KOMMENTAR
Jeg var til festival i München for at vise min film De Besatte om palæstinensernes liv under den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden. Efter forevisningen og den efterfølgende diskussion kom en ung tysk kvinde hen til mig og stillede nogle supplerende spørgsmål. Hun fortalte, at hun agtede at tage derned som fredsvagt, fordi hun følte, at hun som tysker havde et særligt ansvar for palæstinensernes skæbne. De havde måttet betale for Holocaust selv om de ingen skyld havde haft i jødernes skæbne i Europa.
I turistbrochurerne på hotellet havde jeg set, at kz-lejren Dachau lå lige uden for München, og at man kunne komme på ture derud. Så næste dag mødte jeg op ved Rådhuset, hvor der stod en ung mand med et skilt, der annoncerede turen til Dachau. På bredt amerikansk hilste han mig velkommen, tilsyneladende glad for at se en kunde denne formiddag, da temperaturen allerede var omkring de 30 grader og just ikke inviterede til en udflugt til en dyster fortid.
Vi steg ombord i S-toget, mens guiden fortalte om Hitlers opstigning til magten, om hyperinfla-
tion og arbejdsløshed og grundlæggelsen af den første kz-lejr i 1933. De andre passagerer så til med forundring og vendte sig bort. Hvad skulle det til at rippe op i denne gamle historie sådan en almindelig dag i toget, da varmebølgen var det værste problem, bortset lige fra arbejdsløshedstallene, der nærmer sig de fem millioner.
Toget rullede ind på stationen, mens jeg tænkte, at det måtte være underligt at bo et sted som hed Dachau. Men det var en ganske almindelig lille by med ganske almindelige grå, grimme huse. Vi hoppede om bord i bussen til Denkmal Dachau og passerede igennem et kvarter med supermarkeder og let industri, mens guiden forklarede, at lejren den gang lå langt fra alting, fordi ingen skulle kunne finde ud af, hvad der foregik bag porten med inskriptionen »Arbeit macht frei«.
Der holdt en snes turistbusser foran indgangen til lejren, hvor guiden stoppede op og formanede: »Det er ligesom at besøge en kirkegaard.« Jeg nikkede beroligende, men han sagde for en sikkerheds skyld: »No jokes allowed.«
Det forstod jeg godt. Og der var intet at grine ad på denne rejse ind i menneskets dunkleste og ondeste egne, derinde, hvor medmennesket bevidst reduceres til kolonner af tal, der skal transporteres ad skinner, sendes på arbejde i våbensmedjer, indkvarteres i stadig større tal, eksperimenteres med, bortskaffes, gasses og brændes. Guiden forklarer, at det ikke var en decideret udryddelseslejr, men alligevel havde man brug for et stort, velindrettet gaskammer. Til de opsætsige og dem, som ikke kunne arbejde længere. Jeg stirrer og stirrer på brusehullerne i loftet i forsøget på at mærke bare en smule af den smerte, som mennesker oplevede her, mens jeg løb rundt som en glad dreng i Odense.
Det vrimler med tyske skolebørn. Lærere fortæller løs om alt det forfærdelige. En dreng lader sig fotografere foran en krematorieovn, mens han laver sjove ansigter. Jeg snakker med nogle piger, som slapper af med en cola efter turen. De forsikrer, at det er vigtigt for dem at kende historien. Deres lærer fortæller, at det bliver sværere og sværere at give eleverne en forståelse af, hvad der foregik, at få det til at trænge ind hos de coole unge, som har alt andet i hovedet. Derfor plejer hun samtidig at vise filmen Schindlers liste og tage dem med til en jødisk synagoge.
Jeg sætter mig på en bænk for enden af krematoriet. Kigger ud over det enorme terræn, hvor 30.000 fanger kæmpede med at holde sig oprejst til de daglige paroler og spiser med dårlig samvittighed min medbragte sandwich. Der lyder glade barnestemmer, mens busserne fyldes. Tilbage til hverdagen efter en udflugt til dette olde- og bedste-
forældrenes skyldbefængte rum.
Da de amerikanske tropper befriede Dachau, tvang de beboerne i byen til at tage ud og se på stakkene af lig, som ikke var nået at blive brændt. Jeg har lige set det på film, hvordan de gode borgere, der vidende eller uvidende havde været naboer til dette nulpunkt i den europæiske civilisations historie vender sig væk i afsky. Det er ikke en gang 60 år siden, Dachau-borgerne måtte holde sig for næsen ved ligstanken.
Min dag i Dachau blev en nødvendig understregning af ondskabens banalitet. Og hvor vigtigt det er, at vi aldrig forbliver uvidende naboer til den. At vi hele tiden søger oplysning, tager stilling og blander os overalt, hvor menneskerettigheder krænkes. Som den unge tyske kvinde, der følte, at hun var nødt til at være fredsvagt.
