Kronik

USA og demokrati i Mellemøsten

Indførelsen af demokratiske tilstande i Mellemøsten vil sandsynligvis føre til valg af regeringer ledet af islamister, der vil være langt mere kritiske over for USA end de nuværende overvejende pro-amerikanske totalitære regimer
1. april 2003

Kronikken
Politisk reform vil komme til at stå øverst på dagsordnen i Mellemøsten i de kommende år. Ingen tvivl om det. Siden de mellemøstlige staters selvstændighed omkring midten af dette århundrede har området været præget af autoritære-revolutionære og stærkt bureaukratiske regimer som i Irak, Syrien, Egypten og Algeriet eller traditionelle monarkier, som har været mindst ligeså autoritære. Det gælder bl.a. Marokko, Jordan og Saudi Arabien. De fleste regimer har gennem de seneste godt to årtier mistet legitimitet på grund af ledernes manglende evne til at løse regionale konflikter samt deres manglende evne til leve op til borgernes forventninger til staten.
Allerede i sommeren 1967 startede denne proces, da den arabiske nation led nederlag til Israel i seks-dages krigen, siden kom den libanesiske borgerkrig (1975-90), den egyptiske præsident Sadats fredsaftale med Israel i 1979, krigen mellem Iran-Irak (1980-88) samt de arabiske regimers manglende evne til at forhindre Israel i at besætte Libanon og fordrive PLO fra landet i 1982. Sidst men
ikke mindst har Israel (gen)besat de palæstinensiske selvstyreområder i 2002 og endelig har lederne ikke magtet at undgå en ny krig i Irak. Disse regionale konflikter har været en medvirkende årsag til de respektives regimers aftagende legitimitet.
Men også store indenrigspolitiske problemer har gjort sit. I de ikke-olieproducerende lande har der gennem de sidste årtier fundet en massiv befolkningstilvækst samt en stigende urbanisering sted, uden at den økonomiske vækst i landene har været tilsvarende høj. Den økonomiske strategi som de fleste ikke-olieproducernede lande valgte at følge i 1950erne var den importsubstituerende industrialiseringsproces, som allerede fra 1970’erne viste sig at have slået fejl og medførte en betydelig gæld. Evnen til at subsidiere de væsentligste fødevarer og skabe tilstrækkeligt med nye jobs eroderede samtidigt med, at regimerne – med enkelte undtagelser – måtte ’slanke’ staten gennem Verdensbanken og IMF’s strukturtilpasningsprogrammer. Mange af de landvindinger, som de revolutionære regimer havde gjort i de første årtier efter revolutionerne, var væk. Borgerne i den arabiske verden ønsker ligesom
os uddannelsesmuligheder, jobmuligheder, rimelige boligforhold, en fungerende sundhedssektor, en socialsektor samt ikke mindst politisk medindflydelse. Staterne i regionen har ikke været i stand til at opfylde disse krav og i stedet er de fleste lande præget af høj arbejdsløshed, et nedslidt uddannelses- og sundhedssystem, millionbyer præget af slumkvarterer samt et korrumperet politisk system, som ikke tillader megen medindflydelse.

I 1950-60’erne blev der indgået en social kontrakt mellem magthaverne og deres respektive befolkninger. Staten skulle sørge for udvikling, sikre social retfærdighed, tilfredsstille befolkningernes basale behov og konsolidere den nyvundne politiske uafhængighed og erhverve andre nationale mål som f.eks. Palæstinas befrielse. Befolkningernes modydelse var, at deres deltagelse i den politiske proces blev dem frataget. Denne sociale kontrakt
gjaldt ikke blot for de revolutionære regimer som Egypten, Syrien og Irak, men blev også benyttet i de arabiske monarkier som f.eks. Jordan, Saudi-Arabien og Marokko.
De olieproducerende lande begyndte i 1990’erne at få problemer. Saudi-Arabien, for eksempel, har i løbet af 1990erne måtte skære i den velfærdstat, som blev opbygget efter olieboomet i 1973. Årsagen hertil var de faldende priser på netop den eneste råvare, som landet er i besiddelse af: olie. Nedskæringen i de offentlige udgifter føles som skatteopkrævninger for den meget forkælede saudiske befolkning, hvilket er med til at mindske kongedømmets legitimitet. Hertil kommer en omfattende korruption og en ekstravagant livsførelse blandt de kongelige prinser.

Golfkrigen i 1990-91 illustrerede uenigheden og magtesløsheden. Den arabiske verden var splittet og lederne var ikke i stand til at løse konflikten imellem Irak og Kuwait uden vestlig indblanding. Krisen faldt sammen med opløsningen af Sovjetunionen og demokratiseringsprocessen i Østeuropa. Derfor ventede mange vestlige forskere, at demokratiseringsprocessen ville tage fart i Mellemøsten. Enkelte glimt af håb kunne skimtes i perioden efter Golf-krigen. I Jordan f.eks. blev der afholdt frie valg i både 1989 og 1993. Siden gik processen i stå bl.a. på grund af folkelig modstand mod Jordans freds-aftale med Israel. Også andre steder blev der liberaliseret på den politiske front. Mest markant i
Algeriet, men også i Egypten og til dels i Kuwait og Saudi Arabien søgte man en overgang at åbne det politiske felt.
Årsagen til den spæde demokratiseringsproces skyldtes de skitserede problemer som de arabiske nationalstater ikke var i stand til at løse. Den sociale kontrakt var brudt. Befolkningerne – eller rettere dele af den arabiske befolkning – søgte at få direkte indflydelse på udviklingen. Processen syntes dog at være stoppet i anden halvdel af 1990’erne. Det demokratiske gennembrud udeblev. Skal man stole på Bush-regeringen vil demokratiet indfinde sig efter afslutningen på den igangværende Irak-krig.

Et af Irak-krigens mål er nemlig, ifølge den ny-konservative del af amerikanske regering, indførelsen af demokrati i Irak og det øvrige Mellemøsten. Flere af ideologerne i Bush-administrationen forestiller sig efter sejren etableringen af et demokratisk Irak. Efterfølgende vil de øvrige totalitære stater falde på stribe og demokrati, stabilitet og sikkerhed vil blive etableret i Mellemøsten. Det lyder som sød musik. Desværre er det er endog yderst vanskeligt at forstille sig en sådan udvikling som en konsekvens af krigen. Hermed være ikke sagt at regionens indbyggere ikke ønsker demokrati, ytringsfrihed, overholdelse af menneskerettigheder osv. Problemet er dels den banalitet, at demokrati er en proces, og dermed ikke noget der kan indføres fra den ene dag til den anden og slet ikke udefra (af en besættelsesmagt) og mindst af alt i en stat som Irak, hvor demokratiske strukturer på intet tidspunkt i landets historie har været en del af den politiske virkelighed og hvor der så godt som ikke findes noget civilsamfund. En af forudsætningerne for et demokratisk Irak vil være udskiftningen af lederne på samtlige poster i landet – og her vil det blive meget svært at enes om at finde de rette afløsere. Den irakiske opposition er nemlig splittet. Hertil kommer at der tilsyneladende end ikke er enighed om, hvilke type stat Irak skal udgøre i fremtiden. Skal det være en enhedsstat? En føderal stat? En islamisk stat? Eller måske en opdelt stat (en kurdisk, shiitisk og sunnitisk)?

Spørgsmålet er tillige om indførelsen af demokrati i Mellemøsten vil være i USA’s interesse? De fleste stater i området i dag er pro-amerikanske. Det er højst tvivlsomt om det også ville være tilfældet efter indførelsen af demokrati i regionen. Demokratiske tilstande vil efter al sandsynlighed føre til valg af regeringer ledet af islamister, der ville være langt mere kritiske overfor USA’s politiske linje i området end de nuværende overvejende pro-amerikanske totalitære regimer. Islamismen er en politisk ideologi, der især siden slutningen af 1960’erne ihærdigt har søgt at udfylde det ideologiske vakuum, der opstod i regionen efter nederlaget til Israel i 1967. Islamismen forstås bedst som et forsøg på at genoprette en islamisk kultur, der i deres øjne er blevet fordrejet og ødelagt af vestlig imperialisme. Islamisme er altså en anti-kolonial bevægelse, der forsøger at bryde med Vesten. Samtidigt er islamismen et opgør med de korrupte og ineffektive lokale regeringer i regionen. Det er bl.a. på den baggrund, at islamisterne i dag står stærkt, og at indførelsen af demokrati ikke vil tilgodese amerikanske interesser. Islamisterne vil med stor sandsynlighed vinde demokratiske valg.
Hvordan amerikanerne vil håndtere situationen i Irak efter sejren er uvist, men det er nærliggende at forestille sig, at vi ikke kommer til at høre så meget om demokrati i landet og regionen, som der var lagt op til før krigens start. Dertil er den folkelige modstand mod USA i Mellemøsten for stor, og demokratiet er således en fare for pax americana. Det folkelige krav om pluralisme og øget medindflydelse vil derimod ikke forsvinde.

Michael Irving Jensen
Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu