Kronik

’Ingen Dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg’

I dag er det 58 år siden, Danmark blev befriet fra den tyske besættelse. Vi mindes dagen med en hudfletning af Per Stig Møllers forsøg på at rehabilitere Kaj Munk
5. maj 2003

Kronikken
Hvad ville der mon ske, hvis en ledende venstrefløjs-kulturist i dag søgte at rehabilitere en af de Stalin-dyrkende danske ’kendisser’ fra 1930’erne? Ville forfatteren kunne overtale Gyldendal til at udgive et sådant skrift? Ville det i givet fald kunne opnå positive anmeldelser – i alle landets aviser? Ville bogen blive udsendt i flere oplag, og ville forfatteren få tildelt DR’s Rosenkjærpris? Naturligvis ikke!
Men når de borgerliges kulturelle figenblad dr. phil. Per Stig Møller sætter sig for – på anbefaling af nu afdøde Henrik Stangerup – at rehabilitere 30’ernes mest feterede kulturpersonlighed, præsten og skuespilforfatteren Kaj Munk, der førte sig frem som Hitlers og Mussolinis næsegruse beundrer, så publicerer Gyldendal, og Politiken anmelder over en hel side under overskriften: »Mesterlig bog om Kaj Munk« – Information lod en fhv. chef anke over den – bogen trykkes i syv oplag, DR tildeler Per Stig Møller Rosenkjærprisen, og Gyldendal udsender for en sikkerheds skyld også disse radioforedrag i bogform.
Hvis det nu var lykkedes Per Stig Møller at rehabilitere Munk, så kunne man måske forstå alt dette positive påstyr – men det lykkes ikke! Såvel i radioserien som i sin biografi fastslår Per Stig Møller, at Munks Hitler-beundring kun varede et års tid fra sommeren 1934 til pinsen 1935. Hvis han havde læst sin egen Munk-biografi lidt grundigere, ville han have kunnet konstatere, at denne påstand om Munks kortvarige Hitler-begejstring ikke holder stik – sådan, som det vil fremgå af følgende citater fra biografien.
Den 26. september 1936 skrev Kaj Munk således: »Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg«. I en kronik den 13. marts 1938 fandt han det »umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab«. Den 29. januar 1939 postulerede han, at Hitler var så »nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske«. Den 5. november 1939, mente Munk, at Hitler er »den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens (!) vældige navn«.
Det er skrevet et par måneder efter, at Hitler havde angrebet Polen. Disse citater tyder jo ikke ligefrem på nogen afsvalet Hitler-berundring fra Munks side.

I en artikel den 5. april 1940 satte Kaj Munk sin lid til, at »Norden og (Nazi-)Tyskland kan finde hinanden i at udnytte alle muligheder for forståelse og samarbejde og fællesmenneskelighed« – et ’tilbud’, som Munk siden gentog iflg. Per Stig Møller.
Men tilbudet skulle først stå ved magt »fra den dag, tyskerne var ude (af Danmark) igen«.
Det er mere end tankevækkende, at Per Stig Møller ikke skriver noget om, at nazismen også skulle være ude af Tyskland, for at Munk kunne anbefale et sådant samarbejde om fællesmenneskelighed.
Hvad der imidlertid især må virke særligt provokerende er, at Kaj Munk fortsatte sin Hitler-beundring også efter, at Danmark blev besat af Nazi-Tyskland. Det skete tydeligst på Ollerup Gymnastikhøjskole den 28. juli 1940. Her karakteriserede Munk bl.a. Hitler som »en af verdenshistoriens største skikkelser«. Det er dog en del!
Denne tale har spillet en meget stor rolle for Kaj Munk-apologeterne, idet de har kunnet henvise til, at de afsnit af talen, hvor Munk lagde afstand til Hitler, blev udeladt i det referat i Svendborg Avis, som hans mange kritikere siden har henholdt sig til. Også Per Stig Møller gør meget ud af denne sag. De punkter, som var udeladt af Kaj Munks tale, drejede sig iflg. Per Stig Møllers biografi blot om en opfordring til at møde besættelsesmagten med »korrekthed og kulde« – Munks egne ord – en beklagelse af, at aviserne ikke den 9. april 1940 var udkommet med sørgerand og en kritik af, at Danmark ikke havde kæmpet. Men, hvor er de kritiske ord om Hitler i den ikke-refererede del af Munks Ollerup-tale? De er der ikke!
Det var ikke den anti-demokratiske holdning, Munk tog afstand fra, da han på et tidspunkt gav sig til at kritisere Hitler og Mussolini. Det var udelukkende enkeltpunkter som: jødeforfølgelserne, angrebet på Abessinien, Hitlers indlemmelse af Tjekkoslovakiet og hans overfald på Polen, Danmark og Norge.

Hvor er eksemplerne på Munks definitive afstandtagen fra de anti-parlamentariske holdninger, som han havde indtaget? Per Stig Møller bringer ingen eksempler, og det er jo ret alvorligt, eftersom det er en hovedpåstand i hans biografi om Kaj Munk, at denne med tiden tog afstand fra sine anti-parlamentariske holdninger.
I Ollerup-talen luftede Munk sin anti-parlamentrisme med disse ord: »Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald«, for »vi her i Danmark troede ikke mere på parlamentarismen«. Ved Folketingsvalget i april 1939 havde de parlamentarisk instillede partier nu ellers fået 94 procent af stemmerne. Men det var tilsyneladende forbigået Munks opmærksomhed. Og, fortsatte Munk i Ollerup-talen, »er det gået nogen værre end os: vi fik Hitler og beholdt Stauning«.
I august 1940 oplyste Kaj Munk rekrutterne i Næstved om, at »demokratiet er bundråddent og må forgå«. Tre dage senere fortalte han ved et møde på Gerlev Højskole en gruppe studenter, at »demokratiets sandhed blev til løgn – at folket ikke styrede længere, men en præstekaste af golde debattører holdt sig ved magten ved brød og skuespil: brød i form af understøttelser og skuespil i form af periodisk tilbagevendende hanekampe, der kaldtes for valg«, mens »man gav Fanden (i) alle de store, nye ideer«.
Om hvad? Hvad var det for et andet og lykkeligere samfund Kaj Munk forestillede sig ? Hvad er det, Per Stig Møller mener, Kaj Munk kan sige os i dag? Hvad er det vi kan lære af det Munk’ske samfundssyn, hvor styringen af landet skulle overdrages til en stænderforsamling og en styrket kongemagt – alt baseret på »en heroisk kæmpende kristendom«? Per Stig Møllers svar i foredragsbogen er meget lidt oplysende: »I tider, der som halvfjerdserne siger, at ’alting er politik’ har han (Munk) ikke meget at sige os, men i tider, der siger, at politik er redskabet til at virkeliggøre en etisk eller religiøs livsopfattelse, vil han være til stede«.
Hvad mener Per Stig Møller med udtrykket ’være til stede’, og hvor var det ’etiske’, i den anti-demokratisme, som Munk aldrig tog afstand fra? I foredragsbogen erkender Per Stig Møller, at Munks anti-parlamentarisme var »en blindgyde. Det ved enhver i dag, men det var der mange, som ikke vidste dengang (i 1930’erne), hvor demokratierne var nye og skrantende, mens diktaturerne så fremstormende og fornyende ud«.

Men det danske demokrati, som Munk levede i, var aldeles ikke ’skrantede’, skønt det var truet af højtråbende kommunister og nazister og – hvad mange har glemt i dag – af en lang række borgerligt sindede, for hvem de fascistiske diktaturer på linje med Kaj Munk så fornyende ud’. Det gjaldt blandt andet det parti, som Per Stig Møller er medlem af, og som han en overgang var formand for.
I Munk-biografien påstår han imidlertid, at kun »KU’s afdeling i København sympatiserede med det nye Tyskland« – en eufemisme for Nazi-Tyskland. Jamen, det er jo lodret historieforfalskning. Det var såvist ikke kun det københvnske KU, der var naziorienteret. Det var resten af KU også, og det samme var en lang række ’voksne’ konservative med deres fhv. formand Pürchel i spidsen.
Det samme var Venstres højrefløj,der i 1934 skilte sig ud som Det frie Folkeparti – fra 1939 Bondepartiet. Det gik i direkte samarbejde med det danske naziparti,
DNSAP, og omkring halvdelen af den danske bondestand meldte sig ind i Landbrugernes Sammenslutning, LS, hvis ledelse var åbenlyst nazi-orienteret.
I Indre Mission var mange glade for Hitler, og det samme var mange grundtvigianere. Endelig udtrykte en række borgerlige aviser sympati for Mussolini og Hitler.
Sammenholder man Per Stig Møllers tavshed om mange danske borgerligt-kristeliges fascination af fascismen med hans indædte kritik af det socialdemokratiske forsvar for den forhandlignspolitik med Besættelsesmagten – som SVKR-samlingsregeringen i øvrigt var fælles om – aner man en hensigt, der har været tankevækkende skjult for alle hans positive anmeldere.
Den blev i øvrigt meget tydelig, da Per Stig Møller i et stort interview med Berlingske Tidende 22.10. 2000 op til biografiens udgivelse fortrinsvis brugte spaltepladsen på en påstand om et socialdemokratisk »karaktermord« på Munk »for at undgå hans indflydelse på efterkrigstiden … og (hans) given folk gode ideer« – om et stænderstyre baseret på en forstærket kongemagt og en heroisk kæmpende kristendom?
Det er skandaløst ud over alle grænser, at Per Stig Møllers mislykkede Kaj Munk-rehabilitering har fået et så overstrømmende medløb.

*Henning Tjørnehøj
konsulent, har skrevet en række bøger og artikler om historiske emner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu