Læsetid: 2 min.

Ryd op efter jer

Amerikanerne har det med at svine verden til
Debat
13. maj 2003

Thule
Med en imødekommenhed, der grænser til det servile, påtager den danske regering sig at rydde op efter den amerikanske hærs forurening af Dundas-halvøen ved Thule.
»Den regning er vi villige til at betale for at befolkningen i Thule kunne få deres gamle land tilbage«, siger udenrigsminister Per Stig Møller til Radioavisen den 6. maj.
Man gnider øjnene, dog ikke for at viske tåren bort over al denne opofrelse, men af vantro på grund af regeringens iver efter at stille amerikanerne tilfreds. Kan det virkelig passe at ens ’gæster’ (den amerikanske hær) blot kan tilsvine omgivelserne og så få ’værterne’ (grønlænderne og den danske regering) til at rydde op?

Så kan I rydde op
Ja, sådan er det, og det er jo helt i overensstemmelse med den praksis som amerikanerne følger indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitikken: »Vi laver det sjove – så kan I (FN, europæerne eller andre) rydde op«. En politik, vi har set praktiseret i f.eks. Vietnam, Kosovo, Afghanistan osv.
Som det fremgik af TV-Avisen, venter der et betydeligt oprydningsarbejde efter den forurening, der har fundet sted gennem mange år. Men hvad med den fremtidige? Vil den danske regering også påtage sig at fjerne amerikanernes affald i årene, der kommer?
Hvis ja, da bør man indstille sig på at skulle håndtere langt mere giftigt affald, end det, der allerede er dumpet. Pentagon arbejder nemlig på at blive fritaget for at skulle rette sig efter centrale miljø-love, der vedrører ren luft, farligt kemikalieaffald, beskyttelse af havpattedyr og truede arter.
Pentagon har indtil nu haft held til at få deres forslag optaget i den lovgivning og det budget, der skal vedtages i 2004, og selvom regeringens miljøminister stritter imod, så ser det på nuværende tidspunkt ud til, at det republikanske flertal i de to kamre vil give efter for militærets ønsker. Det hele sker ved hjælp af to argumenter, der åbner alle døre: den nationale sikkerhed og krigen mod terrorismen.

Omfattende svineri
I de sårbare arktiske egne er især beskyttelsen af havpattedyr og truede dyrearter af allerstørste betydning. Giftige tungmetaller og organiske forbindelser fra den globale forurening føres med luft- og havstrømmene til de nordlige have, hvor de koncentreres i den fødekæde, der begynder med plankton og ender med sæler, hvaler og isbjørne, og som udgør en væsentlig del af af grønlændernes eksistensgrundlag.
Det er godt at TV-Avisen har sat fokus på det omfattende svineri, som amerikanerne har afstedkommet og den danske regerings følgagtighed. Forhåbentlig følges det op af en general kulegrav- ning af militærets forhold til miljøet. Og især af hvordan frihedens vogter og demokratiets fremmeste apostel, USA’s militær, globalt set, er én af de værste miljøsyndere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her