Kronik

Glemte muslimske slaver

Islams historie på de amerikanske kontinenter går århundreder tilbage. Først i dag er historien om de muslimske negerslaver ved at blive afdækket
24. maj 2003

Kronikken
De fleste amerikanere tager for givet, at muslimske amerikanere er et relativt nyt fænomen, hvis tidligste manifestation må dateres tilbage til den radikale sorte separatistbevægelse, Nation of Islams grundlæggelse i 1930. Dette er imidlertid en myte. Historiske optegnelser fra slavetiden viser, at der var muslimer på det amerikanske kontinent så tidligt som i 1600-tallet, og der findes nedskrevne vidnesbyrd, heriblandt selvbiografiske tekster, af muslimer, som blev ført som slaver til de to amerikanske kontinenter i 17- og 1800-tallet. Som Allan D. Austin, hvis forskning denne artikel bygger på, skriver i en af sine bøger, var den tids afrikanske muslimer »et stolt folkefærd, der fik uforholdsmæssig stor indflydelse på begge sider af Det Atlantiske Ocean, deres antal taget i betragtning«, og som hidtil »er blevet noget nær totalt overset af moderne amerikanske historikeres og forfatteres falkeblikke.« Endda i en sådan grad, at flere amerikanske kritikere skosede Alex Haley for at have gjort sin afrikanske forfader i Rødder (1976) til muslim.
Optegnelserne om de afrikanske muslimer i Nordamerika foreligger i mangeartede dokumenter: Slavelister, fragtbreve, avisartikler, portrætter, militærpapirer, transskriberede tekster, interview, rapporter, selvbiografier osv. De historier, som disse optegnelser fortæller, er vidt forskellige – om end mange af dem kan lyde som et ekko af det hjertesuk, som den afrikansk fødte Lamine Kebe, udtrykte, da han i 1835 skrev: »Der er mange gode mænd i Amerika, men alle er de meget uvidende om Afrika.« Alle disse mænd – og kvinder – kom ud på en voldsomt strabadserende rejse, der for flere af deres lidelsesfæller fik dødelig udgang, og overlevede de vanskelige vilkår i trældom, som de blev underkastet. Heri adskiller deres skæbne sig ikke fra de hundredtusinder af andre afrikanske slavers. Hvad der imidlertid gjorde dem iøjnefaldende anderledes, var, at de i mange tilfælde kunne både læse og skrive, og at de altid havde kendskab til bibelske fortællinger (igennem Koranen). Begge disse 'aktiver', skriver Austin, satte nogle afrikanske muslimer i stand til at mildne deres trældoms åg, og – hvad der er mere interessant – at efterlade skrevne vidnesbyrd. Mange af sidstnævnte – skrevet på arabisk eller på indfødte afrikanske sprog med arabiske skrifttegn – er endnu ikke oversat eller stillet til rådighed for interesserede læsere, selv om Austin har gjort en god begyndelse i to af sine bøger, og også andre forskere har fulgt hans eksempel.

Job Ben Solomons historie er en af de tidligst kendte eksempler, der er bevaret, på en sådan muslimsk 'pionerskæbne'. Han blev som slave ført til den britiske koloni Maryland i 1730, men vendte senere tilbage til Afrika. En anden muslimsk slave, som formentlig ankom til Amerika på samme tid som Ben Solomon, var Yarrow Mamout, som fik udødeliggjort sit portræt i et oliemaleri af Charles Peale, en af USA’s første store malere. Mamout, som hævdede være mere end 100 år gammel, da han sad model for Peale, var blevet sat på fri fod af sin ejer, fordi han havde udmærket sig som en dygtig murstensmager under opførelsen af dennes store nye familiehus. Skønt han var velanskreven som en dygtig arbejder, blev han to gange berøvet al sin ejendom af hvide, indtil han omsider købte eget hus. Han havde ry for at altid at »bevare et godt sind«, selv når lokale bøller forsøgte at provokere og chikanere ham, når han fremsagde sine muslimske bønner.
I modsætning til Mamout havde flere andre muslimske afrikanske slaver svært ved at ’bevare et godt sind’, når de blev konfronteret med de hvide og med slavetilværelsen. Fra 1850'erne har vi en beretning om en sådan slave, Osman – i avisartikler fra perioden omtalt som »en berømt afrikansk høvding, der blev solgt som slave, men flygtede«. I sin vrede over slaveriet »skaffede han sig skydevåben« og »førte et terrorregimente i de tidlige 1850’ere.«
Bevæbnede borgergrupper blev sendt ud for at finde og pågribe ham, men det lykkedes dem aldrig. Han skal have mødt sin død i form af et slangebid, han pådrog sig i det sumpområde, hvor han skjulte sig.
Mange muslimske slaver indtog høje magtpositioner inden for slavehierarkiet, til dels i kraft af, at de kunne læse og skrive. En sådan var Salih Bilali, som ikke blot overtalte sine slavefæller til at kæmpe sammen med amerikanerne (og hans amerikanske ejer, Spalding) under krigen mod briterne i 1812, men også blev betroet 80 musketter for at forsvare plantagen. Dette er det eneste kendte eksempel i regionen på, at slaver er blevet bevæbnet af deres ejere. Bilali – som lovede sin ejer, at han kunne »sige god for hver eneste neger af den sande tro (islam), men ikke for de kristne hunde, som I ejer« – holdt sit ord, for så vidt at ingen af Spaldings slaver forsøgte at gå over til briterne. Under en frygtelig orkan i 1824 skal Bilali have reddet »hundredvis af slaver«.

En anden afrikansk slave – en muslim, der konverterede til kristendommen i USA – Umar ibn Said skrev den eneste bevarede selvbiografi på arabisk af en nordamerikansk slave (endnu en sådan selvbiografi eksisterer, skrevet af en slave på Jamaica). Han skrev den ved siden af en lang række andre manuskripter, der blev offentliggjort eller nedskrevet mellem 1819 og 1864. Umar ibn Said blev fremhævet af kristne prædikanter som en af »de frelste«, hvilket formentlig er grunden til, at så mange af hans skrifter er bevaret. Saids omvendelse til kristendommen ser ud til at dels at være et resultat af de fordele det gav ham, dels af en mere synkretistisk opfattelse af religion end de kristne prædikanters. Efter konverteringen fortsatte Umar ibn Said i al fald med at indføje Koran-citater i sin selvbiografi, hvori han i øvrigt kastede et positivt tilbageblik på sin fortid som muslim og henviste til Jesus som »Messias« (som også Koranen gør) snarere end som Guds søn. Austin tolker det sådan, at Said formentlig ikke betragtede sin accept af den kristne gud som noget brud med den muslimske Allah, og heri var han ikke enestående. Adskillige muslimske slaver accepterede at lade sig kristne, men bibeholdt en overvejende muslimsk identitet. Mange af dem så formentlig ikke nogen modsætning i at kalde en og samme gud ved andre af hans mange koranske navne, mens andre nok konverterede, fordi de anså det for en politisk nødvendighed. Mindst otte af sådanne konverterede slaver konverterede i al fald tilbage til islam, så snart de vendte tilbage til Afrika eller blev givet fri. En sådan person var den 1,90 cm høje, hærdebrede, stoute Ibrahim Abd ar-Rahman Jallo, som ikke alene havde held til at protestere sig til frihed, men også til at købe en stor del af sin familie fri.

Selvbiografier skrevet på engelsk af afrikanere, der blev ført til USA som slaver, eksisterer naturligvis også. Den bedst kendte er Olaudah Equianos (han var ikke muslim) fra slutningen af 1700-tallet. Denne bog blev en bestseller allerede, da den udkom og har siden haft en stor læserskare. Langt mindre kendt er Mohammed Ali ben Saids kortere selvbiografi, som første gang udkom i The Atlantic Monthly. Said blev født i 1833 i det nuværende Nigeria og stammede fra en velhavende militær- og købmandsfamilie. Han blev taget til fange af tuaregiske slavejægere i 1849, tvunget til at marchere tværs igennem Sahara-ørkenen og blev solgt som slave i Tripoli. Heldet tilsmilede ham i de ejere, han fandt, og Said blev frigivet af en russisk aristokrat i 1859 efter at have rejst rundt i store dele af Europa.
Af egen vilje rejste han til både Syd- og Nordamerika. Han talte syv sprog flydende, blev lærer i Detroit i Michigan i 1862 og sluttede sig til det farvede 55. regiment af frivillige i 1863. Ved borgerkrigens slutning i 1865 afmønstrede han, og siden forsvinder alle spor.
I modsætning til Umar ibn Said konverterede mange muslimske slaver aldrig til kristendommen. De forsøgte ligesom Yarrow Mamout, som fremsagde sine bønner uden at lade sig provokere af omgivelsernes chikane, at bevare deres tro og afskrev ofte passager fra Koranen, som de havde lært udenad, og gav dem videre.
At samle og udbrede kendskabet til deres for alle spredte vinde vidnesbyrd og historier er at udfylde et kapitel i Amerikas historie, der hidtil er forblevet ubeskrevet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Tabish Khair
forfatter og lektor ved Engelsk Institut , Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu