Ideologisk
I kronikken den 19.-20. april maler Kasper Støvring med den brede pensel, og det lykkes ham at få blandet farverne godt og grundigt sammen. Et nummer (114) af tidsskriftet Kritik, der beskæftigede sig med konservatismen, beskriver han som talerør for det nye højre. »Disse holdninger,« skriver han, »kommer til udtryk i, at man beskæftiger sig med radikalkonservative forfattere som Ernst Jünger, stats- og retsteoretikere som Carl Schmitt, sociologer som Karl Mannheim og værdikonservative forfattere som Thomas Mann«.
Nu er det for det første ret forskellige personer, der her opregnes: Carl Schmitt var decideret nazist, Jünger ganske rigtigt radikalkonservativ krigsromantiker og værnemagtsofficer, hvorimod Mann modigt gik imod nazismen og kritiserede den fra sit eksil i Schweiz. Karl Mannheim skiller sig især ud fra de øvrige han var nemlig jøde, sociolog og progressiv.
Når han ofte inddrages i diskussioner af konservatismen skyldes det alene, at han i midten af 20erne skrev en skarpsindig afhandling, der analyserede konservatismen.
Da nazisterne kom til magten var Mannheim da også offer for den første bølge af undertrykkelse og måtte flygte ud af Tyskland.
I mit bidrag til det nævnte nummer af Kritik gjorde jeg mig store anstrengelser for at vise, at Karl Mannheim i sin bestræbelse på at formidle mellem fronterne i det polariserede Weimar-Tyskland gik i clinch med forskellige strømninger inden for konservatismen for med en ironisk gestus at vise, hvordan de i deres reaktion mod oplysningen gik oplysningens eget ærinde ved at udvikle metoder til at rationalisere hidtil utilgængelige områder af tilværelsen men at han gjorde det på et i den grad progressivt grundlag at han i stedet for en formidling opnåede at få både højre- og venstrefløjen på nakken. Tiden var ikke til nuancer.
For det andet er det at skrive om en bestemt person eller ideologi jo ikke det samme som at tilslutte sig de idéer, man undersøger.
Krarup i Information
Var Marx liberalist, fordi han læste Adam Smith? Er Søren Krarup progressiv, fordi han skriver i Information? Ganske vist ville det have krævet, at Kasper Støvring havde læst mere end overskriften, hvis han skulle have fået noget ud af artiklen; for Kritiks redaktion valgte i sidste øjeblik uden at informere forfatteren at ændre overskriften fra Karl Mannheims videnssociologiske analyse af konservatis-men viser den som arnested for modernitetskritiske vidensformer til Karl Mannheim: Konservatisme som modernitetskritik.
Redaktøren forsikrede mig om, at den misvisende overskrift ikke ville føre til misforståelser, da enhver jo kunne se allerede i starten af artiklen, at det ikke er Mannheim selv, men hans undersøgelsesgenstand, der er konservativ.
Selvfølgelig må man tage det humoristisk, at Kasper Støvring ud fra en fordrejet overskrift i et tidsskrift tilskriver mig disse holdninger, altså det nye højres.
Værre er det, at den sløsethed, det vidner om, kunne misforstås som symptom på dansk skriftkulturs forfald og dermed som en indirekte bekræftelse af hans nyfundne kulturpessimisme.
