Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

8. april 2003


Terrrorbomber
Det må bero på en misforståelse, når Carsten Heyn-Johnsen i et debatindlæg den 3. april hævder, at Nazitysklands bombninger af Rotterdam og Coventry blev dømt som krigsforbrydelser ved Nürnberg-processen.
Terrorbombningerne blev netop holdt uden for – af den nærliggende årsag, at så skulle de britiske bombardementer f.eks. af Dresden også betragtes som krigsforbrydelser.
Og nu er der åbnet for adgang til at bombe journalister, hvis arbejde ikke passer den ene krigsførende part, som man så det ved bombardementet af tv-stationen i Beograd i 1999 – 18 døde journalister og teknikere – eller nedkastning af terrorvåbnet klyngebomber, som de amerikanske stridskræfter muntrer sig med over de irakiske byer i disse dage.

Niels Tobiesen
Valstedvej 56, 9240 Nibe

Manipulatorisk fupnummer
»Når jeg ser fredsdemonstrationerne verden over, undrer det mig, at ingen endnu har fundet på at protestere mod Saddam Husseins folkedrab og voldsregime«. Med disse ord gentager forfatteren Jens Christian Grøndal gang på gang Anders Fogh Rasmussens manipulatoriske fupnummer.
Det er en demokratisk ret at vise offentligt, at man er uenig med magtens mænd og kvinder og deres lovprisere. Og når der ikke har været den store interesse for demonstrationer mod den irakiske diktator, skyldes det en bred enighed om, at han er en slyngel, der bør standses. Der har ikke manglet politiske kanaler til at udtrykke afsky. Fraværet af demonstrationer burde ikke undre en tænksom forfatter.
Når jeg sammen med mange andre nu går på gaden, er det for at protestere mod, at den danske regering har ført Danmark ind i en krig, der er i strid med den internationale retsorden og at det sandsynligvis er sket i strid med grundloven – der kræver 5/6 dels flertal i den slags sager.
At krigen i Irak har resulteret i sympatidemonstrationer for den
ubehagelige herre i en række arabiske lande, behøver ikke at undre nogen, der bare er sporadisk orienterede om holdningen til USA i den arabiske verden. En holdning, som Danmark nu får del i. Men man kan næppe overbevise Jens Christian Grøndal, Pia Kjærsgaard eller statsministeren om, at det er en idiotisk krig, som kan få katastrofale følger for hele verden og som hviler på en række fejlvurderinger hos den amerikanske præsident, den engelske premierminister og deres danske medløbere og beundrere. Men det er da et forsøg værd.

Jan Krag Jacobsen
Kastanieallé 39
DK 3520 Farum

Selvhad
Inderst inde holder jeg med amerikanerne.
Jeg kan mærke det.
Tror jeg også på Gud?
Moar!

Ivan Gullev
Vesterbrogade 176
Frederiksberg

Diktator I og II
Vi kan ikke fjerne Saddam Hussein på den hårde måde. Jo, vi kan gennem en krig som den igangværende fjerne den person, der pt. inkarnerer diktatoren. Men hvis ikke tyrannens fald er et udtryk for folkets demokratiske modenhed, så varer det ikke længe, før der dukker en ny diktator op. Gerne indsat af os – så ved vi, diktatoren er vores ven, når hans magtbasis er vores støtte.

Bo Richardt,
Espergærde

Med en teskefuld sukker
Nænsom tortur (Israel), hensynsfuld krig (Kollisionen DK-UK-USA), humanitær invasion (Tyrkiet). På skærmen smiler Bush skævt, Blær er udhvilet vendt tilbage, og Fogh vifter forjættende med genopbygningskontrakter.

Hans Thomassen,
Korsør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu