Først pisser I på os...

Smålighed
I Dresden anskaffede man i 30’erne nogle smarte, moderne sporvogne. Disse vogne havde lukkede perroner og komfortable sæder, ja, vist endda varmeapparater. Sidst i trediverne udstedte Dresdens byråd så en forordning om, at de nye vogne ikke måtte benyttes af jøder, der altså var henvist til de gammeldags vogne med træk og træsæder.
Dette er et godt eksempel på den absurde smålighed, der også i vore dage præger folk, der ønsker at genere medborgere af »fremmed« etnisk oprindelse – eller for den sags skyld af anden politisk eller kulturel observans.
Man kan tage den debat, der har været om muslimske pigers ret til at bære tørklæde offentligt. Enhver kan gøre sig sine tanker om en religion eller kultur, der er så sexangst, at den finder den slags nødvendigt for ikke at pirre mændene, men derfra og så til at forbyde piger, der ønsker det, at bære tørklæde, er der et godt stykke vej.
Så møder man argumentet: »Skal rockere så også have lov til at bære rygmærker, hvis de vil arbejde som kassedamer?« – en tænkt situation, der siger mere om den, der har udtænkt den, end om den virkelighed, vi andre færdes i. ’Rockere og rygmærker’-argumentet kan udskiftes med ’nazister og hagekors’, hvilket det ikke bliver (ret meget) mindre absurd af. Sidestillingen af tørklædet, som bæres af blufærdighed eller tradition, og politiske symboler er absurd, hvis man gider tænke sig om.
Tilbage i de glade 60’ere, brændte rødstrømperne deres bh’er, fordi de fandt dette klædningsstykke kønsundertrykkende. Selv de mest rabiate dengang ville næppe have drømt om at forbyde andre kvinder at gå med bh. De håbede snarere, at de med deres eksempel kunne få andre kvinder til frivilligt at smide bh’en.
Samme fremgangsmåde burde være indlysende, når det gælder tørklædet.

Alenlange debatter
Lignende alenlange debatter har været ført angående menuen i børnehaver, hvor det er fremmedhaderne umuligt at fatte, at i en institution, hvor man kun har mulighed for at have én ret på menuen hver dag, er det praktisk at den består af noget, alle kan spise.
At der er institutioner og virksomheder, som går for vidt (f.eks. afskaffelse af julefrokoster) i iveren efter ’politisk korrekthed’ efter amerikansk mønster modsiger ikke, at kværulanteriet over ganske almindelige og uskadelige tiltag gang på gang benyttes til at gøre livet surt for især muslimske indvandrere.
Jævnfør forskellige kommunale myndigheders forbavsende behændighed, når det gælder om at finde argumenter for ikke at bygge en moské eller anlægge en muslimsk begravelsesplads i netop deres kommune. Endnu et eksempel er nogle muslimers ønsker om at få hængt badeforhæng op foran et par brusekabiner i offentlige svømmehaller. Det er jo gribende!
Jeg er faktisk sikker på, at hvis disse forhæng kom op, ville der være adskillige ’folkedanskere’, som også ville foretrække at bade i fred for nyfigne blikke. Men nu er det altså muslimer, der har bedt om det, og så er det pludselig et enormt problem. Ligesom det for et års tid siden vakte voldsom forargelse, at en gruppe muslimske kvinder for egne midler og uden for almindelig åbningstid lejede sig ind i en københavnsk svømmehal for at bade uden mænds nærvær.
Det seneste eksempel – og det, der gav stødet til denne svada – er Dansk Folkepartis protester imod, at man i forbindelse med en kampagne for brug af sikkerhedsseler også har haft den formastelighed at trykke nogle af kampagneplakaterne på et par af indvandrersprogene. Helt ærligt: Hvor småt kan det blive? Hvornår har man hørt Pia Kjærsgaard beklage sig over, at busser til Kastrup er beskiltet »Airport«? eller at der findes skilte på tysk ved den jyske vestkyst og på Bornholm?

Spurve og kondorer
Måske synes nogen, at man blot skal grine ad eller trække på skulderen over disse forkrampede forsøg på at forsure en gruppe medborgeres hverdag. Det mener jeg, er forkert.
Ved at gøre alting inden for indvandrerkulturerne lige slemt og skyde med kanoner mod såvel spurve som kondorer forsøger højrefløjen at få det til at se ud, som om alle, der påberåber sig en smule sans for proportioner, ’går ind for’ for eksempel klitorisomskæring eller æresdrab, ved hjælp af det yndede polemiske manipulationstrick, der hedder »Hvis du mener A, må du jo nødvendigvis også mene B.« Det betyder, at man midt i en diskussion om bespisning i børnehaver pludselig skal til at bruge en masse tid på at fastslå, at man ikke går ind for skamfering af småpigers kønsorganer. En yderst effektiv form for afsporing.
Alle disse ting er selvfølgelig et irritationsmoment for os, der gerne vil have indvandrerdebatten ført på saglige og anstændige præmisser. Men vi overlever det såmænd nok.
Det værste er, at fremmedhaderne gennem netop denne daglige nålestikschikane risikerer at fremkalde netop det, som de så hyklerisk påberåber sig at bekæmpe, nemlig en radikalisering af såvel danskere som indvandrere. Nu skrev jeg risikerer – for visse gruppers vedkommende ville ordet ’ønsker’ nok være mere relevant. De unge indvandrere, der allerede i dag føler sig tiltrukket af de yderligtgående bevægelser, kan med stor ret påberåbe sig det gamle bz’er-slogan »Først pisser I på os, og så siger I, at vi lugter.«