Kronik

Antidepressiv adfærd

Mennesker, som førhen måtte gennemleve det ene depressionshelvede efter det andet, kan nu leve ganske normalt. Dermed har man for en sociologisk betragtning fået en helt ny befolkningsgruppe
23. juni 2003

Kronikken
En studerende ved Idéhistorisk Institut ved Århus Universitet, hvor jeg har været ansat som lektor siden 1976, har forfattet et speciale med titlen »Det antidepressive menneske«. Fremkomsten af effektiv antidepressiv medicin har gjort en hel befolkningsgruppe til antidepressive mennesker. Hvis man accepterer studentens idé til en betegnelse for de mennesker, der har fået deres depression behandlet effektivt.
Man må formode, at mennesker, som førhen måtte gennemleve det ene depressionshelvede efter det andet og måske endte som inventar på psykiatriske asyler, nu pludselig kan leve ganske normalt. At de kan virke og dermed være raske som andre mennesker. Aldeles uden symptomer eller bivirkninger.
Når det forholder sig sådan, har man virkelig for en sociologisk betragtning fået en hel ny befolkningsgruppe tilføjet. Antidepressive mennesker, som min student opfindsomt kalder dem.
Jeg hører selv til en af slagsen. Der har fået et nyt livssyn. Som følge af effektiv antidepressiv behandling.
Også selv om jeg har måttet betale en høj pris for at have tilladt mig at være åben og ikke lukket som en østers om sagen. Vi har det som mennesker med at ville stigmatisere, gribe enhver lejlighed til at se ned på. Sådan er vi. Dén tendens har jeg måttet erfare. Det er ikke få indbydelser, der er gået min næse forbi på den konto Men skidt: det er peanuts, og jeg er blevet klogere på den menneskelige natur deraf.
Efter et totalt depressivt kollaps for mere end 15 år siden, der nær kostede mig livet, er jeg under alle omstændigheder livet op til nyt og anderledes liv som følge af behandlingen. Jeg er ikke ked af at kalde fænomenet for genopstandelse. Også selv om det er at gå den teologiske fagkundskab i bedene.
Hvordan opleves så den antidepressive adfærd indefra ? Jeg skal forsøge at give lidt af et svar på spørgsmålet her.
Basalt set er der grund til at sige, at hele tilværelsen bliver sundere af behandlingen. Man tvinges ikke længere af symptomer, der ikke kan bæres, til at søge dulmen i anden nervemedicin. Eller i alkohol, som jeg for mit vedkommende blev tvunget til at gribe til i pressede situationer førhen. Medicinalindustrien bør efter min opfattelse sætte offensivt ind her. Hvis den da kan få lov for alle de bekymrede normale, der desværre også findes. Bekymrede på andres vegne. På den nævnte befolkningsgruppes vegne.

Når den antidepressive adfærd slår igennem i den vellykkede behandling, får man som depressiv overskud til at være – normal. Længere er den sådan set ikke. Man får overskud til at leve og opleve tilværelsens situationer, nøjagtigt som andre, normale mennesker oplever dem. For eksempel får man chance for at erfare taknemmelighed.
En følelse der er lukket land for det depressive menneske, som oplever enhver begivenhed som en belastning, der næsten ikke kan bæres.
Som et menneske, der er undsluppet stor fare mirakuløst eller blevet helbredt fra en livstruende legemlig sygdom, får det depressive menneske tilbøjelighed for at føle taknemmelighed ved selv det mindste. Selv det mindste smil, den letteste berøring. Hun føler, at måtte takke for hver eneste, normalt levet dag. Hun takker måske i sit stille sind Gud, medicinalindustrien og tilfældet eller bare én af dem for, at det normale overhovedet kan lade sig gøre. Hun synes ikke, hun fortjener det.
De antidepressive mennesker, min student taler om, kan ikke udpeges ved særlige kendetegn. I det skjulte findes alligevel et særligt perspektiv hos den behandlede depressive, som stammer fra depressionserfaringen. Den erfaring, som et depressivt menneske aldrig kan glemme, heller ikke når hun er blevet antidepressiv.
Når depressionshelvedet bryder løs, er alt i den deprimeredes liv af lave. Hun kan ikke holde sig selv ud, og andre kan heller ikke godt holde hende ud, da hun virkelig er upasselig. Professionel hjælp, betalt med penge til et personale, ansat til det samme, er pinedød nødvendig.
Den syge er aldrig i tvivl om, at det virkelig er helt galt fat. Hun ønsker ikke at ligge nogen til last, som ikke betales derfor. Hun véd, at syg er hun virkelig. Så syg at det forekommer umuligt og meningsløst at leve. Hun tilhører ikke en gruppe patienter, der ikke ønsker medicin, fordi de mener, at de ikke er syge. Tværtimod tager hun imod ethvert behandlingstilbud med kyshånd.
Hvordan leve, når man ikke kan holde andre levende ud? Hvordan leve, når andre levende ikke kan holde én ud, og man ikke er større idiot, end at man ser lige præcis dette frysende klart?
Så kommer en morgen medicinen som et lyn fra en klar himmel – måske uger efter at man er begyndt at tage den. Man hører med ét dé fugle synge, som ellers har forvandlet søvnløshedens helvede til lige netop dette med deres infernalske pippen uden mål og med.
Jo tak. Da véd man, at man virkelig har noget at sige lige præcis tak for. Inden længe er man ikke bare tålt som én, der skal tages særlige hensyn til. Man begynder måske endda at tage hensyn selv. Til sidst tager man ligeså ødselt, som man giver ødselt.
Den nye gruppe af antidepressive mennesker har denne erfaring mere end de fleste. Mere end dé, der er født med en sølvske i hånden. Som har fået det hele og mere til forærende. Sådan! Sådan som livet virkelig er. Overdådigt og en hel håndfuld sølvskeer værd. Hver dag. Den antidepressive véd dette som en gave, hun har fået af sin behandlede sygdom.

Så min indtrængende appel til læger, psykologer og behandlere skal derfor hér være: lad være med at tage den antidepressive medicin fra det antidepressive menneske mere end én gang. Én gang er det rimeligt at forsøge, om der kan leves uden den antidepressive medicin. Kan der ikke det, så vedligehold behandlingen af hensyn til det antidepressive menneskes vé og vel.
Det vides, at depression er en sygdom med tilbagefald, og at tilbagefaldene bliver værre og værre for hver gang. Så det kan ligne sadisme, hvis man insisterer på at tage medicinen fra mennesker, der har brug for den, for at kunne leve og være normale. Jeg har ikke fortrudt, at jeg prøvede den ene gang for ti år siden at lægge medicinen på hylden.
Også selv om det blev et stridbart og ondt år, hvor jeg kun lige med nød og næppe kunne passe mit arbejde og min familie. Var jeg ikke på eget initiativ begyndt at tage medicinen igen, var jeg endnu engang havnet i det ubeskrivelige helvede, som depressionen er.
Som det derfor er nu og er blevet det siden denne ene episode for ti år siden, som jeg ikke har tænkt mig at gentage, er det normale liv for mig blevet til noget, jeg har valgt at gå ind for. Vel vidende at det ingen selvfølge er. Valget af det normale er en del af, at jeg har valgt depressionen fra og dermed tilsluttet mig den nævnte usynlige befolkningsgruppe af antidepressive mennesker.
Vi har det bedst som usynlige. Jeg kunne virkelig ikke finde på at foreslå dannelsen af en forening af os. Når jeg betænker, hvor mange invitationer, jeg er gået glip af, kan det faktisk en gang imellem ærgre mig, at jeg ikke helt har holdt kæft om min usynlige identitet.
Uden at have været på nogen minnesotakur, har jeg samtidig valgt spiritus fra. I hvert fald som bedøvelsesmiddel. Når jeg siger det sådan, er det for at betone, at den sygdom, der hedder alkoholisme, har jeg åbenbart ikke lidt af, da afholdenhed har været en smal sag for mig at opnå. Selv om jeg altså anvendte alkohol som medicin førhen.
Dengang jeg endnu ikke var klar over, at jeg tilhørte den nævnte usynlige befolkningsgruppe, som min dygtige student har givet ord. Nu har jeg det bare så godt, som de unge mennesker ynder at udtrykke det. Jeg har det så godt – som normal.
Jeg elsker at promenere min normalitet som alle de andre normale, der ikke kan se, hvem jeg er. Jeg ser stort på, at jeg så ikke længere har nogen sygdom at promenere. Den omkostning er virkelig den mindste!

*Hans Jørgen Thomsen
er lektor i idéhistorie ved Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu