Læsetid: 3 min.

Spis brød til

Dette er ikke et forsvar for Sovjetunionen, men et spørgsmål om, hvordan historien om at spise småbørn serveres
9. maj 2003

Opgør om fortid
Den 6. maj skærper Mads Qvortrup tonen i opgøret med ’det hedengangne imperium’ Sovjetunionen. Ammunitionen til det nye angreb kommer fra William Taubmans bog om Khrushchev, ifølge hvilken det skulle være ganske vist, at de i Sovjetunionen spiste små børn, og at dette var en direkte konsekvens af tvangskollektiviseringen. På denne baggrund drager Mads Qvortrup to hurtige konklusioner. For det første nødvendigheden af et retsopgør med kommunisterne, for det andet fremføres Sovjetunionen som Satans værk.
Hvis man skal tage det sidste først, så er det jo desværre ikke sandt; var det blot så let at man blændet i bakspejlet (det er det, chefredaktøren kalder historiens lys) kan gøre de andre til Satans skabninger, så ville man vide, hvor man skulle placere sin egen oprindelse. Men sandheden er jo, at Sovjetunionen er menneskers, Lenins, Stalins, Khrushchevs værk, ikke blot mere end det er Satans, men også mere end det er kommunismens. Ideologier handler ikke, det gør regimer. Det fører til Mads Qvortrups andet problem, for hvorledes gennemføre et retsopgør med en sovjetisk fortid, som vi ikke har eller har haft et retsfællesskab med? Vi kan foretage et politisk opgør, hvilket er i fuld gang, men kravet om et retsopgør, så længe det handler om forhold, der ikke vedrører den danske stat og retsfællesskab, savner mening.

Begge ben i kviksand
Hvis man skulle vende Mads Qvortrups argumentation mod ham selv, kunne man nævne et tilfælde i USA, hvor en far har slået sin søn ihjel for at få udbetalt forsikringssummen. Er det så også Satans eller det ondes værk? Giver det også anledning til et politisk eller retsligt opgør med kapitalismen eller den økonomiske liberalisme, eller er det i lighed med ovennævnte kannibalisme blot en af de patologiske former, som ideologier kan antage, når de føres ud i livet?
Problemet er, at Mads Qvortrup hopper med begge ben ud i det kviksand, som belægger den mindst ringes nye stier, nemlig denne humanistiske trang til at skelne mellem gode og onde mennesker. For humanismen har altid vidst, hvad der var den sande menneskelige måde at gebærde sig på. Men humanismen har aldrig været alene, den har altid stået i modsætning til et væld af andre humanismer, som var lige så sikre i deres sag, herunder de, der mente, at det sande menneske havde blond hår og blå øjne. Det er derfor at den tyske (!) sociolog Niklas Luhmann få år før sin død i 1998 skrev at »[a]l erfaring taler for teorier, der skåner os for humanismer«.
Når den mindst ringe i tidens løb har været mindst ringe, har den skånet os for humanisme, godhed, moralitet og anden djævelskab, for vi bliver aldrig (og bør aldrig blive) enige om, hvad det er, vi vil have; al denne farlige snak om værdier har kun ét resultat og det er eksklusion af de, der ikke deler dem. I stedet har den mindst ringe, hinsides godt og ondt, vist os, hvad det er, vi ikke vil have, nemlig kannibalisme og barnemord, ligegyldigt hvilket politisk regime der er eller var konteksten. Det var den egentlige lære efter den kolde krigs afslutning i 1989. Men som Slavoj Zizek påpeger i det seneste nummer af tidsskriftet Distinktion, så har den 11. september tilladt os at falde i søvn og slukke for selvkritikken; nu tør vi igen kalde andre for onde og derigennem påpege, at vi selv er det modsatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu