Læsetid: 2 min.

Få var rene i mælet

Vi kan bare ikke huske mangfoldigheden i et begreb som ’samarbejdspolitik’
Debat
10. maj 2003

Besættelsen
Igennem mange år har jeg læst Henning Tjørnehøjs veldokumenterede avisindlæg, således også indlæggene om Kaj Munk ( senest 5. maj).
Hos os i reolen har vi endnu fra krigens dage stående Kaj Munks fikse, omskrevne Chr. Richardt, Danmark. Den gjorde forfatteren populær i børneværelserne såvel som hos voksne, for i krigsdage tænker mange i fællesskab tilbage på fædrelandets fortid, som vi kaldte fænomenet dengang.
Men hvori bestod fællesskabet egentlig, bortset fra den lange forhistorie? Hvis man overhovedet vil tænke tibage på 1940-45, finder jeg det væsentligt, at Tjørnehøj, Voss og ikke mindst Houmann har fastholdt os på kendsgerningernes mangfoldighed, der frigør os for en påtaget, falsk humanisme.
I vores sammenhængskritiske dage søgte mange folk, som bekendt, at udnytte en krigssituation ved at fraternisere med de nye herskere i en ny verdensorden, tænk blot på erhvervsvirksomheder som A.P. Møller eller sortbørshandlerne.
Og inden for de etablerede partier, der optrådte som ’samarbejdspartiet’ i modsætning til de egentligt tyskvenlige partier (Folkefronten) fandtes de nazificerede kredse af Konservative og Venstre og ikke mindst LS (med Knud Bachs forsøg på at få direkte personlig kontakt til Berlin ligesom Niels Bukh).

Afstand til nazistyret
Hertil kom foråret 1941 datidens Dansk Folkeparti. Af deres blad Nationen kunne man meget vel i nogle artikler få det indtryk, at partiet med al sin danske danskhed vil bevare selvstændigheden ved at lægge afstand til nazistyret, men nej! .
Få var rene i mælet som kommunisterne (og blev derfor udelukket), og mange skiftede også sindelag, Hartvig Frisch, som bekvemmeligheden tilskyndede, modsat Christmas Møller, og hvori bestod Kaj Munks sindelagsskifte?
Han talte, som vi ved, endnu, sommeren 1940 om og for Hitlers storhed, og blev samtidig foreslået som nobelpriskandidat (af Svend Stolpe i en trespaltet artikel i Stockholm Tidningen). Mig bekendt blev Kaj Munk myrdet af Schalburg-folk, ikke af besættelsesmagten, og tog sit politiske ståsted med sig i graven.

Den ariske teori
Den danskhed som Dansk Folkeparti og andre bekendte sig til, var i overensstemmelse og forståelse med besættelsesmagten og den ariske teori, mens Fritz Clausens DNSAP var en aflægger af det tyske. Velsagtens derfor foretrak den tyske udsending fra Berlin at tale samarbejdspolitik med folketingspolitikerne i Dansk Folkeparti (og med den i Tyskland i 30’erne kendte Winfred Petersen) frem for med Fritz Clausen. Danmark skulle være vasal, ikke Germania selv.
I dag kan enhver i krigsårenes samarbejdspolitik finde sit eget Alter ego.
Næsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her