Kronik

Myten om den socialistiske Sovjetunion

’Kommunismen’ rummede en på én gang kynisk og tragisk modsætning mellem hvad man sagde og hvad man gjorde. Men skal den dømmes på det ene eller det andet?
Debat
1. maj 2003

Kronikken
Gennem den sidste halve snes år er den europæiske venstrefløj på det nærmeste blevet kriminaliseret, stemplet som ’udemokratisk’ og som indehaver af autoritære tendenser og holdninger. Omvendt synes den borgerlige højrefløj at have taget patent på demokratisk sindelag.
Det er faktisk ganske godt skuldret, når man betænker, at det borgerlige Europas demokratiske sindelag gennemgående er af ret ny dato og at det historisk var den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der var den primære aktive kraft i kampen for demokrati mod en antidemokratisk højrefløj og en i mange lande modstræbende liberalisme.
I renvaskningen af sin egen historie, og som led i de vedvarende forsøg på at dæmonisere venstrefløjen, har den europæiske højrefløj dyrket flere ideologiske konstruktioner:
Den ene er netop myten om det altid demokratiske højre. En anden supplerende er myten om ’den socialistiske Sovjetunion’: Venstrefløjens mål er jo socialisme og var det ikke netop ’socialisme’ man havde i Sovjetunionen?
Den udbredte forestilling om udviklingen af socialisme i Sovjetunionen er imidlertid ret beset forankret i stalinismens historieskrivning.
Det er historisk ganske interessant, at man i Vesten så kritikløst har overtaget en myte og en historieskrivning, som først blev udviklet af den stalinistiske elite for at tilsløre dens herredømme over og undertrykkelse af befolkningen.
Blot skiftede man fortegnene ud, så plus blev til minus. Sovjethistorieskrivningens ’geniale Lenin’ blev i den vestlige version af historien til den ’onde Lenin’. Partiet, der i sovjethistorieskrivningen fik hovedæren for gennemførelsen af ’den store oktoberrevolution’, blev i den vestlige rekonstruktion til hovedinstrumentet for gennemførelsen af et ’kup’, der bragte Lenin og bolsjevikkerne til magten.
Hovedtesen om oktoberrevolutionen som en ovenfra ledet og gennemført ’socialistisk revolution’, der efterfulgtes af en virkeliggørelse af ’socialismens program’, er dog fælles for mytens to versioner.
Man ’laver’ imidlertid ikke ’bare’ en revolution. Som fremhævet af den amerikanske revolutionsforsker Theda Skocpol er revolutioner komplekse fænomener, hvor historisk strukturelle forhold er afgørende for de gamle regimers sammenbrud, de efterfølgende revolutionsforløb samt udviklingen af nye regimeformer og samfundsforhold.
Derimod er aktørernes målsætninger forholdsvis betydningsløse. Ingen revolution er nogensinde blevet forberedt og gennemført af en lille revolutionær elite, og resultaterne har altid været helt anderledes end forudset af de samtidige aktører.

Højrefløjens historikere og ideologer tager gennemgående heller ikke højde for den spontane masseaktivitet i bunden af det russiske samfund i løbet af året 1917, en aktivitet som er overvældende dokumenteret gennem de sidste 30 års forskning på feltet.
En hel generation af fremragende vestlige, ikke mindst amerikanske,
historikere har her afdækket de spontane radikaliseringsprocesser i bunden af det russiske samfund.
Processer, som dog ofte har været overset, fordi såvel Sovjethistorieskrivningen som den tidligere så dominerende vestlige totalitarisme-tilgang har været fælles om at opfatte almindelige soldater, bønder og arbejdere som viljeløse marionetter uden evne til selvstændig tænkning og aktion – et manipulérbart materiale, der hele tiden blev ’mobiliseret’ og ’organiseret’ ’ovenfra’.
Det endelige resultat af Oktoberrevolutionen og den efterfølgende borgerkrig var politisk set fremkomsten af en ny moderniseringselite. Den nye elite genoptog på en måde den tsaristiske finansminister Sergei Wittes gamle politik for hurtig modernisering dirigeret ’ovenfra’, men i begyndelsen meget famlende og nølende.

Både Sovjethistorieskrivningen, totalitarismeteorierne og de nye højrehistorikere har her opereret med en forestilling om en slags ’generalplan’, som fra og med 1917 – med en taktisk bestemt midlertidig pause i 20’erne – konsekvent blev omsat i praksis kulminerende med fuldendelsen af det ’socialistiske projekt’.
Imidlertid var den faktiske udvikling meget mere kompliceret og konfus, og det økonomiske system svarede langt fra til ideologiens og propagandaens billede af den fungerende »planøkonomi«. Der var mere tale om en kommando- og mobiliseringsøkonomi.
Efter Stalins endelige magtovertagelse i parti og stat fra slutningen af 20’erne fortsatte moderniserings og industrialiseringsprocessen, men nu i et ekstremt oppisket tempo. I en tale til industriledere i 1931 erklærede Stalin: »At sætte tempoet ned betyder stadig at være tilbagestående. Og de, der er tilbagestående, bliver slået ned …Vi er 50-100 år bagefter de fremskredne lande. Vi må tilbagelægge denne strækning på 10 år. Enten gør vi det, eller vi bliver knust.«
Det var et hovedmål for Stalin at accellerere moderniseringsprocessen, således at Sovjetunionen kom på omgangshøjde med de omgivende stormagter. Den økonomiske struktur herfor var den statsligt dirigerede og kontrollerede akkumulation, det, der er blevet kaldt ’statskapitalisme’, et system der imidlertid ’smeltede sammen’ med Stalins primitive politiske regimeform.
I den forcerede og accelererede moderniseringsproces kom ideologien om ’socialisme i ét land’ til at fungere som den russiske ækvivalent til ’den protestantiske etik’ i Vest.
I sin beretning på den 8. ekstraordinære Sovjetkongres den 25. november 1936, hvor Stalin fremlagde forslaget til en ny forfatning, erklærede han, at »den socialistiske opbygning« var afsluttet med succes. Ved samme lejlighed erklærede han i øvrigt, at Sovjetunionen var det frieste og mest demokratiske land i verden.
1936-forfatningen var, som den sovjetiske systemkritiker og historiker Juri Afanasiev har udtrykt det, »løgnagtig ud over alle grænser«. Der var en vældig afstand mellem ideologi og virkelighed, og påstanden om ’socialisme’ var en af Stalins mange løgne.
Men selv Stalin fandt dog ikke på at betegne systemet som ’kommunistisk’! Den betegnelse var et produkt af den senere vestlige forskning og ideologikonstruktion.

Tesen om den ’virkeliggjorte socialisme’ var en ideologi. Men det var en flot ideologi. Det var ikke fascismens ideologi om ’fører’, eliteherredømme, undertrykkelse, ’krigens rensende stålbad’ samt opfordring til folkemord (: den ideologi som samtidens europæiske højrefløj var så dybt fascineret af !).
Det var en fortælling om, at i et stort land i verden havde arbejdere og bønder selv taget magten, der også handlede om, hvorledes de selv styrede ikke blot politikken, men også økonomien og hele det samfundsmæssige liv.
Det var en beretning om afskaffelse af fattigdom, undertrykkelse og udbytning. Det var en ideologi, tillige, om internationalt broderskab og solidaritet mellem de fattige, undertrykte og udbyttede i hele verden.
Virkeligheden var i alle henseender en ganske anden. Hvor der i fascismen var en makaber overensstemmelse mellem ideologi og praksis, var der i ’kommunismen’ en på én gang kynisk og tragisk modsætning.
Stalins 1931-proklamation var mere realistisk. Det var det, det drejede sig om: Udvikling og politisk og militær magt. Selve systemet for statsdirigeret primitiv
akkumulation og hurtig modernisering af den ’tilbageblevne stormagt’ frembragte da også en ganske betragtelig økonomisk vækst – også ifølge en række vestlige forskeres beregninger.

Fra 1928-37 steg Sovjetunionens bruttonationalprodukt pr. indbygger 60 procent sammenlignet med 10-20 procent i lande som England, Tyskland og Italien i samme periode. Derved tilvejebragtes det industrielle grundlag for modstanden mod Hitler-Tyskland under Anden Verdenskrig, hvor Sovjethæren bandt 70-75 procent af den samlede tyske militærmagt.
Men tabene var frygtelige, 26-27 millioner døde, mod f.eks. USA’s krigstab på 405.000. I første omgang kom landet dog på fode igen efter krigens enorme tab og ødelæggelser. Endnu i 1960’erne frygtede vestlige statsledere at blive ’overhalet’ af Sovjetunionen i det økonomiske vækstkapløb.
Men som bekendt kunne Sovjetøkonomien i det lange løb ikke klare problemerne i forbindelse med overgangen fra ekstensiv til intensiv økonomisk vækst samt den kolde krigs militærøkonomiske belastning.
Dertil kommer, at den russiske moderniseringsproces siden Stalins magtovertagelse havde været forvredet og hæmmet af terror, udrensninger og massemord. Stalins Rusland var karakteriseret ved et i virkeligheden uhyggeligt primitivt system for magtudøvelse.
Der var bestemt ikke tale om en ’moderne’ regimeform, som forudsat i totalitarismeteorierne, men tværtimod om et tilbagefald til det, som den israelsk-amerikanske forsker Moshe Lewin har kaldt ’det agrare despoti’, verdens ældste regimeform.
Stalins brutale, men primitive, regime minder mere om Assurbanipals, Djengis Khans, Timur Lenks eller Ivan den Grusommes ’regimeformer’ end om totalitarismeteoriens moderne strømlinede form.
Men højrefløjens ideologer og historikere har simpelt hen brug for postulatet om Stalins regime som en moderne form, der udspringer af moderne ideer (:’kommunismen’). Af samme grund ser de ikke grundparadokset i den russiske udvikling, nemlig modsætningen mellem den gigantiske bestræbelse for forceret udvikling og den arkaiske regimeform, foreningen af modernisering og primitiv brutalitet.
Alle ’forklaringer’ ud fra den ideologiske konstruktion ’kommunismen’ er i det hele taget dybt problematiske.
Når man skal forklare stalinismens udvikling i Sovjetunionen kan man forsøge at inddrage en række faktorer og forløb: De historisk-strukturelle forudsætninger, indplaceringen i den internationale kontekst, opløsningen i samfundet efter krig, revolution og borgerkrig, tilbagefaldet til ’det agrare despoti’ som regimeform, udfaldet af 1920’ernes magtkamp, den forcerede industrialisering under diktatorisk ledelse, Stalins paranoide karakter o.s.v.
Vinder vi noget som helst i indsigt og forklaringskraft ved derudover at indføje den universelle konstruktion ’kommunismen’? Naturligvis ikke. Dertil kommer et andet forhold, som totalitarismeteoretikerne ikke tager højde for: Stalins regime hvilede ikke alene på terror og undertrykkelse, der var også elementer af tilslutning:
Der var økonomisk udvikling, udvikling i uddannelses- og sygesystemet og øget opgående social mobilitet for millioner af mennesker. Og der var sejren i Anden Verdenskrig.
Da Stalin døde i 1953, sørgede millioner af Sovjetborgere, hvad man umuligt kan forklare, hvis man tror, at hans diktatur kun hvilede på terrorsystemet.
Det er netop en opgave for forskningen at afdække og forklare de forskellige elementer i stalinismens basis og funktionsmåde.

Regimer forgår, men problemer består. Udviklingen i dagens Rusland har med fornyet styrke rejst spørgsmålet om historisk-strukturelle forudsætninger for både kapitalisme og demokrati, ja, for udvikling overhovedet. Ruslands udvikling gennem det 20. århundrede var, som påpeget af Moshe Lewin, dybt paradoksal:
Efter 1917 piskede et moderniserende statssystem, under benyttelse af en antikapitalistisk ideologi, Rusland gennem en moderniseringsproces fra det zaristiske Rusland, som ikke havde formået at gennemgå en fuld kapitalistisk udvikling, gennem en ny samfundsformation (Sovjetunionen), som hverken var kapitalistisk, postkapitalistisk, endsige socialistisk – til et nyt forsøg på at etablere den kapitalisme, som det ikke var lykkedes at føre igennem før 1914.

*Curt Sørensen er professor, Institut for Staskundskab, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dejlig artikel, der burde sættes mere frem i lyset.

Tak, for at du sætter tingene på plads, Curt Sørensen. Man kunne ønske, at du fik lov til i en række indlæg at gå nærmere ind på virkeligheden kontra propagandafremstillingerne i Stalins Sovjet.

Søren Mikkelsen

Ser frem til fortsaettelsen.