Kronikken
Alle amerikanske præsidenter siden Harry Truman har haft en fredsplan for Mellemøsten. De fleste planer har lidt en krank skæbne. Det lykkedes dog for Carter-regeringen at mægle den israelsk-egyptiske fred i hus, og for Bush Sr. efterfulgt af Clinton-regeringen at hjælpe et palæstinensisk selvstyre og den israelsk-jordanske fred igennem.
I denne tid venter omverdenen på, om Bush-regeringen vil gøre alvor af sit løfte fra før Irak-krigen, og sætte skub i fredsprocessen. Hidtil har Georg W. Bush udtalt forhåbninger om, at en palæstinensisk stat vil se dagens lys i løbet af en treårs tid, og at vejkortet for processen vil blive offentliggjort. Vil amerikanerne holde dette løfte?
Tre ting taler umiddelbart for: Erfaringer fra amerikansk politik, det ændrede regionale trusselsbillede og bestræbelser på forandre Mellemøsten.
En undersøgelse har vist, at amerikanske præsidenters sympatier i konflikten ikke er så afgørende for deres politik. Bush Sr. var f.eks. meget pro-israelsk i starten, men endte med at invitere til Madrid-konferencen i 1991 mod israelsk ønske. Jimmy Carter var mere balanceret, men ændrede tilgang efter gidseldramaet i Teheran til markant pro-israelske synspunkter. De ændrede tilgange har i høj grad været forårsaget af storpolitiske udviklinger, der har skabt en ny situation.
Erfaringerne peger dermed på, at nye situationer og alliancer er vigtigere end sympatier, når det gælder den amerikanske tilgang til fredsprocessen. De peger også på, at USA har været temmelig ordholdende og primært ændret politik i takt med de nye situationer.
I forhold til den nuværende Bush-regering kan man derfor konkludere, at sympatier ikke vil hindre fremdrift i processen, og at der er mulighed for tiltag på grund af den nye situation efter krigen mod Irak.
Krigen mod Irak er desuden i sig selv en faktor. Den har ændret trusselsbilledet i Mellemøsten, hvor USA og Israel især frygtede et oprustet Irak. Den trussel er væsentligt formindsket nu, og i stedet er en anden trussel kravlet højere op på dagsordenen: Frygten for terrorisme og flere intifadaer i regionen. Hvor truslen fra Irak gav USA et incitament til at nedprioritere fredsprocessen og give stærk støtte til Israel, giver den nye situation et omvendt incitament.
Endelig er den amerikanske vision om at forandre Mellemøsten en faktor. De mange anti-amerikanske demonstrationer i Irak og rundt i regionen som følge af
Irak-krigen, giver USA et incitament til at vise, at ondt følges med godt. Der skal gøres et stykke arbejde for at skabe amerikansk popularitet og accept. En palæstinensisk stat og en fredsaftale mellem Israel og Syrien henholdsvis Libanon, kunne lette meget for USA i Mellemøsten. Og fjerne det grundlag, der hidtil har fortættet den politiske utilfredshed.
USA har siden Anden Verdenskrig forsøgt at være gode venner med både Israel og en række arabiske stater. Der har været strategiske interesser i forhold til begge parter, olie-interessen i forhold til de arabiske stater, og over for Israel har der været forpligtelsen til at sikre landet.
Efter Den kolde Krigs ophør har de strategiske interesser imidlertid ændret sig. Der er nu ikke længere risiko for, at en arabiske stat falder i kløerne på Sovjetunionen eller for, at en konflikt kan eskalere til supermagtskamp. Ligeledes kan disse hensyn ikke længere i så høj grad legitimere opbakning til autoritære regimer hverken i den amerikanske befolkning eller internationalt set.
De amerikanske muligheder for at handle i Mellemøsten er dermed blevet forøget i betydelig grad. Til gengæld er Mellemøsten i sig selv kommet til at betyde mere. Hvor kan de største problemer i regionen tænkes at opstå? Den nuværende Bush-regering mente ved sin tiltræden, at Clinton havde prioriteret forkert: Hans regering havde brugt for mange ressourcer på et lille problem, fredsprocessen, mens den havde forsømt de større problemer som den irakiske udvikling.
Bush-regeringen tog konsekvensen. Dens handlinger og krigen mod Irak har imidlertid ændret rækkefølgen på problemhitlisten. Denne er ikke længere som ved regeringens tiltrædelse. Frygt for terrorisme og oprør har nu overhalet Irak. Samtidig har en lang række lande med Storbritannien i spidsen under koalitionsdannelsen og forhandlingerne op til krigen lagt vægt på, at der må ske fremskridt i fredsprocessen: Hvis der skal føres krig, skal der også skabes fred.
Det lille problem er dermed ikke det lille længere. Det næste spørgsmål er så, hvad der taler imod, at USA vil prioritere den israelsk-palæstinensiske konflikt. Regeringens eventuelle sympatier er ikke i sig selv en hindring, og incitamenterne hober sig op. Men storstilede terrorangreb vil formentlig kunne blokere.
Den amerikanske regering ville få svært ved at håndtere terrorangreb plus en fredsproces: Forbindelsen kunne vise andre løsrivelsesbevægelser verden rundt, at hvis der er terror, kan man tvinge modparten til forhandlingsbordet. I givet fald måtte regeringen vente et stykke tid for at afkoble terroren fra fredsbestræbelserne.
Israels retorik har været på linje med den amerikanske: Vægt på terrorbekæmpelse frem for på fredsforhandlinger. For nylig er den israelske premierminister Ariel Sharon dog også begyndt at røre på sig og snakke om forhandlinger og aftale. Det israelske trusselsbillede er også blevet forandret ved, at den irakiske trussel er blevet mindre.
Dette er vigtigt for dannelsen af en palæstinensisk stat. Fra israelsk side har man frygtet, at de palæstinensiske områder kunne huse terrorister, blive opmarch-område mod Israel eller påkalde arabisk tilstedeværelse i tilfælde af interne problemer. Efter Irak-krigen er dette billede også blevet forandret. Op til og under Irak-krigen har Israel desuden nedkæmpet formodede terrormiljøer i de palæstinensiske områder. Endelig er den amerikanske tilstedeværelse - indtil videre nu så stærk i regionen, at der næppe er stater, der tør bruge en palæstinensisk stat som opmarchområde eller blande sig militært i palæstinensisk politik.
Til gengæld er den israelske regering formentlig ganske klar over det pres, der vil komme på Israel. Ikke kun fra palæstinenserne eller de arabiske stater, men også fra EU og USA. Der vil formentlig også komme ændrede alliancemønstre i Mellemøsten. Tyrkiets Erdogan har f.eks. tilbudt Tyrkiet som demokratisk model for det nye Irak. Tyrkiet har næppe ressourcer til en omfattende regional
politik, men hvis tyngdepunktet i regionen på længere sigt kommer til at ligge på store demokratise-rede stater som Tyrkiet og et nyt Irak, vil Israels rolle blive ændret og formindsket.
Incitamenterne til at få gang i fredsprocessen er dermed i høj grad til stede. Det er ikke nogen garanti for fremdrift, men det er en forudsætning. Det sidste spørgsmål er så, om den aftale, der vil kunne nås, vil være tilfredsstillende for palæstinenserne.
Her ser omverdenens pres også ud til at være markant. Tony Blair har f.eks. ved flere lejligheder understreget, at der skal dannes en bæredygtig palæstinensisk stat, ikke bare en stat. Dette er også EUs linje.
Syrien er i denne sammenhæng en vigtig aktør. Bashar al-Asad kan blive manden, der bringer Syrien ud af dets isolation. Hvis altså han formår at indgå en aftale med Israel om at få Golan-højderne tilbage. Dette kræver smidighed i forhandlingerne, hvilket kan lettes af udsigten til en bæredygtig palæstinensisk stat. En sådan vil også lette Bashar internt. Den syriske politik er på vippen i den aktuelle situation. USA presser for retningen.
I 1980erne og 1990erne talte mange for, at Mellemøsten ville bryde i brand, hvis der ikke kom en palæstinensisk stat. Dette var en del af et forhandlingsspil og italesættelse af konflikten men det skete ikke. I dag er dannelsen af en palæstinensisk stat imidlertid endnu mere nødvendig end nogensinde. Manglende initiativer i processen vil i regionen blive tolket som amerikansk dobbeltmoral og utroværdighed. Og det vil hæmme den påtrængende for-
nyelse af Mellemøsten.
*Birthe Hansen
ph.d., lektor i International politik (KU). Hun er forfatter til en række bøger og artikler på danske og internationale forlag om Irak, fredsprocessen, WMD, terrorisme og amerikansk politik
