Læsetid: 3 min.

Når man vil bygge demokrati på ruiner (1)

I ly af Irak-krisen fik Castro omkring 80 cubanske systemkritikere arresteret og idømt høje straffe. Tre blev skudt efter en lynretssag. FN kom med et lille pip
Debat
5. maj 2003

INTERNATIONAL
Fidel Castro udnyttede postyret over krigen i Irak til – med den brutalitet vi er blevet vant til gennem 44 år – at give det cubanske folk endnu en forebyggende lektion for en gang for alle at ødelægge enhver illusion om en hurtig og fredelig demokratisering af regimet.
På mindre end en uge blev omkring 80 systemkritikere arresteret, stillet for en domstol og idømt en uforholdsmæssig høj straf inklusiv fængsel på livstid og tre cubanere, som forsøgte at kapre et skib for at flygte til USA, blev skudt efter en lynretssag ved en selvbestaltet domstol, som foregik i al hemmelighed. FN’s menneskerettighedskommission under libysk formandskab godkendte en temmelig vag formaning til Castros regime overbragt af Peru og Uruguay med en opfordring til den cubanske regering i Havana om at tillade, at en FN-inspektør besøger landet for at undersøge sagen, men samtidig afviste menneskerettighedskommissionen en officiel fordømmelse af forbrydelserne, som foreslået af Costa Rica.
Højdepunktet af latinamerikansk nedværdigelse blev denne gang nået af den argentinske præsident Duhalde, som forklarede, at hans regering ikke ville fordømme Castro for disse forbrydelser ’på grund af den amerikanske embargo’.

Selvmords-manifest
Til trods for fejheden blandt de latinamerikanske regeringer har protesterne over hændelserne på Cuba givet genlyd over hele verden, og for første gang er nogle af protesterne kommet fra forsvarere af Castros regime, så som flere europæiske kommunistpartier og intellektuelle – blandt dem José Saramago og Eduardo Galeano – som ellers har forholdt sig tavse, eller som har billiget tidligere forbrydelser begået af Castro.
Har den cubanske diktator forregnet sig? Sikkert ikke. Han har altid haft helt klare prioriteter, og den første er at sikre folkets totale underkastelse ved manipulation af medierne, demagogi, afpresning og terror. I nyere tid har systemkritikere ved at agere indenfor de spilleregler, som regimet selv har opstillet, opnået noget, som var en stor overraskelse for omverden, og som uden tvivl rystede Fidel Castro:
Over 11.000 cubanere underskrev Varela-projektet, som opfordrede til rådslagning med det cubanske folk for at finde ud af, om de ønskede at bevare det nuværende regime eller ville demokratisere det.
Siden jeg læste dette ekstraordinære, næsten selvmordsagtige manifest fra de modige 11.000, spekulerede jeg over, hvor lang tid der ville gå, inden denne fredelige kritik af systemet ville udløse blodig gengældelse fra regimet, og hvilken form den ville tage.
Det ved vi nu. Og vi ved også, at dette rådne diktatur i forfald, før det helt forsvinder, vil fortsætte med at bide og sparke fra sig og forårsage flere lidelser for dette ulykkelige folk, som har det sørgelige privilegium, at være det folk som har lidt længst under et autoritært regime i hele Latinamerikas historie.

Efter Castro
Men der er ikke nogen som helst tvivl om, at regimet er i sin sidste fase og ikke vil overleve et minut efter Castros død, og at det ikke vil blive efterfulgt af endnu et diktatur, men af et demokrati, som vil få støtte fra alle cubanere, nogen modvilligt, men hovedparten med en sprudlende entusiasme.
Ingen ved sine fulde fem tvivler på, at den cubanske jord, til trods for tabula rasaen fra den vage tradition af lighed og frihed – skabt af revolutionen for fire årtier siden – kan blive grobund for demokratiske institutioner og et system, hvor folk lever i sameksistens med plads til forskelligheder, lig det som nu eksisterer i resten af Latinamerika (med undtagelse af Venezuela). I begyndelsen vil det selvfølgelig ikke være et fuldendt demokrati, men der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne nå samme høje repræsentation og effektivitet, som man har opnået i lande som Chile og Costa Rica.
Hvorfor er mange, i stor kontrast til den tro man har på en demokratisk fremtid i Cuba, så pessimistiske, når det drejer sig om Irak?

*Mario Vargas Llosa er peruviansk forfatter, senest har han skrevet bogen’ The Feast of the Goat (Farrar, Straus & Giroux)’ om det brutale Trujillo-diktatur i 1960’ernes Dominikanske Republik

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her