Læsetid: 5 min.

Den hellige kanon

Et godt råd til den nye palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen
5. juni 2003

INTERNATIONALT
Her er et godt råd til den nye palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen: Vogt dig for falske analogier til Altalena-affæren! Lyt ikke til de israelske krav om at gøre, som Ben Gurion gjorde imod dette våbenskib!
Hvad var Altalena-affæren? Forklaring følger. Umiddelbart før, at Israel blev til som stat, eksisterede der tre væbnede jødiske organisationer i Palæstina. I dag ynder israelske sikkerhedseksperter ynder at sammenligne disse med fraktionerne i den palæstinensiske modstands-bevægelse.
Den største, Hagana (’Forsvar’) – halvt en officiel hær, halvt en undergrundsmilits – var under kontrol af den zionistiske ledelse. Den kan sammenlignes med det paramilitære værn Tanzim, der har direkte knytning til Fatah, Yassir Arafats palæstinensiske befrielsesorganisation.
Dernæst var der Menachem Begins højrenationalistiske Irgun (’Den Nationale Militærorganisation’, som brød ud fra Hagana i 1930’erne og udførte blodige aktioner imod arabere og de britiske besættelsesstyrker. Irguns oplagte parallel i dag er den militære fløj af Hamas.
Endnu mere ekstrem var den tredje gruppe, Lehi eller ’Israels Frihedskæmpere’ – af briterne kaldet Stern-banden efter dens grundlægger, Avrahan Stern, som blev dræbt af britisk politi i 1942. Den brød ud fra Irgun i 1940, fordi denne organisation gik med til ’våbenhvile’ med briterne ved Anden Verdenskrigs udbrud. Der er oplagte ligheder mellem Stern-banden og Islamisk Jihad – begge kan med en vis ret betragtes som rene terrorgrupper.

Ben-Gurions dilemma
Den zionistiske ledelse under David Ben-Gurion så med afsky på de to ’dissident-grupper’. For det første, fordi de stræbte efter at hindre ledelsen i at udføre den politik, som den anså for den rette. Hver gang en kompromisløsning var under forhandling med de britiske myndigheder, greb Irgun eller Stern-banden til en eller anden spektakulær aktion mod briterne: Så bombede man det britiske hovedkvarter i Hotel King David, så myrdede man Lord Moyne, britisk minister for Mellemøsten, så hængte man to britiske militærsergenter osv. For det andet var dissidentgrupperne en trussel imod ledelsens autoritet. For det tredje var den zionistiske ledelse venstreorienteret, mens Irgun var ekstremt højreorienteret og Stern-bandens ideologi obskurt nationalistisk.
Ben Gurion og hans kolleger forsøgte alt. I slutningen af 1944 iværksatte den såkaldte Operation Jagtsæson, hvor Hagana blev beordret til at kidnappe Irgun-medlemmer på gaden og i deres hjem for at udlevere dem til det britiske politi, der afhørte dem under tortur og satte dem i fængsel.
Det blev Irgun-lederen Menachem Begin, der forhindrede en optrækkende blodig jødisk borgerkrig. Det rørte ham ikke at udgyde arabisk eller britisk blod, men at jøder skulle dø i indbyrdes strid, tålte han ikke. Han forbød derfor sine mænd at reagere, og selv under Jagtsæsonens værste dage, satte Irguns medlemmer sig ikke til modværge.
Hans rival i Stern-banden, Nathan Yellin-Mor, var mere stridbar. Som han betroede mig mange år senere: »Under et hemmeligt møde med Hagana-lederen Eliyahu Golomb lagde jeg min revolver på bordet foran og sagde til ham: Hver og en af os vil skyde på enhver af jer, der forsøger at kidnappe os.« Det fik Hagana til at beslutte at vente med at slå til mod denne gruppe.
Jagtsæsonen hindrede dog ikke de tre væbnede grupper i at forsøge et samarbejde blot få uger senere. Sammen dannede de Hebræisk Oprørsbevægelse, som dog ikke fik lang levetid.
Men hvad var så Altalena-affæren?

k
Da Ben Gurion proklamerede oprettelsen af staten Israel i maj 1948, var han fast besluttet på at opløse alle bevæbnede organisationer med undtagelse af Hagana, som blev omdøbt til IDF, Israels officielle hær. Han ventede bare på den rette lejlighed.
Den kom, da Irgun sendte et skib til den nye stat lastet med soldater, våben og ammunition. Skibets navn var Altalena (pseudonym for Vladimir Jabotinskij, den åndelige og politiske far til Likud-partiet). De præcise detaljer i affæren er stadig hyllet i mystik, men resultatet var klart nok: Ben Gurion krævede, at alle våben blev udleveret til Hagana. Begin nægtede. Derefter udbrød der ildkampe om bord på skibet, der lå for anker ud for Tel Aviv. Angrebet blev ledet af Yitzaq Rabin. Menahem Begin, som havde bordet skibet, blev af sine egne folk skubbet tilbage i havet og flygtede. Flere Irgun-mænd blev dræbt, og skibet sank med hele sin våbenlast. Ben Gurion lovpriste siden ’den hellige kanon’, der sænkede det.
Alt dette skete midt i krigen med araberne. Ved sin resolutte handling satte Ben Gurion en gang for alle stop for eksistensen af private israelske hære. Stern-gruppen tilintetgjorde han tre måneder senere med dens mord på den svenske FN-mægler, Grev Folke Bernadotte, som anledning.
Tilbage til nutiden. Kravet til Abu Mazen om at gennemføre sin Altalena-aktion er farlig demagogi. Umiddelbart kan det forekomme et rimeligt forlangende, men omstændighederne er helt anderledes.
For det første begyndte Ben Gurion først at opløse Irgun og Stern-gruppen, efter at briterne havde trukket sig ud, både officielt og reelt. Abu Mazen bliver afkrævet at handle på et tidspunkt, hvor staten Palæstina endnu ikke eksisterer, og den israelske hær kontroller alle besatte områder.
For det andet besad Ben Gurion (som Arafat i dag) det nødvendige moralske, retmæssige og reelle lederskab. Det gør Abu Mazen ikke.
For det tredje rådede Ben Gurion over en stor og veldisciplineret hær med kamperfaring (jeg var selv soldat heri, og min deling spillede en indirekte rolle i Altalena-affæren). Abu Mazen har intet af den art. I løbet af de sidste to år har den israelske hær systematisk ødelagt de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers infrastruktur, herunder deres fængsler og databaser.
Der er ingen reel analogi mellem den nuværende situation og baggrunden for Altalena-affæren. Tværtimod opfører Arafat og Abu Mazen sig nøjagtigt, som Ben Gurion gjorde, da han stod i en lignende fase: Han skiftevis presser og opmuntrer sine dissidenter, argumenterer med dem og truer dem.
Elimineringen af Israels undergrundsstyrker var kun mulig, fordi et stort flertal af den israelske befolkning forstod, at med oprettelsen af staten var den nationale målsætning indfriet – et resultat som de væbnede grupper kun kunne bringe i fare.
Når først Staten Palæstina er oprettet, og et klart flertal af palæstinenserne indser, at deres nationale aspiration er opfyldt, vil deres ledere have meget lettere ved at overvinde de væbnede organisationer, der måtte forsøge at obstruere deres politik. Men før dette sker, vil vi ikke få se nogen palæstinensisk ’hellig kanon’ åbne ild.

*Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu