Kronik

Den svære vej til arbejde

En fjerdedel af Københavns 2.000 unge indvandrere er på kontanthjælp. At hjælpe dem videre kræver en ekstraordinær indsats her og nu
Debat
6. maj 2003

Kronikken
Langt den største del af de unge indvandrere i Københavns Kommune er heldigvis velfungerende unge. De er under uddannelse eller har fast arbejde og har ingen særlige behov for kommunens opbakning og støtte.
Men en mindre del af de unge indvandrere har ikke klaret omplantningen fra deres hjemland til deres nye land. En fjerdedel af de ca. 2.000 unge indvandrere i Københavns Kommune er på kontanthjælp. Det er for mange og det skal vi gøre noget ved.
Socialforskningsinstituttet (SFI) har netop afsluttet en større undersøgelse af unge indvandrere på kontanthjælp i Københavns Kommune. SFI har set på barrierer for de unges adgang til uddannelse og beskæftigelse og konkluderer, at vi som kommune står med en række store udfordringer. Rapporten søger at indkredse hvem de unge kontanthjælpsmodtagere er og afdække hvorfor de har så ringe tilknytning til uddannelse og arbejde.
Undersøgelse viser dog også, at vi i Kommunen i dag hjælper en stor del af de unge indvandrere ud på arbejdsmarkedet eller ind i det ordinære uddannelsessystem. En endnu større del finder selv ud af systemet efter et kortvarigt ophold på kontanthjælp.
Tilbage er så en mindre gruppe (10 procent) af unge indvandrere, som er langvarigt på kontanthjælp og som vi hidtil ikke har været gode nok til at hjælpe. Hvis denne gruppe skal have chancen på det danske arbejdsmarked, kræver det en ekstraordinær indsats her og nu. En indsats der vil være mere ressourcekrævende og kræve større tålmodighed end vi er vant til i den beskæftigelsesrettede indsats. Men det er en indsats, som jeg mener, er helt nødvendig!
SFI-rapporten peger på fire målgrupper, som er særligt udsat for at hænge fast i kontanthjælpssystemet:
*Unge gifte familiesammenførte kvinder med børn, dårlige danskkundskaber, ringe uddannelse og ingen erhvervserfaring.
*Unge kvindelige kontanthjælpsmodtagere gift med en anden kontanthjælpsmodtager.
*Unge enlige mænd på kontanthjælp, der er kommet tidligt til Danmark sammen med forældrene.
*Unge (særligt mænd) på kontanthjælp uden ren straffeattest.

Den første gruppe omfatter unge kvindelige indvandrere, der er kommet sent til Danmark ved familiesammenføring med en ægtefælle. Kvinderne i gruppen har for de flestes vedkommende børn, har ingen eller meget ringe arbejdsmarkedserfaring og uddannelse, taler dårligt dansk og er generelt karakteriseret ved en meget ringe grad af kontakt med det omgivende danske samfund.
De er unge og nygifte, får børn og er dermed på passiv kontanthjælp. Ofte har kvinderne flere tætliggende barselsperioder og der er desuden en tendens til, at de under graviditeten er syge oftere, end man ser det i andre befolkningsgrupper. Det kan både skyldes en anden forståelse af sygdom og graviditet, men i mindst lige så høj grad være helt reel og bunde i en generelt dårligere fysisk sundhedstilstand som følge af opvækstvilkårene i hjemlandet.
Det andet forhold, som SFI fremhæver, er kvindernes mangelfulde danskkundskaber. Forløbene i danskundervisning har ofte være præget af manglende kontinuitet og begrænset progression, bl.a. som følge af barselsperioder. SFI konkluderer, at de ofte lange perioder på passiv hjælp er en barriere for kvindernes fremtidige integration på arbejdsmarkedet. Denne problemstilling har vi allerede taget initiativer til at imødegå. Vi startede i januar i år en særlig etnisk enhed, der bl.a. skal sikre, at vi markant får øget antallet af forløb med kombinationer af danskundervisning og beskæftigelsesrettet træning.
Endelig kan vi desværre konstatere, at vi har at gøre med en gruppe kvinder, som på trods af at de har været i landet i en årrække ikke har formået at skabe rammerne for deres egen integration i det omgivende samfund. Selv efter en del år i Danmark har kvinderne karakteristika, der i udpræget grad minder om gruppen af nyankomne unge kvinder.
Jeg mener derfor, at vi overfor en del af denne gruppe er nødt til at acceptere, at integrationsprocessen skal startes fra bunden. Vi skal derfor til denne gruppe tænke i tilbud, der i vid udstrækning ligner de tilbud vi giver til nyindrejste kvinder omfattet af Integrationsloven. Her giver vi fra første dag kombinerede forløb med danskundervisning, arbejdsmarkedsundervisning og arbejdspladstræning. Og det giver gode resultater!

Den anden gruppe overlapper den første og består af unge indvandrerkvinder på kontanthjælp, der er gift med en anden kontanthjælpsmodtager.
For denne gruppe drejer det sig om at blive bedre til at forstå den enkeltes familiemæssige situation. Det skal både ske ved løbende efteruddannelse af vores frontpersonale i forhold til kulturfor-ståelse og håndtering af de særlige problemstillinger, der relaterer sig til arbejdet med etniske minoriteter, men selvfølgelig også ved at påvirke den enkelte borgers holdning til arbejdsmarkedet, børnepasning m.v.
Integrationen skal være en tovejs-proces, hvor vi på den ene side har forståelse og tager højde for borgerens individuelle situation, men hvor borgeren også må tilpasse sig de krav, som kommunen og arbejdsmarkedet stiller.

Den tredje gruppe består af unge enlige mænd uden børn, der er kommet tidligt til Danmark sammen med forældrene. Gruppen er kendetegnet ved at have for lidt viden om uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet og dermed dårlige forudsætninger for at vælge den ’rigtige’ uddannelse. Gruppen mangler tro på, at det er muligt at komme i beskæftigelse, hvilket påvirker jobsøgningsaktiviteten. Gruppen er desuden præget af manglende opbakning fra forældrene, som selv har få ressourcer. Generelt vurderer SFI dog, at denne gruppe har de bedste forudsætninger for at komme i beskæftigelse.
SFI påpeger, at en øget konsekvensorientering over for denne gruppe tilsyneladende vil have en kraftig effekt. Jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig skal stille krav til de unges reelle rådighed for arbejdsmarkedet, til deres jobsøgnings-
aktivitet og til deres deltagelse i et aktivt tilbud. Vi skal også se på, om der er behov for yderligere at skærpe tonen.
Men hvis vi vil sikre de unge mænd en varig og stabil tilknytning til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet, så er det ikke tilstrækkeligt alene at fokusere på at skubbe de unge væk fra kontanthjælp med konsekvenspædagogik og nedsatte ydelser. Hvis vi anlægger denne strategi vil de unge blive ved at vende tilbage til kontanthjælpssystemet.

Den fjerde gruppe har et vist overlap med den tredje og består af unge mænd med kriminel baggrund. 20 procent af de unge mandlige indvandrere har ikke en ren straffeattest, hvilket SFI vurderer udgør en markant barriere i forhold til arbejdsmarkedet.
Dette problem relaterer sig ikke kun til gruppen af unge med etnisk minoritetsbaggrund. Justitsministeriet har bl.a. fremlagt en undersøgelse, der viser, at problemerne omkring kriminalitet ikke er mere udbredt blandt de etniske unge end blandt de danske.
Der er behov for at undersøge mulighederne for at udbygge samarbejdet med f.eks. Kriminalforsorgen og politiet omkring kriminalitetsforebyggende aktiviteter m.v.
Generelt skal vi blive bedre til at støtte disse unge indvandrere. Derfor skal vi sikre, at vores indsats målrettes mod udslusning til varig uddannelse og varig beskæftigelse. Vi skal derfor styrke samarbejdet på tværs i kommunen og sikre sammenhæng mellem vores ungdomsvejledningsindsats og vores beskæftigelsesindsats. Vi har allerede i 2003 afsat midler på dette område f.eks. til iværksættelse af forsøgsaktiviteter med et tæt samarbejde mellem beskæftigelsesindsatsen og Skole- og Ungdomsvejledningen, hvor sidstnævnte har mulighed for at fortsætte en systematisk støtte efter den unge har forladt kontanthjælpen.
Et andet redskab, jeg mener er vigtigt at få bragt i spil i indsatsen over for de unge, er mentorordningerne. De unge har ofte behov for opbakning og støtte til at finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Jeg vil derfor arbejde for, at vi fremover kan anvende mentorordningerne systematisk, som et redskab til indslusning af de unge på arbejdspladserne.
SFI-rapporten har hjulpet os et stykke af vejen ved nøjere at beskrive hvem de udsatte unge indvandrere er. Nu er det op til os som kommune at vise, hvad vi gør for disse unge. Hverken jeg eller SFI-rapporten siger, det er nemt. Men det skal gøres og det skal lykkes. For hverken vi eller de unge selv kan være tjent med, at de er parkeret på nærmest evig kontanthjælp.

*Socialforskningsinstituttet, marts 2003: ’Unge indvandrere på kontanthjælp i Københavns Kommune. Barrierer for uddannelse og beskæftigelse’.

*Rapporten kan læses på www.kk.dk under ’Rapporter og dokumentation’, hvor den ligger under afsnittet om ’Undersøgelser, redegørelser og evalueringer’.

Bo Asmus Kjeldgaard
er familie- og arbejdsmarkedsborgmester i Københavns Kommune, (SF)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her