Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
1. maj 2003


Malaria-bekæmpelse
Igen hører vi om den fejlslagne indsats mod tropesygdommen malaria. Både UNICEF og WHO retter skarpe bebrejdelser mod den vestlige verden for ikke at gøre nok i kampen mod malaria.
Alene i Afrika, som tegner sig for cirka 90 procent af samtlige malariatilfælde i verden, dør der dagligt mere end 3.000 mennesker af malaria, de fleste børn under fem år.
Denne kritik kan undre al den stund, at man i Indien i flere år effektivt har bekæmpet malariaplagen ved udsættelse af gubbyer i vandhuller, søer, vandreservoirer og andre steder, der er udklækkelsesplads for malariamyggens larver.
Dette kan man læse nærmere om på dette link:
http://www.ibiblio.org/london/agriculture/forums/Patricia-Dines/msg00024.html
I løbet af blot ét år har man i et enkelt område reduceret antallet af malariatilfælde med 80 procent – ved hjælp af en lille fisk!
Når det kan lade sig gøre i Indien, burde man så ikke overveje om det var et forsøg værd, også i Afrika?
Metoden er samtidig også billigere end dyr medicin, udgifter til lægehold og sygeplejersker og hospitaler, hotelophold og alle de nye fine og dyre firehjulstrækkere!

Steven Gloerfelt-Tarp
Gyldenløvesgade 4
København

Missilforsvaret
Den danske regering har opfordret til debat om missilforsvaret. Regeringen har allerede valgt side, og vil tillade opgradering af radaranlægget i Thule.
Missilskjoldet er ikke ’et fredens projekt’ (som statsministeren mener), men en del af USA’s doktrin, Nuclear Posture Rewiev: uindskrænket globalt militært herredømme, retten til ’forebyggende krig’ – også med atomvåben. Et verdensoverherredømme.
Missilskjoldet vil ikke bringe øget sikkerhed, og vil koste enorme pengesummer, der kunne bruges i fredens tjeneste og til verdens nødlidende. Det rummer fare for oprustning, ikke mindst af atomvåben. Svenske Læger mod Kernevåben har påpeget, at missilskjoldet ikke er rettet mod ’slyngelstater’, men mod Rusland og Kina.
Flere navngivne, indflydelsesrige personer tilknyttet Bush-administrationen har store poster og aktieandele i det amerikanske militærindustrielle kompleks, således at indflydelsen herfra på centraladministrationen er sikret.
USA, der tegner sig for en fjerdedel af verdens energiforbrug, vil ikke ratificere Kyoto-protokollen (drivhusgasser), heller ikke yderligere ni internationale overenskomster, bl.a. CTBT, ABM-traktaten, NPT og landminetraktaten. USA vil sikre sig selv, hvoraf følger, at alle andre må leve i usikkerhed.
Danmark – og Grønland – bør ikke være redskab for USA, og sige klart nej til USA’s missilforsvar og aggressive politik.

Niels Dahm
Avernakø
Faaborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her