Kronik

At begå eller ikke begå selvmord

Selvmordet synes i de aller fleste tilfælde at være den sidste udvej efter en lang række overvejelser
24. juni 2003

Kronikken
Selvmords og selvmordsforsøg er som psykisk sygdom tabubelagt og marginaliserer de ramte og deres familier. Der er derfor meget lidt viden om selvmordets mekanismer i befolkningen. Selvmordet konfronterer os også med vores egen død eller dødelighed, og den der overvejer selvmordet som løsning på sine problemer har derfor ofte meget lidt hjælp at hente i omgivelserne.
Selvmord som eksistentielt valg, altså noget den enkelte må gøre op med sig selv er en intellektuel fortrængning, der frigør det omgivende samfund fra at tage stilling til om et selvmord eller selvmordsforsøg er berettiget eller ej. Det frigør desværre også omgivelserne fra at tage stilling til om det kunne være undgået.
Kirken har en holdning til selvmordet, og mener ikke at der er tale om et eksistentielt valg, men derimod en synd, selvom også selvmordere i dag begraves på indviet jord. Man kan spørge sig selv om religionen på den måde forhindrer selvmord. Det umiddelbare svar er at det gør den i nogle tilfælde, men i andre tilfælde virker det helt modsat fordi tanken om selvmord giver skam og skyldfølelse, som netop kan få den selvmordstruede til at begå selvmordet.
Selvom selvmordsraten er faldet siden 80’erne, er det ikke nødvendigvis et tegn på at vi har fået det bedre. ’Lykkepillerne’ er kommet til i den tid og er sikkert en vigtig årsag til det fald vi har set. Men det er også et udtryk for at vi generelt har fået det værre i de 20 år der er gået. Og så må vi jo ikke glemme at faldet er sket fra en top, som er oparbejdet gennem ’60’erne og ’70’erne.
’Lykkepiller’ gør ikke raske mennesker lykkelige, men får den syge vendt fra den deprimerede tilstand til den neutrale tilstand, som det raske menneske lever i med de udsving, som livets almin-delige glæder og sorger giver mennesket.
Derimod ændrer de ikke ved den tilstand mennesket er i når det er under vedvarende stress, mang-lende mening med og betydning i livet, forårsaget af arbejdsløshed eller anden form for udstødelse.
Da Goethe skrev Den unge Werthers lidelser udløste det en selvmordsbølge gennem hele Europa.
Der er imidlertid ingen grund til at tro at det var en retfærdiggørelse af det eksistentielle valg der førte til de mange selvmord. Snarere har der været en del mennesker, der levede med så stor psykisk smerte, uden hjælp, forståelse og aflastning fra omgivelserne at bogen retfærdiggjorde selvmordet, og det ene selvmord tog det andet med sig. ’Selvmordsepidemier’ er set siden. Den sidste rest af modstand mod selvmordet forsvinder. Når en har taget sit eget liv så kan den anden også gøre det, og det synes at være en farbar vej ud af en tilsyneladende umulig situation.

Man taler ofte om at selvmordet og selvmordsforsøg sker for at straffe omgivelserne. Imidlertid har undersøgelser af de, som har forsøgt selvmord, vist, at det kun er tilfældet i meget få tilfælde. Det er altså en af de mange myter om det vi ikke ved og som vi helst ikke vil vide noget om.
En anden myte er at mislykkede selvmord sker for at manipulere med omgivelserne. Heller ikke det er tilfældet, hvilket accentueres af at risikoen for at begå fuldbyrdet selvmord stiger med antallet af mislykkede forsøg. Selvmordsrisikoen er meget stor efter et selvmordsforsøg, helt op til 20 år efter det første forsøg. Der er altså al mulig grund til at tage selvmordsforsøg alvorligt.
Selvmordet som en impulshandling eller affekthandling er heller ikke beskrivende. Den, der forsøger eller begår selvmord har haft mange og lange overvejelser bag sig, og selvmordet synes i de aller fleste tilfælde at være den sidste udvej efter en lang række overvejelser.
Der gøres store anstrengelser og laves megen forskning på selvmordsområdet, og der synes ikke at være en enkelt årsag. Psykisk sygdom synes ikke at være en vægtig parameter, selvom relativt mange psykisk syge forsøger eller begår selvmord. Men man må opfatte selvmordstanker som en sygdom i sig selv til andet er bevist. Det er derfor vigtigt at tage mennesker der tænker i selvmordsbaner alvorligt, at tage sig af dem, høre fordomsfrit på deres klager og følge dem. Det er overordentligt smertefuldt at gå med selvmordstanker uden at kunne dele dem med nogen, og finde mulige løsninger på årsagerne til selvmordstankerne.
Ved svær og uhelbredelig fysisk eller psykisk sygdom kunne man påberåbe sig det eksistentielle valg, men mange formår jo at leve med sådanne mens andre ikke gør det. Begge dele kan være svære stressfaktorer som gør det uudholdeligt at leve. Men ofte kan man gøre noget for at lette tilstanden enten medicinsk og/eller ved at den ramte kan indgå i et meningsfuldt fællesskab. Den dobbelte straf både at være syg og udstødt er mere end de fleste kan bære.

Det kan være overordentlig svært at forudsige det første selvmordsforsøg. At holde den glade facade synes at være vigtigt for at blive accepteret af omgivelserne, ligesom det ofte kræves. At være ked af det, vred, utilfreds eller opgivende er uacceptabelt og helt ude af trit med hvad .eks. reklamerne viser os. Har vi blot den materielle tilfredsstillelse er alting godt og har vi ikke råd til det er der andre reklamer der tilbyder os at låne til lykken. Men lykken i det materielle udover de basale fornødenheder er kortvarig, og den gæld man evt. risikerer at oparbejde ender måske med at blive en belastning, når lønnen ikke rækker, eller man uventet bliver arbejdsløs. Også alkoholmisbrug har betydning. Dels fører det til sociale ulykker, dels er det en vigtig depressionsfremkaldende faktor som antidepressiv medicin som regel heller ikke afhjælper.
Årsagerne til selvmord kan kort beskrives som en psykisk smerte som er ubærlig og døden synes at være den eneste udvej. Det kan svinge fra dag til dag, og en tilsyneladende bedring i tilstanden er ingen garanti for at der ikke sker noget. Et overstået selvmordsforsøg hvor personen er faldet til ro siger kun at risikoen for at livet igen bliver ubærligt ligger faretruende nær.

Man kan ikke måle et selvmords berettigelse ved at vurdere personens smertegivende forhold efter sin egen målestok. Hvad der er så indlysende let for den ene, kan være besværligt og synes umuligt for den anden.
Det, der giver mening for den ene gør det ikke nødvendigvis for den anden, det afhænger af øjnene, der ser. Kun ved at erkende det kan vi vise hinanden respekt og forståelse. Psykisk sårbarhed er forskellig, ligesom årsagerne til psykisk lidelse vurderes forskelligt fra person til person. Det er respektløst at afvise en persons klager som betydningsløse.
Når årsagerne er helt uindfølelige, og ude af trit med virkeligheden kan der være tale om egentlig depression, og så har personen måske brug for en læge. Den deprimerede har imidlertid ofte svært ved at tage sig sammen til at søge læge, føler, at det er hans egen skyld og mener måske ikke, at han fortjener nogen hjælp. Det kan i disse tilfælde være vigtigt at sørge for at personen får talt med sin læge. Under alle omstændigheder hvis man ikke selv sammen med andre betydningsfulde kan magte en person med manglende livsgnist og selvmordstanker.
Når der har været et selvmordsforsøg er der mulighed for intervention, enten ved forstående omgivelser eller af professionelt uddannede. Ved det første selvmordsforsøg er situationen en helt anden. Et godt pejleinstrument er personen som opfører sig påfaldende anderledes end han eller hun ellers ville gøre.
En person der pludselig ordner sine ting, rejser rundt og besøger familien, går til lægen med et tilsyneladende ubetydeligt problem eller isolerer sig og afviser omgivelserne kan meget vel gå med selvmordstanker. Det kan også være en person, der længe har været trist og pludselig virker glad og afslappet. Det kan meget vel være, at personen har besluttet sig for selvmordet og derved har opnået lettelse for sine plager. Der er her god grund til at komme i kontakt med personen, vedligeholde kontakten og vise, at man er der og klar til at hjælpe. Man skal ikke spørge om der er noget galt, for dermed inviterer man til at svare nej, men derimod sige lige ud at man kan se at der er noget galt og så lade personen fortælle sin historie og lytte med respekt og forståelse.

Man vil dermed være i stand til at vurdere hvilke stressfaktorer man kan gøre noget ved og hvilke man ikke kan gøre noget ved, og handle herefter. Der er i det hele taget god grund til at tage den dybe respektfulde samtale op igen og investere den nødvendige tid til det – ikke mindst fordi vi alle før eller siden kan få brug for den, og fordi det på mange måder kan lette vores gang på jorden at vi kan dele glæder, sorger og problemer med hinanden.

Bjarne Hansen
1. reservelæge i København, færdiguddannet speciallæge i psykiatri 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu