Læsetid: 2 min.

Sandkornet og imperiet

Alle magtsystemer lider skibbrud, udmarvet af de omkostninger, der medgår til at opretholde dem
7. april 2003

Krig
Verden er mere uhåndterlig end magten tror. Verden er mere forskellig end den tror. Verden er fuld af motiver, følelser, drømme, tolkninger, perspektiver, som magten altid vil støde imod og mærke som manglende eftergivenhed, som træghed, som modstand.
Tabstallene stiger blandt invasionsstyrkerne. Overmagten mærker verdens genstridighed. Langsomt vil den opdage, at verden ikke vilkårligt kan formes, at den ikke er fuldkommen plastisk. Modvilligt mærker den sin egen sårbarhed, trods al teknologisk gardering. Modvilligt betaler magten den pris, som dens projektioner afkræver den. Dette vil ske i en langstrakt historisk proces, og den nuværende krig er blot en episode heri.
Alle magtsystemer lider skibbrud i verden, udmarvet af de omkostninger, der medgår til at opretholde dem. Den amerikanske overmagt er ingen undtagelse, lige så lidt som antikkens stormagter ved Tigris og Eufrat i deres tid var det.

Krig mod egen skygge
Magtens logik underminerer i sidste ende sig selv. Spændt mellem bestræbelsen på at opretholde en indre og en ydre orden, spændt mellem ’pøbelen’ i sit indre og ’barbarerne’ ved grænserne for at mindes det romerske eksempel, brister magten til sidst. Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, udenrigspolitisk krigsførelse på den anden, en samlet ’præventiv’ krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Dens ’krig mod narkotika’ er blot en yderligere, men inderligt beslægtet dimension, rettet som den er mod indre og ydre ’fjender’, som den dybest set selv har skabt. Som i ’krigen mod terror’ er det sin egen slagskygge, man fører krig imod, sinegen spejling i verden, man søger at komme til livs. I sidste ende vil magten ikke kunne magte det.
Modstanden er mere langvarig, mere sejlivet end forventet. Hvor ydmyget irakerne end er af deres eget regime, er de uvillige til at give efter for besættelsens ydmygelse. Medierne har vist irakere, der vender hjem fra Jordan for at bekæmpe invasionen, angiveligt i tusindtal. De vender hjem, og end ikke et forhadt regime har helt kunnet forgifte tilknytningen og kærligheden til det hjem.
Denne loyalitet mod landet vil også være et vigtigt element i den kommende rekonstruktion af den irakiske stat, som ikke blot skal være på den sejrende overmagts præmisser. Intet kan være mere hæmmende for en demokratisk genopbygning af stat og samfund end en apatisk og demoraliseret befolkning. Også derfor er modstanden et godt og vitalt tegn.
Den modstand, der møder overmagten, er også min modstand. Som skribent og ikke som soldat, som sandkorn der sætter sig i kredsløbet, som snigende materialetræthed, der får fly til at styrte, som langsomt nedslidende friktion, der tærer på magtens vilje, men også som dårligt udrustet soldat i Umm Qasr og i Nasirija og den hellige by Najaf. Ikke blot nu men også fremover, ikke blot i dette øjeblik, men også når denne krig er forbi, også i årene der kommer, i historien der bliver til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu