Læsetid: 2 min.

Den eviggrønne jammerdal

Kristen Bjørnkjær leverer endnu en gang sød confecture til den selvfade mocca i kulturpessimismens indelukkede salon
Debat
11. juni 2003

Kastholm

Dette blot for at korrigere den eviggrønne jammerdal, Kristen Bjørnkjær.
Hans automatiske udfald (Inf. 28. maj) mod Claes Kastholm Hansen, der indsættes som formand for det nye litteraturudvalg, er sikkert sød confecture til den selvfede mocca, der serveres i de ’litterære cirkler’ og det ’kulturliv’, hvor Bjørnkjær udglatter sine rynker. Læg især mærke til det lille syre-drop, hvor Kastholms evner til at skelne mellem lort og lagkage drages i tvivl med bemærkningen om hans egen litterære karriere, der ’gik død efter en enkelt tyndbenet roman’. Her burde vi jo alle ihukomme samme Bjørnkjærs vidunderligt frodige forfatterskab, men standser tanken ikke alene ved ’Hjerteskrog’ – den kleine samling poemer, der skiller sig ud som en arkitektens trøst på en bleg sommermur?
Men min egentlige korrektion går på Kastholms tid som chefredaktør for Ekstra Bladet, hvor han ifølge Bjørnkjær ’stod bag det, som kulturlivet opfattede som en hetz mod to navngivne billedkunstnere, Peter Bonde og Claus Carstensen’.
Jeg kryber straks til korset og bekender for hele jammerdalen, at jeg var en af de soldater, Claes Kastholm sendte i felten mod Kunst-Kliken i Ekstra Bladets spalter. Der var efter min bedste overbevisning ikke tale om en hetz mod de to akademiprofessorer, men om en tiltrængt kritisk blotlægning af iltsvindet i et af kunstens lukkede kredsløb.
Information forsøgte – med den automatik, der passer sig for beboerne i en jammerdal – at rette op på de herrers rennomé i et 24 siders tillæg om billedkunsten. Hvad der står tilbage af det mindeværdige førstehjælpskursus, er Lisbeth Bondes interviews med malerne Ejler Bille, Niels Strøbek og Per Arnoldi, der på alle væsentlige linjer var enige i den kritik, vi (under Kastholms ledelse) lod komme til orde i Ekstra Bladet.

Mølædt fjerpen
Almindelig beskedenhed forbyder mig at nævne, at vi fik Kristian Dahls mindelegat for at have skabt debat om forholdene i den danske kunstverden, og var indstillet til Cavling-prisen for de omkring 100 artikler i serien, men lad mig for en god ordens skyld fastslå, at også dengang havde Kristen Bjørnkjær på lederplads helt automatisk svært ved at trække vejret gennem sin Caminante. Hvad han præcis skrev, husker jeg ikke, men billedet af en sludrevorn pudderparyk med en mølædt fjerpen har fulgt mig siden.
Bjørnkjærs skeptisisme har rod i en udbredt kulturpessimisme, der kendetegnes ved den eksistentielle følelse af 1) at alt var bedre i gamle dage, 2) at al forandring a priori er mistænkelig, 3) at tavshed om kritisable forhold er guld (jfr. de tilbagevendende diskussioner om nepotisme og kammerateri i uddelingerne under Statens Kunstfond), og 4) at god kunst er noget, dem med de rigtige meninger definerer.
Bjørnkjær har gennem årene udmærket sig ved at opfylde alle fire kriterier og må således betegnes som en af de reneste og mest vedholdende kulturpessimister i det kunstliv, han åbenbart er æresmedlem af.
Som sådan er alt ved det gamle – også hans udfald mod Kastholm – i den eviggrønne jammerdal. Men det gør det bestemt ikke mere pynteligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her