Læsetid: 3 min.

Hvem tænker for denne mand?

Amerikansk konservatisme er ikke kun dødsstraf, oliepenge, Bushs one-liners og Rumsfelds aforismer
8. maj 2003

Kommentar
Anders Fogh Rasmussen er landet i Guds eget land for at besøge Guds egen præsident.
Der er europæiske skeptikere som mener, at magten bag manden i Washington nu udøves af nykonservative allieret med kristne fundamentalister og superkapitalistiske oliemillionærer. At Kristus, konservatisme og kapitalisme ligger så tæt på hinanden som dollarsedler i den amerikanske tegnebog.
Da George W. Bush i marts besøgte den nykonservative tænketank American Enterprise Institute, sagde han til tænkerne: »I er helt sikkert de bedste hjerner i vores nation. Min regering har cirka 20 af jer på lønningslisten.«
Men de nykonservative er ikke radikale kristne. Le Monde betegnede det for nylig som en enestående præstation, at det var lykkedes Bush at forene de to modsætninger: »Man må ikke forveksle de nykonservative med de kristne fundamentalister. De har intet at gøre med genkomsten af kraftige kristne strømninger fra Sydstaterne, fra det såkaldte Bibelbælte. Nykonservatismen er fra Østkysten: og en smule fra Californien. Inspirationskilderne bag nykonservatismen er intellektuelle som startede på venstrefløjen. De er ofte new yorkere, der er ofte tale om jøder. Nogle af dem kalder sig stadig demokrater. De læser ikke Biblen; de læser politiske eller litterære tidsskrifter. De går ikke i mørkeblå jakkesæt som tv-prædikanterne fra Syden. De går derimod i tweedjakker. De abonnerer på liberale samfundsideer og moralforestillinger. De går ikke efter at forbyde abort eller gøre morgenbøn obligatorisk i skolerne. De går efter noget andet.«
Den konservative forfatter Francis Fukuyama, berømt for sin tese om historiens afslutning, betonede i Wall Street Journal i december: »De nykonservative vil på ingen måde bare forsvare det bestående sådan som det er funderet i et hierarki, på traditionen og et pessimistisk menneskesyn.«
De nykonservative bliver kaldt nykonservative, fordi de i 60’erne distancerede sig fra tradionelle venstrefløjsgrupperinger. Derfor er mere end bare konservative. De kritiserer den kulturrelativisme, som udfoldes i erklæret multikulturelle terræner. De kritiserer den kultur, der dikteres af politisk korrekthed som ideologi. Litteraten Allan Bloom beskriver i hovedværket The closing of the American Mind fra 1987 den ’kulturaliserende’ opløsning:
»Alt er blevet kultur. Narkokulturen, rockkulturen, gadebandekulturen og videre ned i den mindste detalje. Kulturens sammenbrud er blevet til en kultur.«

Kvælergreb på Pentagon
Det er blevet sagt, at de nykonservative fik indflydelse, fordi de havde noget, som Bush efter den 11. september pludselig fik brug for: visioner for en verdensorden.
Flere nykonservative havde støttet Al Gore op til valget, andre foretrak andre kandidater og nogle havde satset på Bush. Nu har de fået så meget indflydelse, at Lord Joplin fra talerstolen i det britiske Overhus proklamerede:
»De nykonservative har taget kvælergreb på Pentagon og det ser ud til at de har vredet armen om på ryggen på selveste præsident Bush.«
Ugemagasinet The Economist har modereret den vurdering: »Der er nærmest nykonservativ konsensus om at USA skal bruge sin magt og kraft til at skabe en verdensorden. Men det at den nykonservative dagsorden nu også betyder noget for præsident Bush, som er en pragmatisk beslutningstager, er ikke det samme, som at de får det hele som de vil have det. De har indflydelse, så længe præsidenten lytter til dem. Den amerikanske udenrigspolitik består i dag af en blanding af nykonservative forestillinger, præsidentens instinkter og magtens realiteter.«
Robert Kagan, en prominent nykonservativ intellektuel, har i først artiklen »Styrke og Svaghed« og siden bogen Paradiset og Magten præsenteret sin version af relationen mellem europæere og amerikanere: Europæerne tror på internationale love og traktater: de drømmer om en global retsorden. Hvorimod amerikanerne opererer offensivt militært i det de betragter som en ureguleret tilstand. Det er nu Kagans fortolkning af den europæiske fredsvision i sidste instans er afhængig af den amerikanske magtudøvelse. Amerikanerne behøver ifølge Kagan ikke se sig selv som Gulliver holdt nede af europæiske lilleputnationer. Amerikanerne bør selv vælge at ’respektere multilaterale love og regler og forsøge at opbygge politisk ’kapital’ til de afgørende øjeblikke, hvor multilateralisme er umuligt og unilateralisme uundgåelig. USA bør kort sagt gøre mere ud af at vise det, landets fadere kaldte ’anstændig respekt for menneskehedens opinion’.
De nykonservative vil ikke destruere verdensordenen eller det internationale samfund. Men de insisterer på at man ikke kan etablere en retsorden uden en udøvende magt: og den udøvende magt kan kun være USA. Dette er ikke drømmen om den stærkeste eller den rigeste stormagts nye enevælde. Det er et oplæg til en ny verdensorden som kan diskuteres og problematiseres.
Det er her europæiske internationalister kan og bør indlede en dialog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu