Kronik

’Vi har skam ingen ulovlige missiler i Irak’

Ville mon 10, 20 eller 40 dages ekstra våbeninspektion have gjort en forskel, når irakerne har mere end 20 års erfaring i at skjule våben, og et hav af mennesker ansat til det?
3. april 2003

Kronikken
I februar blev Saddam Hussein spurgt i et interview med den amerikanske tv-station CBS, om han var indstillet på at destruere sine ulovlige missiler, sådan som FN’s resolution 1441 foreskriver. »Hvilke missiler?«, svarede Saddam med et spørgende udtryk i ansigtet og håndfladerne vendt mod loftet, »vi har skam ingen ulovlige missiler i Irak.«
Samme budskab har Saddam sendt i de to tv-taler, han hidtil har holdt under krigen: Irak har opfyldt de krav, FN har stillet til en afvæbning af landet – underforstået: Der er ikke flere masseødelæggelsesvåben at komme efter. Og hidtil har krigen da heller ikke afdækket lagre af disse våben, endsige set dem anvendt i kamp. Det eneste, amerikanerne indtil nu har fundet, er kemiske kampdragter, og det er selvsagt ikke til at vide, hvilke formål disse skulle tjene.
Når det trods Saddams vedvarende benægtelser alligevel forekommer sandsynligt, at Irak stadig skjuler masseødelæggelsesvåben, er det, fordi der foreligger en lang række indicier – ikke blot på at de findes, men at de systematisk er blevet skjult. Ritter, Ekeus og senest Blix har i flere rapporter fremlagt dokumentation for, hvordan processen med at skjule våbnene er foregået, og de støttes af oplysninger fra flere vestlige efterretningstjenester. Der mangler ganske vist stadig »en rygende pistol« – det endegyldige bevis for, at Saddam skulle have masseødelæggelsesvåben – men et blik på, hvordan det irakiske system har fungeret, når det drejer sig om at skjule dem viser, hvorfor det hidtil har været så vanskeligt at finde det afgørende bevis.
Ibrahim al-Marashi, der er amerikansk forsker ved Center for Ikke-Spredningsstudier i Monterey, Californien, har lavet et stort udredningsarbejde for at kunne give en detaljeret beskrivelse af, hvordan Saddam skjuler sine våben. Den udkom i marts måned, og selv om krigen brød ud nogle uger senere, er der næppe grund til at tro, at betingelserne har ændret sig afgørende.
Ifølge Marashi skal irakerne have gemt deres våben, computere og dokumenter i kældre på offentlige bygninger, i private hjem hos forskere, officerer og efterretningsfolk, gravet dem ned i private haver, ude på landet, nær moskeer og hospitaler – ja selv langs Tigris’ breder, når vandet står lavt, så de ligger godt i skjul, når vandet vender tilbage. Det er der for så vidt ikke noget nyt i – det så vi sidst eksempler på inden krigen, da FN’s våbeninspektører i januar fandt en stor bunke dokumenter gemt på loftet hos en irakisk videnskabsmand ved navn Faleh Hassan.

Mange forestiller sig nok, at det FN og siden de amerikanske soldater er på jagt efter, fylder så meget i fysisk forstand, at det er vanskeligt at skjule. Men en af pointerne er netop, at materialet sandsynligvis er blevet splittet op i mange dele. Det løser nemlig flere problemer: For det første vil fundet af et del-materiale i sig selv ikke være fatalt, men bliver det først, hvis det samles med noget andet. Og for det andet kan et begrænset materiale lettere transporteres hurtigt væk, hvis
FN-inspektører eller amerikanske soldater skulle komme for tæt på.
Hvad der især har gjort våbeninspektørernes arbejde vanskeligt i den tid de var i landet, var, at irakerne arbejdede med det, Marashi kalder ’beregnende indrømmelser’: De har brugt kræfterne på at skjule vigtige komponenter og dokumentation, mens mindre vigtige ting er blevet brugt som lokkemad for falske spor, forvrænget dokumentation eller simpelthen bare blevet udleveret med jævne mellemrum for at holde våbeninspektørerne stangen. Det har betydet, at inspektørerne måtte arbejde i et komplekst univers, hvor hver enkelt oplysning skulle afvejes, checkes og analyseres for alternative fortolkninger.
Alt dette er for så vidt kendt – det har nyhedsredaktioner verden over berettet om, siden Irak tabte slaget om Kuwait i 1991. Det interessante og nye ved Marashis udredningsarbejde er, at han har forsøgt at beskrive, hvordan processerne med at skjule våbnene fungerer, hvem der er involveret og hvordan.

Officielt har den irakiske stat et direktorat, der tager sig af at koordinere samarbejdet med FN’s våbeninspektører, men som i praksis har overvåget dem. Det var f.eks. her, man udpegede de såkaldte bodyguards, der skulle ’assistere’ inspektørerne på stedet, men som tillige krævede at være til stede, når inspektørerne talte fagligt med involverede irakere. Ifølge Blix var der gennemsnitligt fem bodyguards pr. inspektør, omend direktoratet havde lovet at sænke tallet til én pr. inspektør.
Ud over direktoratet har Saddam siden 1991 opbygget et aldeles uofficielt netværk af efterretningstjenester, militære enheder og ministerielle kontorer, der har taget sig af at skjule våben. Det har været styret af en særlig komite under præsidentens sekretariat (der i parentes bemærket er nervecentret i Saddams styre), og det er her, alle beslutninger om hvordan man bedst kunne omgå FN’s inspektioner, er blevet taget.
Komiteen er blevet styret af Saddams vel nok mest betroede medarbejder, Abid Hamid Mahmud, der også har sørget for at fordele opgaverne ud i netværket, når beslutningerne var taget. Den udøvende magt var derefter lagt i hænderne på al-Amn al-khas (»den særlige sikkerhedstjeneste«), der efter sigende skulle være den stærkeste efterretningstjeneste af de mange, Saddam har skabt i årenes løb. Den militære efterretningstjeneste havde så ansvaret for det strategiske valg af skjulesteder, den særlige republikanergarde sørgede for transporten og overvågede de valgte skjulesteder, al-Hadi-afdelingen sørger for at overvåge og aflytte kommunikationen mellem de involverede parter, herunder
FN-inspektørerne, etc.

Som i alle andre anliggender har Saddams sikkerhedsdoktrin om, at man ikke skal overlade det fulde ansvar for enkeltområder til en enkelt afdeling eller tjeneste, også været gældende her. Derfor har han sørget for at skabe indbyrdes konkurrence på alle niveauer. Præsidentens sekretariat og al-Amn al-khas kæmpede f.eks. om, hvem der skulle have magt over den operationelle proces, andre efterretningstjenester og statslige enheder stredes om, hvem der skulle bestemme placering, klare transporten og bevogte skjulestederne. På den måde har Saddam sikret sig, at der altid var nogen til at klare en opgave, som andre ikke magtede til perfektion.
Saddam Hussein har med andre ord formået at etablere et stort decentralt netværk i bedste bin Laden-stil, der har ageret stabilt og relativt pålideligt, og derfor har været meget vanskeligt at afdække. Et sådant netværk opstår ikke bare fra den ene dag til den anden: Saddam har i hvert fald siden 1981, hvor israelerne bombede det atomanlæg, Irak havde købt af Frankrig, sat både kræfter og ressourcer ind på at sikre militære installationer og våben ved at skjule dem for fly-overvågning og satellitter. Det tætte samarbejde mellem ira-
kerne og KGB i begyndelsen af 1980’erne har utvivlsomt lært det irakiske militær et og andet, og det har det amerikanske militær såmænd også, da de under første Golfkrig delagtiggjorde irakerne i deres efterretningsoplysninger, hvilket både al-amn al-khas og den militære sikkerhedstjeneste fulgte tæt.
Set i det lys er det ikke overraskende, at våbeninspektørerne havde svært ved at fremvise ’en rygende pistol’. Det mest hånd-gribelige resultat af deres indsats var da også, at de frem til krigens udbrud først og fremmest bidrog til at bevare status quo: Det irakiske styre var nemlig nødt til at bruge alle kræfter på at flytte rundt med våben, computerudstyr og dokumenter i stedet for at udvikle nogle nye, og det var selvfølgelig i sig selv et væsentligt resultat.
Men det er naivt at tro, at status quo bare kunne være fortsat, sådan som modstandere af krigen stadig påstår. At våbeninspektørerne overhovedet blev taget alvorligt i Bagdad var betinget af den militære tilstedeværelse i Golfen og det kontante pres, det lagde på Saddam at vide, hvad der ville ske, hvis man fandt beviser. Og denne militære tilstedeværelse kunne ikke opretholdes i al uendelighed – alene af den grund, at den var for dyr for de amerikanske skatteborgere: Der måtte en ende på konflikten, og begyndelsen til den kom, da amerikanerne angreb Irak 20. marts.
Nu er inspektørerne ude, og de amerikanske soldater inde. Det har sat Saddams magtapparat, herunder hans netværk til at skjule våbenprogrammer, under endnu stærkere pres. Nu får vi så forhåbentlig en afklaring af, om Saddam stadig har masseødelæggelsesvåben – enten fordi
amerikanerne finder dem eller irakerne bruger dem. Hvis det viser sig, at Marashis analyse er korrekt, må det være det endelige bevis, der kan få krigsmodstanderne til at tie og se virkeligheden i øjnene.

*Ibrahim al-Marashi: How Iraq conceals and obtains its weapons of mass destruction, MERIA Journal, vol. 7, no. 1. Marts 2003

Helle Lykke Nielsen
er lektor, Center for Mellemøststudier,Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu