Læsetid: 3 min.

Retfærdiggør jer ved mammon

Der er en udbredt tilbøjelighed til at brave borgere af det gode selskab belønner hinanden på skift for egenskaber, som de ofte kun besidder i moderat grad
Debat
28. maj 2003

Himmelfart
Vi har lært at Jesus døde for vore synders skyld – for ganske vist sagde han det ikke selv og anbefalede da heller ikke de rettroende at korsfæste ham. Men Paulus har selv sagt det, og ham tager vi på ordet, selv om han modsat Jesus ikke var spor guddommelig. Se, det kalder jeg tro – hvorimod at tro på en gud kan ethvert fæ præstere. Nej, må vi bede om en umulig sag, ganske som ørne foretrækker at gå op i modvind.
Tanken om stedfortrædende straf og død er såre menneskelig, for i kraft af den formår vi at blæse med mel i munden samt nyde synet af kagen, selv om vi allerede har spist den. Vi lader nemlig vor næste om at tage skraldet, samtidig med at vi selv tager æren for, at retfærdigheden får sin tribut. Det samme gælder helgenkåringer og uddeling af medaljer, for der er en udbredt tilbøjelighed til at brave borgere af det gode selskab belønner hinanden på skift for egenskaber, som de ofte kun besidder andenhånds og i moderat grad.

Fra idiotiens nulpunkt
Jakob Holdt skriver f.eks. langt stærkere end mange af dem, der udveksler priser for hinandens sproglige snedkerglæde. Det skyldes dog ikke mere ’talent’, men at Holdts erkendelse er groet organisk frem af erfaringer, følelser og vilje gennem mange år. Og kun den skarpsindighed der er vokset i naivitetens muld, er interessant og frugtbar. At mene det rette er komplet lige meget, hvis ikke man gør det af den rette grund. Måske viser det sig en dag at Pytagoras tog en anelse fejl – men han vil stadig være større end alle os, som derefter vil plapre flabet op om, at Pytagoras »som bekendt« tog fejl. For han tænkte fra idiotiens nulpunkt, modsat dygtige forældres dygtige børn, der omtrent som kannibalerne ikke bryder sig om at dyrke jorden selv.
At være lederskribent kunne på denne baggrund synes som en mærkelig geschæft, som især tiltrækker mandlige udøvere. Denne serielle autoritet, der gør alt det p.t. klogeste, stærkeste osv. til ens egne ord, kunne ligne en uskik med rod i en særlig maskulin trykfejl i Y-kromosomet. Hvordan kan man f.eks. mene noget om Irak uden nogensinde at have været i regionen?
Men pas nu på: Faktisk læser jeg altid lederne med interesse, selv om jeg aldrig kunne drømme om autoritativt at gentage det læste på den lokale bodega og endnu mindre om at benægte det. Jeg tager det som en daglig øvelse i virkelighed – »Sæt verden er til«. Og når jeg en dag er blevet rigtig dygtig,
agter jeg at pudse mine vinduer. Men sidste gang kom virkeligheden mig meget passende i forkøbet: For da jeg efter ti års konsulentråd og indledende øvelser skulle til at gå i gang, meldte husets ejer at samtlige vinduer skulle udskiftes. Så jeg lod det blive ved tanken, og det er som bekendt den der tæller.

En vigtig funktion
Men hør her: Lederskribenterne udfylder ganske som præsterne en vigtig funktion. Og ligesom præsterne har den ene undskyldning for deres hellige præk, at det er deres levebrød, har lederskribenterne den undskyldning for deres attitude af universel visdom, at det nu engang er deres job. Verdsligheden er således hellighedens eneste troværdige alibi. Paven er kun ufejlbarlig i sin egenskab af pave, men som menneske er han lige så mangelfuld som vi andre. Nogen skal nu engang bære kappen og gøre det beskidte arbejde, så vi andre får den daglige dosis virkelighed og den ugentlige dosis hellighed, eller i det mindste forestillingen om disse dimensioners eksistens.
Så skyd hverken på pianisten, på paven eller på lederskribenten – for de er ganske som Judas og Jesus vore nødvendige symbolske stedfortrædere. Og gælder det ikke i grunden os alle, at vor eneste undskyldning for at være så møgirriterende er den, at det er vor forbandede pligt. Vi optræder og prædiker alle mod betaling, og det går an – thi arbejdet adler. Men hvis præsten ikke netop prædikede for udkommets skyld, da først ville der være tale om indbildsk og blasfemisk fraterniseren med det guddommelige. Og sagde vor frelser ikke også selv, at vi skulle retfærdiggøre os ved ussel mammon?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her