Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. maj 2003


Vendt på hovedet
Den 24. maj refererer Jørgen Steen Nielsen et møde om madens etik og æstetik, hvor jeg havde fornøjelsen af at være en af paneldeltagerne. Til min store forbavselse ser jeg mig citeret for at have sagt det stik modsatte af, hvad jeg fremførte. De synspunkter, jeg fremførte, og som jeg for nylig har forfattet i en Ph.d-afhandling ved Institut for pædagogisk filosofi, DPU, angår menneskets æstetiske relation til maden. Det er forbavsende at erfare, at Information kan være så upræcis, og for at læsere af mine madspalter i samme avis fra 1986-1996 ikke skal tro, jeg helt har mistet min holdning til maden, føler jeg det påkrævet at tilbagekalde, hvad jeg citeres for at have sagt.
Jørgen Steen Nielsen citerer mig for at kritisere en for ensidig æstetisk vægtning af smagen i undervisningen. Det kunne jeg ikke drømme om – tværtimod! Jeg definerede ganske tydeligt, at mit omdrejningspunkt netop var smagen. Det æstetiske definerede jeg som en særlig kommunikationsform uden brug af det verbale sprog, hvor kommunikationen i stedet går gennem sanselige former eller formsymboler. Mit indlæg havde netop som pointe at den æstetiske relation er grundlæggende i vores forhold til mad og at det er i den filosofiske fremstilling af denne relation, vi kan se opdragelsens mulighed i forhold til den smagsdebat, der er herskende. Den æstetiske relation, pointerede jeg, er indlejret i en kulturel, social og historisk kontekst, hvilket er med til betinge den forforståelse vores smag og smagsdom ikke kan undsige sig. At vi er nødt til at tage højde for den forforståelse, der i høj grad påvirker vores smagsdom er noget helt andet end det, Jørgen Steen Nielsen citerer mig for, når han siger, at smagen får lov at fylde så meget i den pædagogiske debat, at den overskygger forforståelsen. Det
er det rene vrøvl.

Helle Brønnum Carlsen
adjunkt MA N.Zahles Seminarium

SVAR: Jeg beklager, at oplægget efterlod mig med det i artiklen gengivne udsagn – og korrekte citat – som det mest tankevækkende.
Jørgen Steen Nielsen

EU-demokrati
Regeringen vil fjerne den
u-landshjælp, der formidles via fagbevægelsen. Mest u-land for pengene?

Nina v. Hielmcrone
St. Blichersvej 53, Åbyhøj

Kvalitetsdyk?
Flere læsere har beklaget sig over Informations dalende kvalitet, ja endog antydet at bladet ikke mere lever op til sin målsætning om at være ’det mindst ringe’. Sandt er det at Flemming Kyeds forsvinden på det nærmeste må betegnes som katastrofalt, men der er dog stadig Metz, Skyum og Brostrøm at glæde sig over, og hvad angår dækningen af Den anden Golfkrig, var Robert Fisks artikler helt i top. Endelig er der Jette Hansen.
Hendes ’speedsnakkende Svulmelegemer’ (22. maj) var en måneds abonnement værd ! Klummisme, når den er allerbedst.

Knud Erik Pedersen
Staunevvej 26, Staun, Nibe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her