Kronikken
Oppløjede markveje, elektriske hegn og en løsgående tyr sørger ganske effektivt for, at offentligheden, dvs. du og jeg, nægtes adgang til den herlige natur på Gavnø ved Næstved. Baronen, der står som ejer af de 2.300 hektar ager og skov, vil have det hele for sig selv.
»Hvis folk vil til Gavnø, kan de gå en tur i slotsparken,« siger baronen og tilføjer: »Den er altid åben«.
Dog kun mod en entrébetaling på 55 kroner.
Helt åbenlyst handler baronen i strid med den lovgivning, der sikrer offentligheden adgang til at færdes i naturen. Ingen tvivl om det, hverken hos amtet, den lokale politimester eller landets miljøminister. Ministeren har appelleret indtrængende til baronen om at rette sig efter lovgivningen.
»Jeg er ked af det, som sker nede på Gavnø«, udtaler miljøminister Hans Christian Schmidt (V), »det er ikke rimeligt, at en enkelt sag skal ødelægge det gode samarbejdsklima mellem brugere og ejere af naturen«.
Men baronen på Gavnø er ligeglad med både miljøminister, politi og amtet. Offentligheden vil han overhovedet intet have at gøre med. Man skulle næsten tro, han levede i et helt andet samfund end vores.
Undtagen en gang om året. Det er den dag i november, hvor bistandshjælpen glider ind på baronens konto. Den gavmilde hek-
tarstøtte på 1.796.422 kroner og 17 øre, som overhovedet gør det muligt at bo på en ejendom som Gavnø. Det er den årlige millioncheck med landbrugsstøtte fra borgerne i EU.
Den dag burde der være åbent hus for alle danskere på Gavnø. Det er jo os, der betaler for hele herligheden.
Baronen på Gavnø er en ud
af den minoritet på 49.666 personer, der sidder tungt
på Danmarks jord. De udgør mindre end 1 procent af befolkningen, men alligevel har de hals- og håndsret over 61 procent af lan-
det.
I virkeligheden er ejendomsretten til Danmark endnu mere skævvredet. Af de 49.666 jordejere sidder blot 7.500 store svineproducenter, godsejere og baroner på mere end halvdelen af landbrugsjorden, og allerede i 2010 om syv år vil de 49.666 jordejere være reduceret til 37.000. Det betyder, at stadig færre personer vil få magten over stadig større domæner, og her spiller EU-støtten en central nøglerolle.
Hvert år i november fordeler Direktoratet for FødevareErhverv fem (5) milliarder hektarstøttekroner til disse jordejere, hvoraf de 15 pct. største (ca. 7.500 personer) i 2002 modtog omkring 3 milliarder kroner eller rundt regnet 400.000 kroner i gennemsnit til hver.
Nu skal man jo ikke straks fare op i hellig forargelse over disse
svimlende beløb. Måske får vi fuld valuta for støtten? Lad os lige stoppe op og se på nogle 2002-tal:
Som typiske eksempler kan tjene, at præsidenten for Landbrugsrådet, svineproducent Peter Gæmelke, modtager 499.833 kroner årligt, mens hans to viceformænd i Dansk Landbrug får 409.042 kroner (svineproducent Henrik Høegh) og 376.635 kr. (svineproducent Peder Thomsen, tidl. formand for husmændene). Svineproducent Povl Fritzner, der er ordinært bestyrelsesmedlem i Dansk Landbrug, tager til gengæld mere håndfast fat; i driftstilskud til hans mange ejendomme på Sydsjælland betaler det offentlige en årlig støtte på 861.010 kroner.
Selvom disse støttebeløb overstiger, hvad langt de fleste lønmodtagere kan knokle hjem i bruttoløn i løbet af et helt år for nu ikke at misbruge den stakkels kassedame endnu en gang , så kunne denne gavebod måske nok forsvares, hvis samfundet fik noget nyttigt til gengæld. Hvis vi, der betaler, mødte en positiv, ærlig og helhjertet indsats for det fælles bedste fra denne lille gruppe af velbeslåede, statsfinansierede jordejere, ville vi så ikke kunne leve med denne markante indkomstudligning mellem de, der kun har til dagen og vejen, og de, der sidder stadig tungere på ejendomsretten til landet?
Men sådan er det ikke.
Bøvl, brok og bastante forringelser af en lang række fælles goder er takken til det generøse samfund. Eksemplerne er legio, undtagelserne næsten ikke til at finde.
Lad os gennemgå et par af landbrugspolitikernes klassiske bortforklaringer: til gengæld for hektarstøtten (og alle de andre støtteordninger) får forbrugerne billigere og bedre fødevarer samt et rent miljø med en rig natur.
Hertil er kun at sige:
Billige fødevarer? Ikke til fru Hansen. En førsteklasses dansk svinemørbrad koster langt mere i Tønder end i et eksklusivt supermarked i Tokyo.
I en pjece fra Socialistisk Folkeparti kan man læse nogle regne-
eksempler på de skæve priser. For eksempel koster et halvt pund smør uden for EU 3,35 kr., mens den danske pris er 12,28 kr., altså 8,93 kr. dyrere. Et kilo hakket oksekød sælges for 31 kr. uden for EU, vi betaler 50 kr., altså 19 kr. dyrere. Og et kilo sukker: 9,40 kr. uden for EU, 17,50 kr. hos os, difference 8,10 kr. En EU-familie på to voksne med to børn betaler 8.300 kr. »for meget« om året til mad, ifølge SF-pjecen (der kan læses på www.
liberalt-landbrug.dk).
Bedre fødevarer? Så sent som i april i år har præsidenten for Det Danske Gastronomiske Akademi, kokken Claus Tingstrøm, efterlyst mod og mandshjerte i landbruget til at markere sig med andet end »bjerge af svine- og oksekød«.
Tingstrøm siger: »Danskerne har jo den fejlopfattelse, at dansk bacon er noget af det fineste i verden. Men det er altså noget, der bliver spist af arbejderklassen i England. Det bliver smidt på en pande sammen med pølser, og så hælder man til slut en dåse bagte bønner udover. Det er altså ikke
at være med i den gastronomiske superliga«.
Men får vi så ikke et bedre miljø for pengene?
Paradokset er, at jo flere støttekroner, der hældes i jordbruget, desto flere miljøproblemer skabes der. Forklaringen er den enkle, at den årlige støtte straks omsættes i udvidelser af produktionen. Støtte er den væsentligste årsag til, at produktionen af slagtesvin herhjemme er eksploderet fra 14,5 mio. i 1980 til de 24 mio., der slagtes i dag. De afledte miljøproblemer kan vist forudsættes bekendt: Vandmiljøplan I, II og inden længe III er deprimerende kataloger over forringelsen af danskernes miljø. Hertil kan enhver selv lægge de næsten daglige rapporter om forurenede drikkevandsboringer, ulovlige gyllebeholdere, iltsvind, ulidelig stank, osv. osv.
Ødelæggelsen af store dele af den fællesdanske natur er nok det mest smertelige tab, vi påføres til gengæld for al
den økonomiske støtte, vi giver de danske jordejere. Dem gør det tilsyneladende intet indtryk på, at f.eks. mellem en tredjedel og halvdelen af vore vilde planter er ved at forsvinde fra store dele af det danske landskab. Planter, der engang var så almindelige som engblomme og blåklokke, bukker under på stribe for det moderne jordbrug.
Årsagerne er entydige: for stor udstrømning af kvælstof fra landbrugets alt for store produk-
tion, for megen sprøjtegift og for lidt pleje af vandløb, søer, enge og overdrev. Igen og igen gennem de seneste 25 år er dette blevet undersøgt, påvist, dokumenteret og afrapporteret for politikere, erhverv og offentlighed.
Alligevel er Dansk Landbrugs officielle holdning til ødelæggelsen af naturen den velkendte: det passer ikke, og hvis det gør, er det ikke vores skyld, og hvis det er, så skal vi have kompensation, før vi gør noget ved det.
Denne asociale holdning slog ud i lys lue i Børsen i august sidste år, da dagbladet bragte en fyldig samtale med ejeren af de østjyske godser, Aakær og Julianelyst, der tilsammen omfatter 1.640 hektar tilskudsberettiget jord. Ejeren hedder Johan Koed-Jørgensen, og han har tidligere været fremme i medierne på grund af hårdhændet oprydning i naturværdierne på godset Julianelyst, hvilket skaffede ham amtsbiologer og naturfredningsfolk på nakken. På den anden side betragtes Koed-Jørgensen med næsegrus beundring af kolleger, landbrugselever og erhvervsfolk for den effektive drift, han præsterer på sine godser.
I Børsens interview blev han karakteriseret som »Danmarks bedst indtjenende landmand«, uden at årsomsætningen dog oplyses. Børsen fortæller heller ikke, at driften af Aakær og Julianelyst hviler på et solidt fundament af offentlig bistand, der er i 2002 løb op i 1,7 mio. kroner. Derimod uddyber godsejeren over for avisen, hvorfor han tager mod de offentlige almisser:
»Støtte er principielt noget skidt. Men i modsætning til, hvad mange byboere mener, så er der jo ikke tale om noget odiøst, men om en kompensation, fordi landmanden ikke må dyrke al sin jord, ikke må passe sine vandløb og ikke må gøde efter planternes behov«.
Med disse ord demonstreres erhvervets deprimerende selvforståelse: vi ejer jorden, og derfor har vi ret til at gøre med den, hvad vi vil. Ønsker I andre, dvs. samfundet, noget andet, så må I betale.
Den tragikomiske pointe er, at vi allerede betaler milliarder af kroner. Får vi noget positivt til gengæld? Næh, ikke engang en søndagstur i skoven på Gavnø må vi gå.
Folk i de gamle EU-lande føler et voksende ubehag ved den politiske sammenspisthed, som i mere end 30 år har sikret en stadig mere eksklusiv minoritet af landbrugsmillionærer over halvdelen af det samlede EU-budget. Derfor kan det også være svært at tage den danske fødevareminister alvorlig, når hun taler om at skære dybt i støtteordningerne. Ministeren er jo godsejer hjemme på Fyn, hvor hun selv modtager en årlig gavecheck fra sit eget ministerium.
Alligevel vil det næppe være muligt at skære milliardbistanden bort med et enkelt snit, som det f.eks. blev gjort med succes i New Zealand. Dansk landbrug er så ekstremt forgældet, at bortfald af støtten ville sende chokbølger gennem samfundet. Man behøver bare at forestille sig, at 500 store svinefabrikker går konkurs: milliardtabene ville tvinge banksektoren i knæ.
Kan man så ikke skære en luns af støtten og bruge den til at reparere på skaderne? Danmarks Naturfredningsforening har for nylig foreslået, at man bruger 10 procent af den samlede støtte til at pleje, udvide og genoprette naturen. Forslaget er sympatisk, men lider af en alvorlig svaghed: beskæres støtten fra EU, vil produktionen straks blive intensiveret, f.eks. med endnu flere svin, for at kompensere. Resultat: naturen kommer under endnu større pres
.
Mere perspektiv er der derimod i en strukturudvikling til fordel for det moderne samfunds behov for arealer til meningsfyldte aktiviteter. Indstilles den intensive landbrugsproduktion på 20-25 procent af det nuværende areal, vil miljøbelastningen af luft, jord, vand og natur falde proportionalt med 20-25 procent. Der vil samtidig frigøres længe savnede arealer til f.eks. friluftsliv, naturgenopretning, naturnær bosætning, turisme og andre ikke-støttekrævende erhverv.
Sideløbende bør der opstilles detaljerede krav om moderne drift af det enkelte landbrug, hvis producenten ønsker at få del i bistandskronerne. Støttens størrelse fastsættes efter f.eks. udslip af kvælstof, fosfor og sprøjtemidler, dyrkningsformer, maksimal markblokstørrelse, antal levende hegn, vandhuller, overdrev, våde enge, forekomst af truede dyr, fri adgang, osv.
Ved hjælp af en gradueret tilskudsskala vil den multifunktionelle landskabsforvalter kunne blive en demokratisk realitet, til glæde for erhvervet og for hele befolkningen.
Motivationen? Den vil komme i fuld overensstemmelse med regeringens mantra om frivillighed, personligt ansvar og mest miljø for pengene. Fremover vil det årlige milliardtilskud være et tilbud fra samfundet, som jordejerne frivilligt kan vælge med de tilhørende forpligtelser, selvfølgelig eller vælge fra. Andre former for offentlig støtte, som f.eks. social bistandshjælp og dagpenge, udbetales jo heller ikke, med mindre klienterne indgår aftaler om at yde noget til gengæld.
Derefter vil det være en smal sag at skrue ned for millionstøtten, indtil baronen på Gavnø indbyder alle til at gå en gratis tur i skoven. Og det vil kun være rimeligt: vi har allerede betalt så rigeligt i entré.
*Kjeld Hansen
er journalist, direktør for konsulentfirmaet BæreDygtighed, forfatter til bla. Den Grønne Forbrugerguide og debatbogen Der er et yndigt land, der udkommer senere på året
