Læsetid: 2 min.

Så meget for de pæne ord …

Ideen om Operation Dagsværk bør støttes fra politisk hold
3. maj 2003

Globalisering
Venstre taler med to tunger. Siger ét og gør noget andet. Det seneste eksempel er MF Kristian Jensens bog om fordelene ved globalisering. Kristian Jensen er udover forfatter også finanslovsordfører for Venstre og har dermed forsvaret besparelserne på ulandsbistanden, besparelser på øststøtten, besparelser på Udenrigstjenesten og en EU-politik, hvor forbeholdene ikke må røres. Dertil kommer besparelserne på den såkaldte Miljø, Freds- og Stabilitetsramme samt ikke mindst Venstres angreb på Operation Dagsværk.
Globalisering er ganske vist et diffust emne. Det påvirker os alle, og det kan være svært at sætte fingeren på hvad der kan og skal gøres. Men én af måderne at ruste samfundets borgere til mødet med globaliseringen, fremmede lande og kulturer er da netop Operation Dagsværk.
Man kan forholde sig kritisk til nogle af de projekter Operation Dagsværk vælger at støtte.
Men ideen om at danske elever giver en dags arbejde til at hjælpe Den Tredje Verden er fremragende, særligt når eleverne inden da har studeret det land og det problem, de samler ind til fordel for.
Ideen bør støttes fra politisk hold. Faktisk burde ideen bredes ud, så også folkeskolen og de øvrige ungdomsuddannelser fik en Operation Dagsværk-lignende komponent i deres undervisning.
Allerede nu har mange skoler glæde af UNICEF’s Moveathon, hvor eleverne lærer om børns vilkår, og derefter samler ind. Det er en konkret måde hvorpå man kan vise danske børn at verden hænger sammen, og at verden kan påvirkes positivt ved handling.

Usammenhængende
Også partiet Venstre burde være interesserede i at lære børn og unge, at deres egen indsats er vigtig. Så meget desto mere begrædeligt er det at Venstre på den ene side siger pæne ord om globaliseringen og på den anden side vælger at skære og spare på stort set alle de instrumenter vi har at gøre godt med i forholdet til omverdenen. Det hænger ikke sammen.
I øvrigt har Venstres ordfører misforstået noget omkring Operation Dagsværk. Siden Ole Vig Jensens tid som undervisningsminister er aktionen for de fleste skolers vedkommende gennemført på en feriedag. Dagen tages ganske enkelt fra elevernes ferie. En anden misforståelse er, at pengene fra undervisningsministeriet skulle gå til Operation Dagsværks projekter. Pengene bruges til at fremstille undervisningsmateriale at en tilstrækkelig standard til, at eleverne får et fagligt udbytte af indsamlingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu