Læsetid: 2 min.

Hvem er den rigtige Holger?

Er det muligt i fremtiden at forestille sig et SF, der vil kæmpe for en afmontering af EU’s super-liberalistiske idelogi SF
Debat
31. maj 2003

Er det muligt i fremtiden at forestille sig et SF, der vil kæmpe for en afmontering
af EU’s super-liberalistiske idelogi SF

Først ville Holger K. have militær oprustning af EU for at skabe en modvægt til USA. EU skulle have en militær hammer, lød det fra SF’s formand. Der skulle sættes muskler bag ønsket om humanitær hjælp. Sådan lød det før SF’s landsmøde. Dernæst blev synspunktet modificeret, men noget blev tilbage efter landsmødet: EU skal have sin egen udenrigs- og sikkerhedspolitik for at afbalancere supermagten USA.
Uanset om man vil en lille hær eller en stor hær, en blød hær eller en hård hær, er begrundelsen nøjagtig den samme. Der skal opbygges en supermagt, som kan holde USA i skak.
Synspunktet er bemærkelsesværdigt, ikke fordi det ikke er yderst velkendt, men fordi vi for ganske nylig har fået serveret et enestående eksempel på en alternativ strategi: et civilt netværk som på tværs af verdenshave og landegrænser organiserede sig spontant, hurtigt og kraftfuldt mod krigen i Irak. Hvis SF imidlertid fastholder ønsket om en EU-stat, der taler med én tunge i kraft af økonomisk og militær magt, har partiet vinket farvel til FN- sporet. Og man har samtidig sagt fra over for den hertil knyttede strategi, nemlig en udbygning af den internationale retsorden med udgangspunkt i de undertryktes, fagbevægelsens, miljøbevægelsens og anti-krigsbevægelsens internationale kamp.
Men tøv en kende, vil den klassiske SF’er måske sige. Der findes også en anden udlægning af Holger K. Formanden fortalte nemlig også før og under landsmødet om »et europæisk projekt«, hvor man uafkortet skal slås for »lighed, demokrati og bæredygtighed«. For socialistiske værdier. Ordet EU er her tryllet bort til fordel for ønsket om en fælles europæisk kampplads.
Hvis man holder Holger K. fast på den sidste melding, tegner der sig pludselig et ganske andet billede. Så møder man jo i virkeligheden en formand, der vil bekæmpe EU’s imperialistiske og militærindustrielle kræfter og hele den overordnede neoliberale grundlov, som EU er forankret i. Så insisterer Holger K. på at sætte alle de kræfter fra bestillingen, der i snævert samarbejde med den internationale kapital arbejder for mere kapitalisme internt i EU (jvf. EU’s kommende krav om liberalisering af vand, pensionskasser og sundhed) og mere kapitalisme på den globale scene gennem et WTO udrustet til yderligere angreb på fællesskab og demokrati (jvf. kommissær Lamys tidligere så ihærdige anstrengelser). Holger K. vil jo lighed og meget mere af samme skuffe!

Kodeord tilpasning
Den første Holger K. har opgivet kampen. Kodeordet er tilpasning til kapitalisme og imperial konkurrence. Synspunktet er velkendt og nøje afprøvet i tiden op til Den Første Verdenskrig. I den sidstnævnte opfattelse – en dristig tolkning vil nogle måske hævde – findes der stadig en hedspore gemt.
Hvem er dog den rigtige Holger K.?
Er det således muligt i fremtiden at forestille sig et SF, der vil kæmpe for en afmontering af EU’s superliberalistiske idelogi og superliberalistiske strukturer. Er det muligt at se et SF – i samarbejde med andre socialistiske kræfter – gribe fat i struben på EU-kommissær Fritz Bolkestein, hans magtbase og hans perspektiv: markedsgørelse af stadig flere tjenesteydelser ?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her