformning i Tyskland hos en forfatter som
Botho Strauss, der er en hovedfigur i det tyske nye højre, i Frankrig hos Alain Finkielkraut og i USA hos kommunitaristiske filosoffer. For samtidig med, at konservatismen partipolitisk blev liberaliseret efter krigen, er der nemlig foregået en reaktualisering af den konservative kulturkritik. Det er i dag igen blevet legitimt at tale om det nationale, om religion og etnicitet (identitetspolitik).
Problemet om samfundets sammenhængskraft over for individuelle rettigheder bliver atter diskuteret, ligesom man har været vidne til en genkomst af antimoderne og (ofte) stærkt højrepopulistiske strømninger overalt i Europa. Tidehverv kan stå som et dansk eksempel på en tilbageskuende strømning, der har vundet politisk indflydelse.
Hvad det nye højre angår, er der generelt tale om et sammenfald af kulturkritiske erfa-ringer, som brede dele af yngre generationer har gjort sig, polemisk udtrykt: sammenbruddet af kulturradikalismens frigørelsesprojekt, 68’er-socialismens og den liberale utopis forfald.

Kulturradikalismen har i moderne dansk kulturliv opnået en kulturelt hegemonisk status, især i forbindelse med opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat i efterkrigstiden.
Oprindeligt var kulturradika-lismen en optimistisk reformbevægelse, som gennem oplysning og provokation ønskede at frigøre især seksualiteten fra den undertrykkende victorianske kønsmoral. Kulturradikalismen forkyndte desuden et pacifistisk og fordomsfrit livssyn i en stadig kamp imod militarismen, den borgerlige konvention og en formørket nationalromantisk kristendom.
Men ’noget er gået galt’, som digteren og kritikeren Poul Vad har bemærket: Vi oplever i dag en veritabel overflod af porno, overtro, klerikalisme, royalisme, etnisk fundamentalisme og nationalisme. Dertil kommer de stadige provokationer mod ’borgerligheden’, som ledsages af kortvarig forargelse, inden de selvsamme borgere med godt humør overtager den før så provokerende adfærd.
Og militarismen? Er det ikke fredsbevægelsen, der i dag er ubrugelig og har lidt et moralsk og politisk nederlag? I hvert fald synes den uden vilje til at sætte handling bag de gode intentioner eller blot fremsætte realistiske alternativer. Denne magtesløshed blev tydelig i forbindelse med borgerkrigene og terrorismen, lige fra krisen i eks-Jugoslavien og Afghanistan til – Irak.
De såkaldt progressive, kulturradikale humanitetsidealer har vist sig at røbe en fortvivlende afmægtighed, fordi der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til den menneskelige psykologi. Kulturradikale intellektuelle er ofte alt for naive i deres afvisning af autoriteter, deres letkøbte tolerance og tro på, at alle begrænsninger for individets livsudfoldelse er af det onde.

Den kulturradikale idealisme stammer sikkert fra et vist element af hygiejne i hele frigørelsesprojektet, der viser sig i troen på en relativt uproblematisk uddrivelse af det irrationelle fra tilværelsen. Saneringsmidlet er lutter gode hensigter og en nyttefilosofi, der er blevet institutionaliseret i velfærdssamfundet.
Kulturradikalerne har traditionelt haft pædagogiske ambitioner om at forbedre menneskets natur, hvis de ikke ligefrem benægter eksistensen af den. Men imens er andre filosoffer begyndt at lufte den forkætrede tanke om menneskets arvelige, biologiske deter-minationer.
Hvis man tror, at menneskets natur er ’plastisk’, dvs. uendeligt formbart, og at tilfældige miljøpåvirkninger er de eneste udslagsgivende faktorer, har man
ikke i tilstrækkeligt omfang forstået det begreb om identitet, der på godt og ondt spiller så stor betydning i vor tid. Identitet er ikke noget, man uden videre kan vælge eller fravælge.

Det er et fællestræk ved flere af de tyske ’Neurechtlere’, at de oprindeligt hørte hjemme på venstrefløjen. Hvad gør det nye højre ved den klassiske højre/venstre-akse, som var det foretrukne pejlemærke under Den Kolde Krig? Det viser slægtsskabet mellem yderfløjene.
Det nye højres kulturkritikere har netop ikke smidt deres åndelige bagage over bord, men tværtimod slæbt den med over til ’fjenden’ på den modsatte fløj. De to fløje er forenet om en konstant liberalismekritik. Tanken er, at også neoliberalismen undgælder for sine indbyggede svagheder i disse år, hvor ’reaktionære’ bevægelser vinder frem på kontinentet.
*Den politisk neutrale markedsøkonomi alene sikrer ikke integration;
*En politisk korrekt integrationspolitik har frembragt fremmedhad og multi-kulti ghettoisering;
*Den individualistiske mentalitet har fremavlet en egocentrisk livsstil, der sætter ret over pligt;
*Terror-attentaterne har vist behovet for politisk stærke stater som en garant for sikkerhed;
*Den globale kapitalismes kræfter udrydder arbejdspladser, kulturelle traditioner og identitetsbærende forskelle mellem mennesker.

Den moderne liberale utopi, der var bygget op omkring fremskridt, civilisation og modernisering, har ingen veludviklet sans for menneskets tradi-tions- og anerkendelsesbehov. Mennesket behøver symboler for følelsen, fordi dette behov hører med til identitetsdannelsen. Hvis man ikke tager hensyn til alle disse irrationelle behov, kan konsekvensen blive regressiv fundamentalisme.
Nationalfølelsen, der i dag trives i store dele af befolkningen, vidner om behovet for at skabe sig et samlende symbol, at høre til på et konkret sted og blive anerkendt, ikke blot formelt som et fritsvævende abstrakt retssubjekt, men som et mere substantielt væsen, der er forpligtet på en fælles historie, sprog og kulturel arv.
Opgaven er netop ikke moralistisk at fordømme og søge at neutralisere nationalfølelsen som et fejlplaceret gammeldags element i et menneskes selvforståelse, men at give denne følelse former at bevæge sig i, så den ikke stivner i nationalchauvinisme.

Ved fremkomsten blev det tyske nye højre skandaliseret i offentligheden som en gruppering, der brød årtiers tabuer og genoplivede mellemkrigstidens nationalkonservative retorik. Filosoffen Jürgen Habermas, mente, at det nye højre ikke formår at gribe og begribe samtiden, men på trist måde gentager en antidemokratisk, elitær kulturkritik, der beundrer eksistentiel alvor i modsætning til oplevelsessamfundets trivialkultur.
I Danmark aner man endnu kun tendenserne til gennembruddet af et alternativ til den liberale tænkning og til kulturradikalismen. Det liberale demokrati er efterhånden så veletableret, at det kalder på en fornyelse af den gamle kulturkritik, frafiltreret de reaktionære forsøg på at genoplive slægtens, nationens, folkets – blodets – bindinger på det én gang emanciperede individ.
Selv om man ikke uden forbehold kan tilslutte sig det nye højre, er mange af dets indsigter nyttige, ikke mindst som et korrektiv til en forhastet samfundsmæssig forandring. Men skellet mellem en kritisk beskrivelse af kulturelle krisesymptomer og normativ politik er principielt og vigtigt, hvis man vil redde det analytiske potentiale i det nye højre uden at følge højre-politikkens løsningsforslag.

*Kasper Støvring
cand.mag. i litteraturvidenskab; bidragyder til ny antologi om konservatisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her