Kronik

Man anbringer da børn

Når familien ikke er som os, er der kun en udvej for at hjælpe barnet – at anbringe det i miljøer lige som vores. Men det skal jo gå galt
3. maj 2003

Når familien ikke er som os, er der kun en udvej for at hjælpe barnet –
at anbringe det i miljøer lige som vores. Men det skal jo gå galt

Kronikken
Over 14.000 børn anbragt uden for eget hjem. Det står i lov om social service paragraf 40.2.11, »at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov«.
Antal anbringelser af børn og unge uden for eget hjem har ligget stabilt indtil 1997, ja er faktisk faldet i første halvdel at 90’erne. Fra 1997 stiger hvert år både antal og andel af det samlede børnetal. Fra 11.499 i 1997 til 14.170 i 2001. Andelen pr. 1000 0-19 årige fra 9,2 til 11,1 i samme periode.
Når det gælder forebyggende foranstaltninger, ses en tilsvarende stigning. Det er det mønster, vi kender så godt, stigninger i forebyggelse og anbringelse følges
ofte ad.
Når skolelæreren siger til skolepsykologen: »Jeg synes, det er synd for drengen, han går for lud og koldt vand, pjækker, er i dårligt selskab, jeg kan ikke gøre mere for ham, det er nok bedst, at han kommer væk, et andet sted hen«, så er det tiden for skolepsykologen og sagsbehandleren at slå op i listen over specialklasser og anbringelsessteder. Og når så drengens mor tilføjer, at derhjemme ødelægger han stemningen, banker sine små søskende, er helt og aldeles ligeglad med hvad hun siger og nu også truer hende, så kræver det mod at sige nej. At sige at ’væk’ ikke findes, at ’et andet sted’ er en smuk drøm, der undertiden ender som et mareridt, vi ved bare aldrig hvornår, at mange anbringelser ender i en svingdør, at mange børns udvikling og læring går i stå eller hæmmes af vedvarende konflikter mellem biologiske forældre og anbringelsessted, at mange unge vender uforberedte tilbage til, hvor de kom fra, fordi de ikke har andet. At det sidste blev værre end det første.
Barnets omgivelser har bestemt sig for, at barnet har særlige behov, som kun kan løses andetsteds, særlige behandlingsbehov eller specialpædagogiske behov som er af en sådan beskaffenhed, at de kun kan ’imødekommes’ af andre, som ikke er her, hvor barnet er nu.
Dette er en fiktion. Der etableres et skønmaleri af et andet sted, et paradis, som holdes op mod barnets aktuelle lidelser.
Der er intet belæg for den tro, at anbringelse hjælper barnet. Ingen solide undersøgelser der dokumenterer, hvornår hvilke børn i hvilke miljøer har bedre af at blive flyttet til hvilke nye hjem. Der findes næppe nogen anden social praksis og myndighedsudøvelse af så indgribende karakter, der hviler på så megen lykke og fromme, som anbringelse af børn uden for eget hjem. Hvoraf kommer forestillingen om den gode anbringelse?
Vi må tilbage til et begreb, som er blevet et dogme i dansk velfærd – den sociale arv. Hovedparten af de hjælpeforanstaltninger, der iværksættes i dag over for børn og unge, har som overordnet mål ’at bryde den negative sociale arv’.

Vi er nødt til at gøre op med forestillingen om den negative sociale arv. Begrebet bringer vores tanker og handlinger på afveje. For det første får vi ikke øje på, at de familie- og opdragelsesværdier, der ligger bag myndighedsudøvelsen og hjælpen over for de såkaldt udsatte børn, unge og familier, er dem fremmede og hører hjemme i den middelklasse, som de fleste sagsbehandlere, lærere, pædagoger kommer fra. For det andet ligger det i selve formuleringen ’at bryde den negative sociale arv’, at vi her har at gøre med værdier, normer og en forældrepraksis, som udelukkende er af det onde, det bliver med andre ord uinteressant at forsøge at sætte sig ind i, hvilke ressourcer og udviklingsmuligheder der måtte være i klientfamilien og dens miljø. Den ultimative indsats bliver dermed fjernelsen fra det oprindelige miljø, anbringelsen uden for hjemmet. Eller med andre ord, når forældrene ikke kan blive som os, er der kun en udvej for at hjælpe barnet, nemlig at anbringe det i miljøer lige som vores. Og selvfølgelig går det ofte galt, børn kommer i svære loyalitetskonflikter, anbringelsessted og biologiske forældre forstår ikke hinanden og trækker i hver sin retning, børnene bliver rodløse, der kommer genanbringelser fordi opholdssteder giver op, alt dette er forudsigeligt. Og alligevel bliver vi ved, bevidstløst at anbringe flere og flere børn.

Hvordan virker ideen om negativ social arv i en forvaltningskultur?
Der er institutioner, der som hovedopgave har at vurdere og behandle familier bl.a. i forbindelse med forældreevneundersøgelse, hvor anbringelse af barnet er på tale. Hele familien indskrives på institutionen, dvs. de bor der i en periode fra tre måneder til måske et eller to år, hvis der aftales et behandlingsforløb. Ved forældreevneundersøgelse udfærdiges en rapport, som den kommunale forvaltning så lægger til grund for beslutning om anbringelse eller ej. Her er altså tale om en familie, der løftes ud af sit hjemmemiljø og etableres i et bo- og levemiljø i en periode, hvor de observeres, under vilkår som er helt forskellige fra det, de kender hjemmefra. Og som de skal tilbage og fungere i som forældre og familie, om nu barnet anbringes eller ej.

Der er grund til at stille spørgsmålstegn ved troværdigheden og brugbarheden af disse undersøgelser. Det, vi har undersøgt, er, hvordan familien kan fungere i et miljø, som ikke er deres eget, som ikke ligner den dagligdag, de skal kunne fungere i derhjemme.
Hvad kan vi ellers gøre? Et eksempel: I Horsens kommune har byrådet besluttet at reducere anbringelsesbudgettet med 15 procent. I stedet er vi i gang med at etablere en lokal indsats, der er målrettet de miljøer, de anbringelsestruede børn og unge hører hjemme i. Hensigten er at understøtte det bykvarter, det sociale netværk og den familie, barnet har, og ikke som udgangspunkt forsøge at lave det om i eget billede. Dette er en udfordrende opgave, ikke nødvendigvis på grund af barrierer i miljøet men på grund af mentale barrierer hos lærerne, pædagogerne, sagsbehandlerne, alle de fagpersoner, som er vant til at kunne sende børnene og de unge væk.
Dette er sandhedens øjeblik for rummeligheden – når de mest forstyrrede og forstyrrende børn og unge ikke forsvinder ud af øje og sind, men vedbliver at udfordre både normer og indlevelse:
Unge piger på 14 år hvis forældre har smidt dem på porten. De er for unge til at bo på eget værelse, opgaven er at bygge bro tilbage til familien, så de kan komme ordentligt hjemmefra og lære at klare sig selv.
Der er behov for nye løsninger, kombinationer af at bo hjemme og så egen bolig, hvor forvaltningen yder støtte.
Unge, der blev anbragt uden for kommunen som små, men nu som 16-17 årige søger tilbage til, hvor forældrene bor for at konfrontere dem med deres forældreansvar, det ansvar som forvaltningen dengang hjalp dem af med! Unge, som skal hjælpes til at finde og skabe deres egen historie.
Eller det, som næsten ikke er til at forstå, en dreng på ni år hvis mor har givet op, fordi han har udviklet sig til en hustyran derhjemme, slår sine mindre søskende og befinder sig i en alvorlig fejludvikling. Mor skal frikøbes fra sit arbejde, have hjælp til opdragelsen og aflastes af andre voksne, der er sammen med drengen i hans eget miljø, så han kan opleve, at han hører til, og mor kan få luft og nye kræfter til at rumme drengen.

Der vil opstå dilemmaer og spørgsmål, som vil opleves meget påtrængende for både frontfolk og forvaltning: Hvor går grænsen mellem accept af andre måder at være forældre på og så myndighedsudøvelsens krav om at beskytte børn, hvordan forholde sig til, at forældre stiller stadig større krav om etablering af foranstaltninger herunder også en tendens til, at flere forældre selv anbringer deres problematiske unge på forvaltningens dørtrin, anbring hende!
Kan forvaltning og politikere holde til at sige nej? Og det helt grundlæggende, hvor fleksibelt kan et bureaukratisk forvaltningssystem blive, således at hjælpen tilrettelægges efter behovet og ikke som i dag, hvor behovet beskrives, så det passer ind i en af de forhåndenværende foranstaltninger?
Et er i hvert fald sikkert, vores nuværende forvaltning af ’børns og unges særlige behov’ vil bryde sammen både økonomisk og menneskeligt indefra, hvis ikke vi giver en større del af ansvaret for indsatsen over for børn og unge med særlige behov tilbage til eget miljø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu