Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

8. maj 2003


GMO – en fælde
At sige ja til dyrkning af gmo-afgrøder er efter min mening en fatal fejl, – og det er uopretteligt, hvis planterne først er ude i naturen. At tale om grænser på ned til 20 meters afstand til andre afgrøder, mener jeg, er rablende naivt. Slipper vi dyrkningen fri, spredes gmo-afgrøderne uhæmmet. Intet kan stoppe udbredelsen. Selvfølgelig vil kørsel med landbrugsredskaber – eks. høstmaskiner fra maskinstationer og store gårde, – hvor der ofte køres over store afstande, flytte korn, frø og pollen. Storm, jordfygning, indblanding ved foderstofhåndtering, foderrester i gylle, – fugle og mus osv. osv. vil altsammen være årsag til spredning.
Hvem vinder ved at slippe dyrkningen fri? Næppe landbruget. Der er blandt forbrugerne stor modstand mod gmo.
Men firmaerne, der fremstiller gmo-afgrøder og tager patent på det, øjner milliongevinster ved at have eneret på levering af såsæd og specialtilpassede sprøjtemidler. Landmændene vil ikke længere frit kunne vælge, hvor de vil købe såsæden. Bønder i USA udtrykker f.eks. stor betænkelighed ved gmo-dyrkningen allerede.
Hvis vi i Danmark kan garantere, at vore varer er dyrket uden genmodificering, vil dansk landbrug og eksport få en flot reklame, og landmanden kan være stolt over at turde stå fast på ansvarlige holdninger. Det kan også fremme det gode image, som landbruget så gerne vil have.
Vi skal ikke, som i eventyret, slippe ’den onde’ ud af flasken. Vi kan ikke få ham ind igen.

Karen Olesen
Margrethenborgvej 1,
Vr. Thorsted, Bække

Hvor er argumenterne?
Ifølge Søren Friis Larsens (Venstres Ungdom) indlæg den 2. maj er argumentet for at fjerne Operation Dagsværk fra skole-
tiden, at eleverne derved mister timer og undervisning, som senere hen vil få katastrofale følger for dem. I forvejen er undervisningen på de fleste gymnasier lagt, så de almindelige undervisningsforløb regelmæssigt afbrydes af studiedage. På flere af disse dage har eleverne fri, da de ellers vil få for mange timer. Manglende undervisning kan altså ikke være problemet.
Jeg har heller ikke oplevet det gruppepres, som Søren Friis Larsen beklager sig over, da det er valgfrit, om man vil deltage i Operation Dagsværk, eller om man hellere vil have en normal undervisningsdag. Det er jo heller ikke alle landets gymnasie-elever, som arbejder eller samler ind. Derimod er det en oplagt mulighed for at lære om andre lande og disses problemstillinger og for selv at tage stilling til et konkret projekt.
Måske vigtigst giver Operation Dagsværk almindelige unge i Danmark en mulighed for at se, at de kan gøre en forskel ved at give andre børn og unge en uddannelse, de ellers ikke ville få.
Venstres Ungdom vil fjerne Operation Dagsværk – det er ikke en nyhed. Det har de altid arbejdet for, dog uden at komme med vægtige argumenter. Det gør de heller ikke i år.

Maja Thalling
gymnasieelev
Hovedgaden 27,1, Jægerspris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu