Læsetid: 3 min.

Hvis jeg var Mogens Lykketoft...

Socialdemokraterne kan kun redde velfærdsstaten ved at gøre op med den universelle ret til alskens overførselsindkomster
Debat
31. maj 2003

KOMMENTAR
Da Mogens Lykketoft blev leder af Socialdemokraterne, insisterede han forståeligt nok på, at han ikke skulle betragtes som en overgangsfigur. I øjeblikket er det imidlertid svært at se, hvordan han kan blive meget andet. Lykketoft synes hverken at have den personlig aura eller de politiske mærkesager, der kan sikre ham sejren ved næste folketingsvalg. Ganske vist har han tilsyneladende fået skabt ro i partiet, men som de konservative er et levende bevis på, er ro på bagsmækken ikke i sig selv nok til at sikre fremgang hos vælgerne.
Hvis jeg var Mogens Lykketoft, ville jeg lade målet om en sejr ved næste valg rykke et par pladser ned på ønskelisten. I stedet ville jeg koncentrere mig om at redefinere Socialdemokraternes velfærdspolitik. Først da vil partiet nemlig have noget meningsfyldt at bruge regeringsmagten til.
Endvidere kan Lykketoft dermed rette op på den fadæse, som ellers vil blive hjørnestenen i hans politiske eftermæle: efterlønsreformen i 1998. For Socialdemokraterne blev konsekvensen en tillidskrise hos vælgerne, som tre år senere skulle føre til tabet af regeringsmagten. Langt mere alvorligt er det, at efterløn og de øvrige overførselsindkomster som en konsekvens af Lykketofts elendige håndtering nu er blevet et tabuemne, som hverken Socialdemokraterne eller Venstre overhovedet tør røre ved. Dette på trods af, at reformen i 1998 stort set ingen effekt har haft. Stadig flere danskere går på efterløn.
. Siden midten af 1970’erne er stigningen i de offentlige udgifter målt i procent af BNP ubeskåret gået til overførsler og renter på gæld. Mens andelen for vel-færdsstatens kerneydelser – såsom sundhed, uddannelse, ældrepleje – ikke er vokset de sidste 30 år.

Det 20. århundredes største årgange, født i perioden 1940-50 går på efterløn og siden folkepension inden for de næste 10-15 år, samtidig med at århundredets mindste årgange af skattebetalere fra midten af 80’erne bevæger sig ud på arbejdsmarkedet. Endvidere lever vi længere. Restlevetiden for en 60-årig mand er siden midten af 1990’erne steget fra 17,7 år til 18,9 år. Det er selvsagt glædeligt, men det er også dyrt for velfærdsstaten.
Skattestoppet er kommet for at blive. Det blev indført af den borgerlige regering, men det vil blive videreført af enhver tænkelig afløser – måske modificeret til et ’intelligent’ et af slagsen, som de radiale foreslår – men ikke desto mindre: et skattestop. Hvis man overhovedet ikke er villige til at spare på overførsler, såsom efterløn, vil alene de vok-sende udgifter til efterløn og folkepension medføre, at vi indenfor nogle få år vil bruge flere penge på overførsler end på de egentlige velfærdsydelser. Og da skattestoppet afskærer for stigende indtægter, kan de voksende udgifter til overførsler kun finansieres ved tilsvarende besparelser på kerneydelser som uddannelse, sundhed og ældrepleje. Dét var ikke Socialdemokraternes mening med efterlønnen og den nuværende velfærdsmodel. Overførslerne er ved at blive en gøgeunge i velfærdsreden. Hvis jeg var Lykketoft ville jeg indse, at chancen for at vinde næste valg er minimal. Derfor ville jeg i stedet gøre det til mit projekt at sikre, at Socialdemokratiet bliver det parti, der redefinerer velfærdsstaten, så den er i pagt med det 21. århundrede. Her spiller et opgør med de universelle velfærdsydelser en central rolle.

*Martin Ågerup er fremtidsforsker, foredragsholder og forfatter til Dommedag er aflyst (1998) og Enerne (2001). Han er præsident for Akademiet for Fremtidsforskning og bestyrelsesformand i IT-virksomheden Addition. Martin Ågerup er selvstændig konsulent og arbejder med mennesker, ideer og teknologier, som skaber forandring.

*Læs mere på www.enerne.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her