Kronik

Nyt håb for mit Irak

I Bagdad i 1970’erne gik universitetets piger i mini-nederdele. Vi diskuterede Hemingway, Camus og Al-Rumi. Så blev islamismen folks eneste håb om en fremtid... Nu må FN tage over i Irak
Debat
11. april 2003

Kronikken
Dengang i Bagdad, i 1970’erne, mens jeg var universitetsstuderende, var der én, kun én pige på hele holdet der gik med slør. Jeg skal skynde mig at sige, at vi var flere end 300 studerende på holdet, og kønsfordelingen var lige.
I dag er der på samme sted, på samme universitet og tilsvarende hold, nu mere end 80 procent af de kvindelige studerende, der går med slør!
I 70’ernes Bagdad var det kun forældre- og bedsteforældregenerationen, der tog til Mekka på pilgrimsrejse. Heraf de mindre uddannede – og de rige – for at rense deres synder. I dag møder man mange unge, både uddannede, og uuddannede , mange både fattige som rige irakere, der er lige vendt tilbage fra Mekka.
Pigerne gik dengang med mininederdele og med stramme bukser og skjorter, drengene gik med trompetbukser og lange bakkenbarter, åbne skjorter og guldhalskæder. De demonstrerede på denne måde deres oprør mod tidligere generationers normer.
Samtidigt var de mindst lige så optaget af deres uddannelse og viden af enhver art. Oversat litteratur fyldte bogreolerne, både vestlig og østlig litteratur, fra Kina såvel som fra Sovjet. Man læste og diskuterede både Rousseau, Kafka, Camus, Moravia, Hemingway, Hugo, Gorky, Tolstoj, Dostojevski Mao, Lenin, Trotski, Kierkegaard, Wilson, Shaw, Joyce, Keats, Hegel, Kant, Wittgenstein, Tao, Tagor, Khayam, Al-Rumi, Al-Qazzali, bare at nævne få af dem, der beskrev og definerede retfærdighed, undertrykkelse, og tegnede en drøm og et håb for fremtiden. I dag er det de færreste af Iraks unge, der kender til disse eller tilsvarende navne.
Tehuse blev dengang i Bagdad omdannet til mødesteder – ikke til at drikke te og spille backgammon, men til at diskutere litteratur og politik, verdens situation og landets fremtid. Man var optaget af, hvilket system der bedst passede til Irak, til de arabiske lande, til Mellemøsten og såkaldte tredjeverden. Man diskuterede landets fremtid eller det sidst udgivne digt af f.eks. Pasternak, Darweesh, Aragon, Neruda, Yousif, osv.
De unge gjorde alt dette, vel vidende, at både det hemmelige politi og sædelighedspolitiet kunne antaste dem for det. Pigerne vidste, at de risikerede at få deres ben malet af politiet, hvis de blev fanget og drengene deres hår klippet på en forfærdelig måde, inden de blev sendt hjem.

De unge vidste, at de risikerede at blive taget til forhør hos det hemmelige politi, fordi de mødtes på tehusene og de vidste, at regeringen havde stikkere rundt omkring, også på universiteterne.
Men det gjorde ikke noget, for de følte, at de gjorde det, de skulle.
Samtidigt rejste der sig en bevægelse imod bestikkelse, imod diskriminering og imod nepotisme. Man gjorde bevidst oprør mod klan- og stammesamfund, hvori efternavne viste hvortil man hørte. Derfor blev efternavne fjernet fra personlige dokumenter, og i stedet for blev man registreret ved sit fornavn, sin fars og farfars navne. En anden bevægelse arbejdede imod kvinders undertrykkelse, og det lykkedes at fjerne flerkoneri og uretfærdigheder i tilfælde af skilsmisse, hvor kvinder tidligere blev hårdt diskrimineret.
Disse bevægelser fandt sted ikke kun i Irak, men i hele den arabiske verden og Mellemøsten. I Libanon, Istanbul og Teheran gik man endnu videre end irakerne, og der blev skabt en basis for springet fra u-videns- til videns-samfund trods undertrykkelse og barske metoder, som henholdsvis borgerkrig, diktaturet og Shahen anvendte mod deres respektive befolkninger.
Lige pludseligt skulle en borgerkrig bryde ud i Libanon, og vare 15 lange år. I Iran skulle et frygteligt regime skiftes ud med et andet, endnu værre, ledet af middelalderlige mænd, og med Khomeini som vejviser. I Irak skulle en brutal og blodig diktator stå i spidsen for et national-socialistisk regime.
I dag ved man, at bestikkelse, f.eks. i Irak, er normen, flerkoneri ligeså, ja, at uretfærdigheden er noget man må overleve til dagligt. Det lykkedes Saddam at fodre skolerne med fordrejet historie og ensretning af uddannelserne, helt op til universiteterne. F.eks. er Ba’aths partiprogram obligatorisk fag på universiteterne, ligegyldigt om man læser medicin, astronomi eller idræt. De sidste ti år har det ikke været nok for at kunne blive optaget på f.eks. lægestudiet, at man består gymnasiet med lutter 13-taller, ens far skal også have en krigsmedalje og være én af Saddams venner
Håbløsheden var så stor, at kun religion var tilbage som holdepunkt, og det på trods af, at området og især Iraks lange historie vidner om adskillelse af religion og politik.
Enhver, der har oplevet 1980’erne husker måske, at utallige mennesker stod frem i medierne og udtrykte deres frygt for ’behovet’. Nogle så ganske tydeligt, hvem den nye virkelige fjende kunne være... Islam!
Samtidig kan man i Mellemøsten i dag næppe finde én politisk kandidat, ét regeringsmedlem, eller én repræsentant for en eller anden politisk forsamling, der ikke (mis)bruger ordet demokrati hvorsomhelst og nårsomhelst.
Samtlige arabiske regeringer praler med demokrati – selv når afstemningsresultaterne viser knap eller over 99 procent ja-stemmer, selvfølgelig til fordel for det siddende regime. Se f.eks. Cairo, Damaskus, Teheran, Beirut, Tripoli, Sannah, for ikke at nævne Bagdad, hvor diktatoren aldrig var tilfreds med under 100 procent...
I lande som disse er styret gået så langt, at de er begyndt at efterligne de gamle konger ved at ansætte sønner af diktatoren – som om de ikke havde rigeligt i fædrene.
Men det komiske i det hele er, at de i demokratiets navn kan komme af sted med det. At det er mærkeligt kan man måske synes, men i virkeligheden finder de støtte og hjælp fra os, her i Vesten: Hvem er vores bedste allierede i Mellemøsten? Er det ikke Saudi-Arabien, Kuwait, Jordan, Marokko og Israel, der siden sin oprettelse for mere end et halvt århundrede siden har undertrykt en stor del af landets befolkning, både araberne og deres egne, d.v.s. dem, der er uenige med magthaverne – eller er af arabisk herkomst?
Vi ved, at i Saudi-Arabien må kvinder f.eks. ikke køre bil, og små forbrydelser straffes med håndsafhugning. I Egypten forfølger myndighederne ikke kun oppositionen, men også de homoseksuelle.
I Irak, som var vores ’ven’ indtil landet invaderede Kuwait, er et møde mellem flere end to mennesker forbudt. En million mennesker er blevet deporteret fra landet og deres formue konfiskeret. Hertil kommer folkedrabet på flere end 180. 000 kurdere.
I Jordan husker man stadig den sorte september, hvor Kong Husseins mænd massakrerede palæstinenserne. I Syrien blev en hel landsby bombet væk.
Vi vidste alt dette, før, under og efter begivendehederne, men de samme regimer sidder stadig på magten – og det værste er, at de ikke har ændret sig, på nær at begrebet demokrati er begyndt at optræde ret ofte i deres tale.
Man kan med fuld ret spørge, om man kan nøjes med at tale om demokrati for at alle kan være venner med en, blot det magiske ord udtales ofte nok og de latterlige valg afholdes.

For nylig, lige inden krigen mod Irak brød ud, lykkedes det flere irakere at flygte til Syrien, hvor jeg traf nogle af dem i Damaskus. De fortalte, at af to muligheder, Jordan eller Syrien, havde de valgt at flygte til Syrien, fordi de vidste, at det var hårdest at leve i Jordan.
Deres landsmænd dér har videregivet, at Jordan siden den sidste Golfkrig er begyndt at leve af alle de flygtende irakere, og at Jordan efter den nylige amerikanske trussel ikke mere er venligt stemt over for dem.
Dagligdagen i Syrien er relativt lettere, uanset, at der i begge lande hverken er hjælp eller støtte at hente. Som iraker i Syrien får man lov til at komme ind i landet, og det er det eneste man får, resten skal man selv sørge for – dvs. bolig, arbejde, mad, og alt hvad man i øvrigt behøver, bare man kan betale.
Et stor antal irakere – nogle vurderer det til omkring en million – er stadig i Syrien, efter krigen mellem Irak og Iran. Selv om det lykkedes for mange at komme til Vesten, er der stadig mange tilbage i Syrien i dag, hvor de lever uden nogen som helst form for status, hverken anerkendt som flygtninge eller som irakere, nogle gennem mere end 20 år. Der er hverken skole eller fremtid for dem.
De nye irakere, d.v.s. dem der er kommet lige før den nuværende krig, måtte i Irak opgive deres job, tage børnene ud af skolen og give deres hus og alle ejendele som ’gebyr’ for at kunne rejse ud af landet. De gamle flygtninge blev ganske enkelt smidt ud af landet og alt hvad de ejede blev konfiskeret. Ingen af to grupper ved, om de nogensinde kan vende tilbage, og om de så kan finde deres hjem – og få det igen.
Gennem de sidste 20 år er der på grunde af skævheder og ydmygelse opstået en stor håbløshed, ikke kun hos irakere, og ikke kun hos dem, der lige har forladt deres land, men hos alle i Mellemøsten, især i lande med muslimsk baggrund.
Folk taler i ordsprog, der fortæller om »den dårlige profet, der hverken selv havde barmhjertighed over for sit folk, og heller ikke tillod Guds barmhjertighed at nå dem«. Den dårlige profet skal her forstås som Vesten – og Gud som deres egne gode folk, der hvér gang de prøver at udrette noget godt, bliver fjernet af Vesten.
Derfor finder mange trøst i religion, i troen , » – for ellers bliver man sindssyg«, som en araber udtrykte sig over for mig. Religion er den trøst, folk har brug for, når håbløsheden bliver uudholdelig. Og hvordan kan man bære at se håbløsheden vokse uden at vende sig mod Gud ?
Men Gud kræver jo en formidler, og her ligger faren.

Uanset om vi kan lide det eller ej, så er religion i Mellemøsten den rene fanatisme, og konsekvenserne af dette kan ramme både os og dem.
Derfor kræves der en løsning på situationen nu og her – om det er vores ansvar eller ej er ligegyldigt, eftersom vi ikke kan løbe fra konsekvenserne. Vi kan ikke sige, at det ikke er vores problem fordi vi bor langt væk derfra, for vi er afhængige af dem, deres fred og stabilitet.
Løsningen er ikke kun at fjerne Saddam – det burde man have gjort forlængst. Men også alle andre arabiske statsoverhoveder, Israels forbrydelser skal stoppes, kurdernes situation skal løses, og alle andre, små såvel som store, problemer i Mellemøsten skal varetages omhyggeligt og præcist. Det er nu, der skal handles.
Men hvorfor skal netop Vesten bære skylden som ’den dårlige profet?’
Én af forklaringerne er, at Vesten i hvert fald siden Første Verdenskrig reelt har blandet sig i Mellemøsten: Oprettelsen af Israel og forskellige arabiske kongedømmer med overhoveder hentet fra Saudi Arabien, medansvar for at styrte folkelige regeringer, fra Sadiq i Tehran til Karim i Bagdad.
Vesten har også været vidende om, at der findes en fanatisk retning i Islam, som oven i købet er ganske udbredt, så længe der ikke eksisterer en egentlig reformativ eller moderat retning i Islam.
Vi har ladet det ske, men hvordan kunne det lade sig gøre?
Jeg tror nu, at alle er nødt til at koncentrere sig om, hvordan Irak kan bygges, inden Vesten igen tager over og gør det samme som englænderne efter Første Verdenskrig, dvs. at indsætte endnu en statholder eller guvernør. Vi må også erkende, at dem der kalder sig den irakiske opposition på rent dansk ’intet har at have det i’: De vil være blot endnu en marionet der danser til amerikanernes eller englændernes dårlige melodier.

Hvem skal så have styr på et så stort og rigt land som Irak?
Mit eget bedster bud er, at Irak overdrages til FN’s administration med FN-styrker i landet og med deltagelse af fornuftige organisationer så som UNICEF, UNESCO, NGO’er, WRC, WHO, Amnesty, samt andre ikke-politiske organisationer med blandt andre kunstnere og forfattere.
Disse organisationer skal sørge for at opløse hele Iraks militær- og politi-apparat, og vil administrere landets opbygning, også indenfor områder som uddannelse, sport, kunst, medier, osv. – lige indtil samfundet som helhed anser anerkendelse af lov og udvikling for noget helt selvfølgeligt.
Dette kan tage lang tid, men det er ok, så længe man har sikret freden i dette fredløse land.
Irak har aldrig haft et retfærdigt styre, og undertrykkelsen er normen, side om side med klan- og stammelove, som fremmer fanatisme, primitivisme og alle reaktionære tendenser i dårligste forstand.
Med FN’s fredsbevarende styrker kan vi sikre fred og orden. For det første bliver der ikke nogle dårlige følelser eller argumenter om, at vores land er besat af en fremmed magt. FN er ikke en fremmed magt, men en fælles magt.
Med FN’s og andre humanitære organisationers hjælp vil opbygningen af Irak ske på en måde, hvor folket er i centrum i stedet for kapitalen.
Langsomt kan man bevæge sig hen imod demokratiske holdninger, idet det demokratiske system ikke bliver gennemtvunget på landet.
Der er endnu en hensigt med en sådan model, nemlig international politik. Her kan man benytte Iraks eksempel til at finde en ny verdens politik, hvor FN træder i karakter og kan tage fat på problemer som Israel, kurderne, armenerne tjetjenerne (bare for at nævne nogle).
Med FN’s styre i Irak kan fred for første gang omsvøbe landet og Bagdad kan endnu en gang være det varme og verdslige land som jeg altid husker fra min ungdom, fra studietiden, fra den gang i 70’erne.
Det er vel ikke for meget at håbe på.... .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her