Kronik

Arven, salmerne og skilsmissen

Når et par i vennekredsen har holdt sammen i 25 år, står vi mand af hus og synger, fordi det dog lykkedes nogle at »rejse sammen i fjederhammen af kærlighed«. Men hvad sker der med arv, kristendom og kærlighed i en vild tid?
6. juni 2003

Pinsekronikken
I pinsen får danskerne ny salmebog. Der er stadig et afsnit om bryllup og vielse. Tekster, der bruges om foråret, hvor vi holder kirkebryllup som aldrig før. Første gang, anden gang, tredje gang. Danskerne bliver viet i kirken – samtidig med, at skilsmissetallene stiger og stiger.
Salmebogen har ikke rigtigt vidst, hvad den skulle gøre ved lige netop det. I et af udkastene var forslaget at rense ud i de gamle vielsessalmer, men de nye, der var at ty til, brød salmebogskommissionen sig ikke meget om.
De gange, et par i vennekredsen har holdt sammen i 25 år, står vi mand af hus og synger, fordi det dog lykkedes nogle at »rejse sammen i fjederhammen af kærlighed«, men alligevel turde man i første omgang ikke lade os blive ved med at formane hinanden med ordene »Jert hus skal I bygge på Ordets klippegrund«.
For løftet om, at »da rokkes ej muren i stormvejrets stund« viste sig alt for ofte ikke at holde, og var det så den kirkelige velsignelse, der i virkeligheden var sandgrund – eller er det danskerne, der ikke længere formår at løfte arven på en måde, så de kan forene kald og stand i et luthersk ægteskab?
Det spørgsmål har relevans langt uden for folkekirkens og det enkelte parforholds egne rækker. Det handler om normerne bag dansk familieret, der jo grundlæggende bygger på, at kvinder og mænd arver lige.

Mænd har altså ikke hverken fortrinsret eller større ansvar. Også kvinder har en forpligtelse, et kald for tilværelsen. Ægtefæller råder hver især og hæfter hver især. Resultaterne af den enkeltes anstrengelse indgår i det fælles bo, og den dag, der er noget at skifte – ved dødsfald eller ved skilsmisse – skal begge arve lige. Hvis de vedgår arv og gæld, skal der også tages vare på begges arv. En – næsten – tilsvarende re-
gel blev fastslået i den tronfølgelov, der har 50-års-jubilæum samtidig med, at folkekirkens 50-årige salmebog i denne pinse revideres.
Men med stigende antal kortvarige ægteskaber er ligedelingen ved det almindelige skilsmisseskifte under pres. Forestillingen om særejet trænger sig på. Vil det også påvirke ligedelingen for de mænd og kvinder, der forsøger at vedgå arv og gæld?
Er vi på vej tilbage til, at mænd skal arve broderlodden og kvinder forvalte ægteskabet – eller vil både mænd og kvinder få mulighed for at følge deres kald og forvalte deres arv i råderet og hæftelse uden at ægtestanden går heden?
Svaret på det spørgsmål hænger sammen med vores evne til at forny de etiske normer, der ligger bag lovgivningen. De religiøse normer, vi møder i salmebogen har enorm betydning, fordi vi strømmer til kirken for at blive viet – næsten lige så stor betydning, som de etiske normer, vi spejler i kunsten, der spejler vore normer.
Som det sker i Per Flys storfilm om Manden, der påtager sig Arven, men samtidig vedkender sig gælden til traditionen uden at indse, at han må give plads for både kærligheden og den elskedes arv og gæld, hvis han skal blive i stand til ikke alene at fusionere, men også at videreføre firmaet. I stedet påtager han sig broderlodden og smerten i et ægteskab uden kærlighed, mens hans fraskilte hustru, der ikke fik lov at dele kald og stand, går ud af filmen med ryggen rank, fordi hun trods ægteskabets sammenbrud vedkendte sig sin arv.
Og det virkeligt sørgelige er jo, at nok var Manden den eneste, der kunne løfte Arven – men bære den uden hendes kærlighed kunne han ikke, Stålvalseværket er som institution stort set forsvundet efter fusioneringerne.

I foråret fremlagde en gruppe præster på folkekirkens højrefløj et forslag til, hvordan det kan undgås at kirken som institution »bliver revet omkuld af samfundsudviklingen, så den ikke længere er en modvægt til opløsningen af familien, men snarere er en magtesløs tilskuer«, som det hedder. For at løse problemer med fundamentet, der ligner Stålvalseværkets, har de formuleret ti teser om »kirkens oprindelige forståelse« af ægteskab og familieliv.
De ti teser er offentliggjort i kirkelige tidsskrifter og i dagspressen. Det alarmerende antal skilsmisser ser efter den opfattelse ud til at kunne undgås, hvis blot man fusionerer sig ind til kerneydelsen: kirkens etiske værdier for ægteskabet er efter denne opfattelse et ja til et livslangt ægteskab og et nej til alle øvrige samlivsformer – skiftende seksuelle partnere, utroskab, skilsmisse og nyt ægteskab, papirløse samlivsforhold og sex før ægteskabet.
For at fastholde arven skal den enkelte gøres personligt ansvarlig, de unge skal have et alternative miljøer til forældrenes livsformer, og kirkens diakoni skal mobiliseres. Som baggrund anføres en nyere svensk undersøgelse, hvorefter narkotika, alkohol, psykisk sygdom og selvmord er langt hyppigere blandt skilsmissebørn, og en australsk undersøgelse, der viser, at enlige kvinder har større risiko for psykiske problemer og misbrugsproblemer end gifte kvin-der.
Hvad med mændene? Det ved de, der har set Arven, eller kender forskning i mænds livsvilkår. De har langt større risiko for at gå i hundene end kvinder, og derfor bliver mænd først skilt, når de har et nyt parforhold på bedding. Det er dog ikke en adfærd, der ligger inden for rammerne af »Kirkens oprindelige forståelse«, som jo er formuleringer, der er set før.
Andre gange har »kirkens oprindelige forståelse« handlet om afvisning af homofilt samliv eller af kvindelige præster. Der er tale om en parafrase over The Fundamentals, en række skrifter, der blev udgivet i USA omkring første verdenskrig, og som i en af sine fem teser taler om behovet for tilbagevenden til Bibelen som guds urokkelige fundament, ikke alene for kristen tro og kristen lære, men også for kristen livsførelse.

Dette forår har, udover ny salmebog og flotte storfilm om arven, også budt på debat om fundamentalisme i det amerikanske bibelbælte, med mulige danske paralleller. Alle med kendskab til de danske miljøer har slået kors for sig – men ingen har refereret til de her omtalte ti teser. Og i disse ti teser starter fundamentaliseringen af samfundet som altid med, at kvinder og børn sættes forrest.
Bl.a. fordi mænd har så svært ved at erkende, at også kvinder har en arv, der skal forvaltes inden for rammerne af den fælles ægtestand.
At det er ægtestandens vanskeligheder med at rumme både mænds og kvinders kald til hver især at råde over og hæfte for deres arv kommer frem i to andre litterære storværker fra det sidste årstid: Otto Steen Dues nyoversættelse af Odysseen, der har givet denne fortælling om den europæiske mand en ny udbredelse, og Anne Marie Ejrnæs’ lille bog, At Få Form, om den yngre kvinde i mesterlære hos den ældre og mere erfarne mand.
Forsidebilledet gengiver en skulptur af Rodin. Et kvindehoved, væltet, delvist ødelagt. Hun viste sig ikke alene at være det ler, han kunne formgive. Hun lærte og mente selv at kunne skabe – og så gik også det kunstnerægteskab i stykker. Kan ægtestand rumme, at de begge har ansvar for at råde over skaberværket?
Det er gammel europæisk erfaring, at kirkens mænd har tendens til at
gøre sig til herrer over kvinder og børn, når er er behov for at forny fundamentet. Vibeke Vasbo fortæller i en smertefyldt vidunderlig roman om den kristne kongedatter Hilda, der i 600-tallets England får sin kortvarige lykke med hedningekongen Penda, men for sent opdager, at fundamentet ikke er i orden. Hendes søgen efter de børn, hun mistede undervejs, hendes stadige ambition for sin arv og manglende forståelse for, hvad han satte på spil, hans begær efter guld og erobringer, efter udvidelse af virksomheden – det forenes ikke til en fælles arv, de kan lægge som fundament for ægteskabets gensidige støtte til, at de hver især kan råde og hæfte. Han tager en ny dronning, der kan føde ham børn. Hun grundlægger et kloster, og de genforenes lejlighedsvis (som hos Nikolaj og Julie på DR-TV: What if we were meant to be together«).
Men så kommer det endelige opgør. To mænd dukker op af intetheden, læseren ved, at det er Hildas forsvundne børn. Den ene skaber Cædmon-kvadene, de tidligst kendte engelske digte, og hele klostret synger. Den anden funderer som pavens udsending engelsk kristendom efter »kirkens gamle forståelse«, og kvindeligt ledede klostre forbydes, mens alle nonner – inklusive Hilda, moderen – tvangsklippes som de tyskertøser, Anette Warring har fortalt os om.
Kvinden forstås som forræderen over for det, der skulle have været den fælles stand. Den mand, der derved kan gøre sig til herre over arven, er tvilling til ham, der giver hende den nye sang.

Det er vigtigt, at den etik, der udfoldes i tilknytning til den danske folkekirke, besinder sig. Vil man endnu engang underminere kvinders livsvilkår gennem en tilbagevenden til europæisk religiøsitets fundamentale forestilling, den mandlige broderlod?
Eller vil den etiske tænkning, der forholder sig til folkekirkens vielsesfunktion, medvirke til at udvikle normer for en ægteskabelig stand, der kan rumme både mænds og kvinders livsarv i gensidig støtte? Vil man tvinge institutionerne i familie og samfund tilbage til et fundament, der i sin udformning indebærer kvinders ansvar for ægtestand og børn og mænds råderet og forpligtelse i forhold til, hvad der måtte være af kald.
Vil man altså i udviklingen af centrale normer bag dansk fami-lieret endnu engang tolke kvinder som umyndige, der forsumper, når de henvises til at tage vare på deres liv med den virkning, at manden hellere må være kvindens hoved i ægteskab, kirke og kunst.
Eller vil også mænd, der tænker over kristen etik, lytte til Jørgen Gustava Brandt, når han i en af de nye salmer opfordrer os tænke over, at livet altid koster livet, og at vi netop derfor kan gå ind til hinandens glæde? Eller af Johannes Johansen, der i dén nye bryllupssalme, der trods alt kom med i salmebogen, minder os om den fundamentale kristne etik:
»Egen byrde skal I bære, så den anden slipper fri. Men er byrderne for svære, skal I stå hinanden bi. Den som intet bærer på, visner som det golde strå.«

*Lisbet Christoffersen
er ph.d., lektor i offentlig ret på RUC, forsker bl.a. i relationer mellem religion og ret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu