Kronik

Hvor slemt kan det være

Kvinde i det nye Europa – Hvorfor nu lige igen?
Debat
15. maj 2003

Kronikken
Kvinder i EU, feminisme... ligestilling – bevar mig vel. For unge kvinder i Danmark kan det være svært at se, hvad det store problem skulle være. Vi ved jo allesammen, at ligestillingen for længst er indtrådt i Danmark.
Men hvis ligestillingen reelt findes, hvordan kan det så være, at piger i gennemsnit deltager i husarbejdet i hjemmet med to timer og 17 minutter pr. uge, mens drenge deltager med 28 minutter, at der kun er en 5 procents chance for at møde en kvinde i topledelsen i en af landets virksomheder, at der i bestyrelserne og chefredaktionerne på landets aviser sidder fem mænd for hver kvinde, at der er flere kvinder end mænd, der læser på højere læreanstalter, men at mænd udgør 92 procent af professorerne, at 20.000 kvinder årligt behandles på landets skadestuer for følgerne af vold, at mænd i gennemsnit tjener 20 procent mere end kvinder, og at stort set kun kvindernes arbejdsgivere skal betale, når vi får børn.
Fordi ligestillingen aldeles ikke er indtrådt! Kvinder tjener mindre end mænd, kvinder skal løbe hurtigere, fordi kvinder bruger mere tid på børn og husligt arbejde end mænd. Samtidig er kvinder langt mindre repræsenteret i samfundssektorer, hvor der træffes politiske beslutninger. I Folketinget er andelen af kvinder 38 procent. I Europa-Parlamentet kun procent. Fotografierne fra det politiske liv, eksempelvis familiefotoet fra alle topmødeforhandlingerne taler for sig selv: Mænd, der beslutter og nedskriver. Derfor skal vi tale ligestilling!

Den 16. april underskriver nye og gamle medlemslande udvidelsestraktaten ved en højtidelighed i Athen. Udvidelsen er uden ubetinget en af EU’s største udfordringer lige nu – også på ligestillingsområdet. De nye medlemslande har en anden tradition og historie – og også et andet syn på begrebet ’ligestilling’. De danske og europæiske kvinder har et ansvar for at skabe en proces, som kan bidrage og inspirere til en udvikling, der giver Østeuropas kvinder indflydelse – og så kan vi
lære meget af deres erfaringer. Specielt kvinderne i Øst- og Centraleuropa har en stor modvilje mod påbud ’ovenfra.’ Det kan man godt forstå. Måske de så kan hjælpe os med nogle bud på, hvordan vi kommer videre ’nedefra.’
Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at der er lige så store forskelle mellem de nye medlemslande, som der er mellem de nuværende EU-
lande. Det gælder også i forhold til ligestilling. Der er dog også fællestræk imellem de nye og gamle EU-lande, som skyldes en forskellig udvikling mellem Øst- og Vesteuropa.
I de kommunistiske styrer ansås kvindeundertrykkelse for en del af det kapitalistiske samfund. Derfor blev der officielt indført ligeret mellem kønnene. Kvinderne skulle arbejde og deltage i det politiske liv. Til gengæld skulle dele af husarbejdet overdrages til staten. I praksis fik kvinderne dobbeltarbejde. Ligeretten mellem kønnene førte ikke til reel ligestilling.
For at sikre kvindernes deltagelse i politik og på arbejdsmarkedet, blev der oprettet børneinstitutioner, betalt barselsorlov og fri abort. Og det virkede – i mange år var andelen af kvinder på arbejdsmarkedet højere i Øst– end i Vesteuropa. Men kvinderne opfattede det ofte mere som en pligt end som en rettighed. Og der var langt fra tale om ligeløn.
Arbejdsløsheden efter overgangen til markedsøkonomi har ramt kvinderne hårdest – til trods for, at kvinderne ofte er højere uddannede end mændene. Mange kvinder arbejder under deres uddannelsesniveau, til dårligere løn og mere usikre forhold end mændene. Samtidig er mange børneinstitutioner lukket, hvorfor kvinderne har svært ved at passe et arbejde. Blandt andet dette er med til at drive kvinder og piger ud i prostitution og gøre dem til ofre for menneskehandel.
På andre områder står det ikke dårligere til med ligestillingen i de nye EU-lande, end det gør i de gamle. På visse områder er situa-
tionen endda bedre, f.eks. andelen af professorer. I Bulgarien, Estland og Letland er andelen af kvindelige professorer højere end i mange nuværende EU-lande. Dog stadig kun ca. 20 procent – men det skal ses i forhold til Danmarks 8 procent!
Desværre er repræsentationen af kvinder i parlamenter og regeringer generelt meget dårlig. Lavest i Ungarn, Malta og Slovenien med 5 og 10 procent. I flere lande er andelen af kvinder endog faldet.
Uddannelsesmæssigt er der
ikke stor forskel på nye og gamle EU-lande. Det er en fordom at tro, at folk fra Central- og Østeuropa er dårligere uddannet end folk i Vesteuropa. Begge steder udgør kvinder over halvdelen af de studerende på de videregående uddannelser.

Ligestillingsdirektiverne i EU’s lovgivningspakke – EU’s ’acquis’ – skal indarbejdes i kandidatlandenes nationale lovgivning, før de bliver EU-medlemmer. Udvidelsen er derfor en mulighed for at få ligestilling på dagsordenen, ligesom miljø var det, da Spanien og Portugal blev optaget. Men selvom landene indarbejder EU’s ligestillingsdirektiver – som flere stadig mangler – så mangler der nogle støttemekanismer til at sikre, at lovgivningen kommer til at betyde reelle forandringer, såsom ligestillingsorganer, forskning og dataindsamling og uafhængig rådgivning.

I Europa arbejdes der netop lige nu med at komme videre på ligestillingsområdet. I konventet om Europas fremtid arbejder gode kræfter for, at ligestilling indskrives tydeligt i en fremtidig europæisk forfatningstraktat. Vi har chancen for at skabe noget nyt – og ændre det eksisterende.
Den danske regering har ikke fremsat nogle ligestillingsforslag til konventet. Man kan endda komme i tvivl om, hvorvidt regeringen overhovedet støtter kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder på europæisk niveau.
Også forskning i ligestilling kan bringe os videre. At skabe og dele viden er nødvendigt for at kunne ændre de eksisterende forhold. EU satte sidste år handling bag disse ord med et nyt ligebehandlingsdirektiv, der kræver, at medlemsstaterne fremmer, analyserer, overvåger og støtter ligebehandling mellem kvinder og mænd.
Danmark har ikke indarbejdet det nye ligebehandlingsdirektiv. Hvordan skulle man også kunne fremme, analysere, overvåge og støtte ligebehandling, når man har lukket det danske videnscenter for ligestilling? Danmark laver heller ikke kønsopdelt lønstatistik, så man kan få overblik over uligestillingen på det danske arbejdsmarked. Nu ser det dog ud til at Ligestillingsministeren lægger pres på arbejdsmarkedets parter. Det er nødvendigt. Ligestilling fremmes kun, hvis vi kan få fakta frem i lyset. Det kunne de blive enige om i EU. Jeg håber den danske regering får fart på og får gennemført direktivet i en fart. Andet er ikke bare i strid med EU-retten, det er også direkte diskrimination af kvinder.

EU’s største lancering til fremme af ligestilling var introduktionen af strategien om kønsmainstreaming. Det vil sige, at et kønsperspektiv skal indarbejdes i alle fællesskabets politikker. Den danske regering har officielt taget den strategi til sig. Ligestillingsministeren forsøgte ambitiøst og prisværdigt at kønsmainstreame flere projekter under det danske EU-formandskab. Mainstreaming er et virkelig godt redskab, hvis det støttes af en målrettet og ordentligt finansieret strategi, ligesom det selvfølgelig aldrig må stå alene som den eneste metode til at fremme ligestilling. Der må dedikeres en indsats til kønsmainstreaming i de nye medlemslande nu, for ikke at efterlade en bunke kvinder med masser af ressourcer bagude. Og for at undgå at Europa-Parlamentsvalget i 2004 bliver et valg for og af mænd alene.

*Lone Dybkjær har netop udgivet en pjece med titlen »Hvorfor nu
LIGE igen?« om ligestilling, politik og Den Europæiske Union. Pjecen kan fås ved henvendelse til på tlf.
33 37 33 37 eller ved at sende en
e-mail til RVLODY@FT.DK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her