Læsetid: 3 min.

Det er en anden oplysningstradition

Konservativ kultur-kritik er ikke en kamp mod oplysningen
Debat
6. maj 2003

Ideologisk
Lars Axel Petersen kommenterer den 30. april min kronik fra den 19. april, som jeg noget uforsigtig gav titlen ’Kritik fra højre’. LAP’s kommentar giver mig anledning til at svare på en kritik, jeg har været forberedt på, men som jeg havde håbet at komme i forkøbet.
LAP anklager mig for at tillægge den tyske sociolog Karl Mannheim konservative synspunkter på baggrund af en artikel, som LAP har skrevet i tidsskriftet Kritik (dog ikke i nummer 114, men i nummer 143, men begge numre indeholder rigtignok artikler om konservatisme). Og LAP skriver så: »Det at skrive om en person eller ideologi er jo ikke det samme som at tilslutte sig de ideer, man undersøger«.
Jeg mente i min kronik faktisk det samme og mente det også, da jeg for et par år siden med interesse læste LAP’s artikel i Kritik. Derfor fastholdte jeg nidkært en sondring mellem kulturel kritik og politisk ideologi i min kronik.
Når man introducerer en på mange måder historisk belastet kategori som ’det nye højre’, vil mange nok reagere med en forsagende gestus (mens det modsatte vel ikke i samme grad gør sig gældende med venstre-kategorien, men hvorfor egentlig?). Og LAP reagerer både på egne vegne og på Mannheims.
Med kategorien forsøgte jeg at indfange en tendens blandt flere intellektuelle herhjemme, der måske – måske ikke – har sympati for konservatismen, men i hvert fald arbejder mere systematisk med elementer i den konservative tradition, som historisk har udgjort højrefløjens tankegods.

Kritisk korrektiv
Personligt mener jeg, at konservatismen har noget at byde på som et kritisk korrektiv og som et analytisk instrument, f.eks. til at korrigere en ukritisk accept af modernisering og globalisering og til at forklare en dybere anti-liberalisme og en udbredt folkelig nationalfølelse. Det er jo ikke det samme som at gå ind for feudalisme eller nationalisme i normativ forstand.
Med udtrykket ’det nye højre’ henviser jeg eksplicit til de kulturkritiske erfaringer, som i høj grad er generationsbestemte. Ingen ville vel drømme om at karakterisere de yngre personer, jeg nævner, f.eks. Adam Holm og Henrik Stampe Lund, som forbenede reaktionære højreorienterede (tværtimod!). Eller for den sags skyld redaktørerne af Kritik og Distinktion, selv om sidstnævnte har viet et helt temanummer til studiet af ’nazijuristen’ Carl Schmitt.
Eller for at tage mønster-eksemplet: Thomas Mann, der i løbet af sit forfatterskab skrev sig fri af sine reaktionære affekter. Netop fordi han havde været så fortrolig med disse affekter, formåede han at udvikle en troværdig og levedygig humanistisk kritik af nazismen.

Fejllæsning
Jeg ved ikke, om det er fordi, at LAP er sløset, når han fejllæser min kronik. Måske skyldes det snarere en vis forskrækkelse over at se en politisk diffameret kategori som ’højre’ introduceret positivt som en kulturkritisk kategori. Men hvis alternativet til en seriøs beskæftigelse med provokerende synspunkter og offentligt skandaliserede skikkelser er en spontan stigmatisering af alt, hvad der ligger til højre, så er der for alvor grund til kulturpessimisme.
Med konservatismen er det altså muligt at kritisere både kulturradikalismen uden at overse, at også den engang havde noget godt at byde på, og liberalismen uden at tage afstand fra det liberale demokrati. Dét har jo netop vist sin overlevelsesdygtighed, fordi det er en selvkorrigerende størrelse, der er i stand til at indoptage en antiliberal kritik.
Der er ikke tale om en kamp imod oplysningen, men om en alternativ oplysningstradition, når man beskæftiger sig med den konservative kulturkritik, der udgår fra højre. Det er vist også pointen med LAP’s arbejde med Karl Mannheim – og med Mannheims arbejde med konservatismen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her