Kronikken
I 1915 fik Danmark efter næsten 50 års forfatningskamp en ny grundlov, der genindførte den almindelige stemmeret og også gav den til kvinderne.
Efter det epokegørende forlig talte den ledende socialdemokrat Frederik Borgbjerg på et møde for unge socialdemokrater. Her trak han de politiske perspektiver op. Talen blev under overskriften Et Fremblik trykt i Social-Demokraten, som Borgbjerg i øvrigt også var redaktør af. Han gav her udtryk for, at den nye grundlov var den mest demokratiske i verden. Via den skulle Socialdemokratiet erobre magten i staten. Der er ingen anden vej, sagde han, end at »folket får styret i staten, og at Socialdemokratiet vinder flertal i folket... Socialdemokratiet må vinde flertallet af folket for sin ny økonomiske og kulturelle opfattelse og erobre magten i staten... Det arbejdende folk vil nu her i landet komme så langt, som det selv vil og kan. Det kan herefter ikke kaste skylden på andre. Går fremskridtet ikke så hurtigt, som udviklingen overhovedet tillader, skyldes det mangel på vilje eller evne hos folket selv« (Social-Demokraten, 23. og 25. 5. 1915).
Herved havde Borgbjerg, bevidst eller ubevidst, formuleret en demokratiopfattelse, som i dag er alment accepteret og nærmest betragtes som en selvfølge, selvom den i virkeligheden er en historisk konstruktion, der udviklede sig gennem årtiers politiske kampe. Når forfatningen gav alle, eller næsten alle, valgret og valgbarhed, ja så kunne fremgangen eller eventuelle barrierer for denne kun findes hos dem, der besad denne ret. Den anden side oplysningen eller elitens/partiets selvstændige bearbejdelse af vægernes bevidsthed sagde Borgbjerg ikke noget om i den lange tale.
Denne subjektive side af den politiske kamp havde ellers været tematiseret lige siden den franske revolution og var en del af både det liberale og det socialistiske tankegods.
Hos de russiske bolsjevikker, der var jakobinere om en hals, fandt den sin kulmination i Lenins teori om den af de intellektuelle »indplantede« socialistiske teori i masserne. Men Borgbjerg forholdt sig tavs omkring dialektikken elite/masse, og det var trods alt næppe en tilfældighed.
For ved denne tid begyndte Socialdemokratiet at skifte karakter fra et marxistisk klassekampsparti med internationalt perspektiv til et mere nationalt betonet, parlamentarisk parti, der indgik som naturlig part i det danske politiske spil.
Jeppe Aakjærs vers »Du puslingland som hygger dig i smug/mens hele verden brænder om din vugge« blev nu ikke kun betegnende for Venstre, radikale og Højre, der var under forvandling til konservative (netop i 1915), men også for socialdemokraterne. De europæiske lande var enten i krig eller lukkede sig om sig selv, og denne lukning, respektive krig, kom til at vare i omkring 30-40 år, alt efter om man regner med Anden Verdenskrigs afslutning eller dannelsen af Det europæiske Fællesskab i 1957.
Fremskridtsoptimismen blev ikke opgivet af den grund, og den er vel sammen med troen på folkets fornuft det afgørende træk ved hvad man kan kalde det demokratiske venstre, i Danmark såvel som i andre europæiske lande.
Det liberale demokrati var
ikke tænkeligt uden et civilt samfund, der fungerede mere eller mindre på egne præmisser. England var det før-ste land, hvor disse betingelser og vekselvirkninger mellem offentligt og privat udviklede sig, mens Skandinavien blev det område, hvor betingelserne gennem politisk handling kombineredes på en sådan måde, at det liberale demokrati som model blev opretholdt, mens samfundet fik en anden karakter end i den engelske model. Det blev et velfærdssamfund.
Efter 1945 fortsatte de demokratiske partier deres afgrænsning over for den af de antidemokratiske bevægelser, som havde overlevet, og som i Danmark blev repræsenteret af DKP.
Men prisen for Den kolde krig blev en endnu stærkere stræben mod konsensus end i mellemkrigstiden og dermed en yderligere udviskning af politiske og ideologiske forskelle. Den i dag berømte midte blev gradvis mere magnetisk, hvilket dels resulterede i en bred tilslutning til de fleste større velfærdsbeslutninger for alvor begyndende med folkepensionen i 1956 men samtidig i en afpolitisering eller af-idelogisering, som Bjørn Poulsen karakteriserede i 1960 i en lille bog, der dengang var meget omtalt: Ideernes Krise i Åndsliv og Politik.
Demokratiet som system blev styrket og befæstet med Grundloven af 1953, der afskaffede Landstinget og dermed den sidste rest af institutionaliserede politiske garantier (de såkaldte konservative garantier). Det repræsentative element blev dermed svækket lidt, og parlamentarismen blev direkte grundlovsfæstet.
Men i anden halvdel af århundredet udhuledes grundlaget for vekselvirkningen mellem civilsamfund og politik efterhånden via en udtynding af den organisering nedefra, der havde kendetegnet tiden mellem 1880 og 1930. Partiernes og bevægelsernes medlemstal faldt drastisk, og medierne samt interesseorganisationernes top fik stadig større indflydelse.
De socialdemokratiske ØD-forslag i 1970erne, som måske kunne have fornyet den demokratiske deltagelse, blev aldrig realiseret, også pga. modstand fra den øvrige venstrefløj. Kun på miljø og u-landsområderne formåede og formår græsrødder stadig til en vis grad at gøre sig gældende.
Hvor 1968-oprøret i Vesttysk-land i dagens Tyskland anses for den første selvstændige borgerbevægelse efter nazismen og tilskrives store demokratiske fortjenester, er det danske 68-oprør overvejende ufortjent blevet bragt i vanry af de neo-konservative kræfter og stør-stedelen af medierne. 68-oprøret må i sin kerne ses som et forsøg på at genopvække det politiske engagementet, den kritiske årvågenhed og bevidsthed.
Det lykkedes kun i en kort årrække, og de politiske organiseringsforsøg og idéer var på mange måder dilettantiske og tilmed delvis udemokratiske. Men de forskellige bevægelser havde held til at politisere forskellige hidtil naturaliserede områder af tilværelsen, såsom kønsdelingen, det seksuelle, ungdommen, skolen, universitetet mm.
Bevidstheden om, at disse områder ikke er naturgivne, men konstrueret af mennesker og dermed interessebestemte, trængte gradvis igennem fra slutningen af 1960erne og må siges at være et varigt resultat af ungdomsoprøret, selvom andre kræfter plus moderniseringen og amerikaniseringen udefra selvfølgelig også spillede ind.
Puslinglandet hyggede sig forsåvidt stadig og vil i dag ikke vedkende sig sine radikale år i begyndelsen af 1970erne. Men forholdene på de nævnte områder er i dag ganske anderledes end for 40 år siden, emancipationen blev en realitet og problematiseres næsten ikke af nogen lige bortset fra Søren Krarup og Jesper Langballe. Til gengæld er staten under borgerlig ledelse begyndt at rulle medbestemmelse og frihedsgrader tilbage, hvor det er muligt, bl. a. på universitetsområdet.
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og den uafvendelige modernisering og globalisering har skabt nye betingelser også for demokratiet og det politiske liv.
Frederik Borgbjergs udsagn fra 1915 om, at folket fra da af ville komme så langt, som det selv ville og kunne, kan der dog sættes spørgsmålstegn ved. Er det sandt, at folket (som i dag kun kaldes befolkningen, hvilket måske er sigende) er kommet så langt, som det vil og kan, og er det sandt, at det ikke kan kaste skylden på andre, men må rette kritikken mod sig selv, hvis fremskridtet ikke går så hurtigt, som udviklingen overhovedet tillader?
Allerede rent semantisk klinger nogle af ordene i dag sært gammeldags. Fremskridtet, udviklingen begge i bestemt form. Ikke mange ville i dag bruge disse begreber ureflekteret eller uden samtidig at hentyde til skyggesiderne ved dem.
Men det er ord og forestillinger som disse, det moderne Danmark er bygget på, og hvis konsekvenser vi tager stilling til i dag. Ja, man kan endog spørge, om begreberne ikke som mentale baghovedstrukturer stadigvæk har stor kraft? Bygger vores samfund og de vestlige samfund ikke stadig på vækst og forestillinger om fremskridt? Jo, og det kan næppe være anderledes, det er den arv vi har med os fra oplysningstiden, og som er indbagt i vores private og sociale handlen.
Ideerne om oplysning, vækst, fremskridt må vi leve med og forsøge at konstruere påny, også selvom vi efter to verdenskrige, for-urening af naturen, massekulturens fordummelse osv. har en stærk bevidsthed om at de ikke er ufejlbarlige.
Heller ikke det sociale spørgsmål er løst, navnlig ikke hvis vi ser på forholdet mellem den rige og den fattige verden, hvor uligheden bliver større og større. Delvis som modtræk står nationalisme, undertrykkelse, religiøs fanatisme og militær aggression i fuldt flor, og vi lever nærmest i en tilstand af permanent krig et eller flere steder i verden. USA er ikke længere den første blandt ligemænd, men absolut dominerende på verdensscenen og ledes nu af radikale højrefløjsfolk.
Borgbjergs dictum er altså kun betinget rigtigt. Og de fleste danskere er næppe heller af den opfattelse, at befolkningen er enebestemmende.
Alligevel er min påstand, at det stadig er muligt at finde inspiration i oplysningstraditionen og de demokratiske idéer, som de fra antikken er udviklet via de amerikanske og franske revolutioner i slutningen af 1700-tallet.
Idéerne om den universelle menneskehed er ikke døde, men har snarere fået større aktualitet gennem internationalisering og globalisering. Denne er-kendelse kunne og burde være udgangspunktet for enhver dansk regering i dag. I stedet har mere regressive tendenser bredt sig og medfølgende forestillinger om nye opdelinger og forskelsbehandling af mennesker.
Demokratiet på nationalt grundlag var sikkert en forudsætning for den velfærdsstat, der blev bygget op fra 1930erne og frem, men i en verden uden fordums grænser vil en fastholdelse af national suverænitet i relativt snæver forstand bremse tilpasningen til, men også integrationen i den verden, der ligger udenfor. Derfor er kampen om åbenhed eller relativ lukkethed over for Europa og den øvrige verden i dag måske den mest afgørende af alle her i landet.
Det underskud af demokrati, der findes i den for europæerne vigtigste internationale organisation EU gør selvfølgelig ikke sagen lettere. Den tyske politolog Hartmut Kaelble taler i bogen Wege der Demokratie fra 2001 om den splittelse, der findes i Europa mellem nationale stater, der fungerer som demokratier, og det overnationale niveau, hvor institutionerne ikke er udgået af valg eller ikke har afgørende indflydelse, såfremt de er det, som EU-parlamentet.
Det nationalstatslige system er institutionelt demokratisk, mens det overnationale er elitært. Europa lever med to demokratiseringer i sit eget bryst: en glansfuld historie om demokratiske udviklinger og gennembrud, sidst efter 1989, og en grå, ufuldkommen historie om en torso af et demokrati i EUs politiske institutioner.
Relationen mellem beslutningsmagt og politisk ansvar, som er essentiel for et demokrati, mangler i EU, ligesom der savnes en demokratisk fungerende offentlighed.
Denne modsigelse kan næppe fortsætte, men må løses enten ved en tilbagegang til nationalstaterne, der samarbejder i en løsere organisation uden de store indbyrdes forpligtelser, eller ved en gennemførelse af demokratiske tilstande i de europæiske institutioner, der formentlig må tage form af en forbundsstat.
Hvis man overhovedet kan bruge ordet fremskridt i dag, ville det være i forbindelse med en demokratisering af Europa, ikke kun på det nationale, men også på det internationale niveau. De to processer synes ikke at stride mod hinanden, men tilsyneladende kan de alligevel ikke forenes.
Demokrati og skindemokrati kan dog ikke danne par i det lange løb, det kunne betyde, at skindemokratiet de økonomiske og politiske eliters magt ville vinde over demokratiet, også i nationalstaterne.
Så måske kan Borgbjergs fremblik fra 1915 aktualiseres i 2003 ved at sige, at Europas folk nu har en mulighed for at komme så langt, som de selv vil og kan. De kan i hvert fald ikke lægge skylden på andre. Ved begyndelsen af det 21. århundrede har de mulighed for at realisere en gammel politisk drøm om fællesskab på grundlag af de politiske, sociale og kulturelle landvindinger, som er vundet under de nationale demokratier.
Men ligesom på det nationale plan er det ikke ligegyldigt, hvad de, der behersker medierne og den politiske magt, foretager sig for at gøre befolkningerne bevidste om disse muligheder. Og på dette felt er forholdene næppe blevet forbedret siden Borgbjergs dage, vel snarere tværtimod.
Den politiske dialog mellem politikere og befolkning indskrænker sig til det, som medier og politikere mener, befolkningen interesserer sig for, og er ikke i stand til at sætte de store spørgsmål på den politiske dagsorden.
*Kronikken er en kortere version af forfatterens bidrag til bogen Demokrati mellem fortid og fremtid, der udkommer på forlaget Tiderne Skifter i dag.
Claus Bryld
er professor, dr.phil., professor i moderne historie, Roskilde Universitetscenter
