Læsetid: 2 min.

De hvide busser var ikke kun svenske

Sverige havde brug for et propaganda-nummer for at sløre, hvor protysk landet havde været
11. juni 2003

Historisk set
Legenden om Svensk Røde Kors’ evakuering af KZ-fanger i Anden Verdenskrigs slutfase og Folke Bernadottes helterolle er sejlivet. Sidst dukkede den op hos Kristen Bjørnkjær i en omtale af en bog om rutebiler (4. juni).
At aktionen, der reddede adskillige tusinde fanger fra døden, var svensk og Bernadottes fortjeneste, er et vellykket eksempel på svensk ’branding’.
I virkeligheden startede det med et norsk initiativ, som danskere med Socialministeriets departementschef H.H. Koch i spidsen tog op. Den første evakueringstransport kørtes i dagene fra den 5. til den 11. december 1944 af danske busser og med dansk personale. »Det danske Hjælpekors« hed den til lejligheden oprettede organisation. Det var dens folk, der efter erfaringer med allierede jagerfly, som angreb alt, hvad der bevægede sig på tyske landeveje, fandt på at male busserne hvide.
Da Bernadotte i februar 1945 blev involveret i bestræbelserne på at redde fanger, havde den danske organisation allerede gennemført seks transporter fra de nazistiske lejre, da den første svenske bus rullede ind i Tyskland den 15. marts, havde danskerne fejret gennemførslen af transport nr. 10 og hentet 344 af de hårdest medtagne til Danmark.
Danske læger var de første, der stod over for udhungrede muselmænd og skulle finde på hurtig hjælp imod deres uhyggelige kvæstelser og sygdomme. Og personalet fra den danske aktion var det, der ved overtalelse og bestikkelse af brutale lejrkommandanter banede vejen for fangernes frigivelse.

Bernadottes indsats
Bernadottes indsats var ved underhandlinger med SS-rigsfører Himmler at få udvidet aktionens omfang, og ved at tilføre den svenske busser og frisk svensk personale at speede den op. Den skal på ingen måde nedvurderes. Hvert køretøj og hver en hjælper reddede menneskeliv i den desperate situa-tion. Men det hører også med, at en stor del af det svenske personale hurtigt fik nok af strabadserne og rejste hjem, hvorefter danske frivillige trådte til og sikrede, at de svenske busser kørte videre, så længe der overhovedet kunne køres på vejene i det sammenbrydende Tredje Rige.
Sverige havde hårdt brug for et propagandanummer, der kunne få de allierede til at glemme, hvor protysk landet havde forvaltet sin neutralitetspolitik i krigens første fire år. Hjælpeorganisationens danske folk var pinligt be-rørt over svenskernes skamløshed og nationalegoisme, men undlod at modsige dem af hensyn til den nordiske solidaritet og taknemmeligheden over, at Sverige havde givet asyl til flygtninge fra Danmark under besættelsen.
Først sent (1984) tog en af hjælpeaktionens ledende danskere, Johs. Holm, bladet fra munden og fortalte i en erindringsbog Sandheden om de hvide busser. Jørgen Barfod har dog i Helvede har mange navne fra 1969 berettet om både den svenske og den danske side af fangeevakueringen, jeg selv også i en artikel i bogen Befreiung, Sachsenhausen 1945 (Berlin 1996).
Efter at Bernadotte i 1948 blev myrdet under en fredsmission til Mellemøsten, var der ingen, der havde lyst til at pille ved myten om ’hans’ redning af KZ-fangerne. Men i dag er der ingen grund til ikke at fortælle historien om ’de hvide busser’ som det, den var: et ’fællesnordisk’ initiativ, hvor danskerne gjorde det forberedende arbejde, tog de første vanskelige skridt i marken og stillede hovedparten af personalet og busserne, men svenskerne tilføjede momentum og volumen – og løb med hele æren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu