Læsetid: 2 min.

Giv familien en chance

Det er meget sjældent til barnets bedste at afskrive forældrene fuldstændigt
10. maj 2003

Socialt
Lone Nørgaard kritiserer i Information den 6.maj kommunerne for at tvangsfjerne børn for sent og for at lade børnene komme tilbage til forældrene efter en tvangsfjernelse. Hun mener, at børnene har bedst af at blive fjernet for bestandigt.
Det er rigtigt i nogle tilfælde, men vi ved også, at børn anbragt uden for hjemmet har meget hårde odds senere i livet. Derfor må tvangsfjernelse aldrig være et middel kommunen griber til, før den har undersøgt, hvilke årsager der er til barnets mistrivsel, og om der findes andre løsninger end at fjerne barnet fra hjemmet. Stort set alle truede børns manglende trivsel bunder i forældreproblemer, ofte misbrugsproblemer. En del af løsningen burde altså være at få forældrene ud af dette misbrug.

Lovpligtig undersøgelse
Faktum er imidlertid, at over halvdelen af kommunerne ikke ulejliger sig med at foretage den lovpligtige undersøgelse af det truede barns forhold. En undersøgelse, der fortæller kommunen, hvilke problemer, der er i familien og om der er ressourcer i det nære miljø, der kan være med til at løse dem. Af samme grund får kommunerne hverken løst barnets eller familiens problemer ved en tvangsfjernelse.
Selv i forbindelse med en tvangsfjernelse, bør kommunerne sørge for hjælp til for-ældrene. . Vi ved, at de aldrig slipper den følelsesmæssige kontakt og derfor fungerer bedst, når der er en fornuftig kontakt.
Det er også den bedste garanti for et stabilt anbringelsesforløb. Kravet må derfor være en massiv hjælp til forældrene, også når børnene er tvangsfjernet. Hvilket Kristeligt Folkeparti netop har foreslået.
»Er en familie nået så vidt som til, at et barn skal fjernes, har forældrene nemlig forspildt muligheden for forsat at have rettigheder i forhold til deres barn,« skriver Lone Nørgaard.

I barnets interesse
Det er for mig at se en meget fordømmende måde at betragte problemet på. Løsningen ligger ikke i at straffe forældrene for deres livsførelse, selv om det lyder konsekvent og enkelt. Problemerne skal løses i familierne, hvis det er muligt. Ikke for at give forældrenes rettigheder over deres barn større vægt end barnets tarv, men fordi det faktisk er i barnets interesse, at kommunerne forsøger at holde sammen på familien.
Jeg er enig med Lone Nørgaard i, at den såkaldte svingdørspolitik, hvor børnene ryger frem og tilbage mellem anbringelsesstedet og forældrene er meget dårlig for børnene. Men det bunder altså i, at kommunerne ikke gør deres arbejde godt nok fra begyndelsen.

Lidt barokt
Selvfølgelig er der familier hvor tingene er kørt så meget i hårdknude, og hvor udsigterne til en forbedring af familiens tilstand er så lange, at eneste rimelige løsning er at tvangsfjerne. Men før, vi når så langt, må vi for barnets skyld have afsøgt alle andre mindre indgribende og dog formålstjenlige muligheder.
Det er da også lidt barokt, hvis kommunerne skal fjerne et barn for altid fra dets forældre, hvis forældrene ikke engang er blevet tilbudt hjælp til at løse deres problemer. Det er her, de største hindrin-ger ligger, hvis man ønsker at bryde den sociale arv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu