Læsetid: 5 min.

Italiens demokrati er i fare

Ministerpræsidenten kontrollerer landets vigtigste medier, og hans regering vedtager love, der sikrer ham mod retsforfølgelse for gamle korruptionssager
17. juni 2003

International
Italien er i fare. Vi risikerer at blive til et regime, uden at vi opdager hvornår.« Sådan lød advarslen fra den italienske oppositionsleder, centrum-venstrepolitikeren Francesco Rutelli i sidste måned. I mellemtiden er ministerpræsident Silvio Berlusconis personlige advokat, Cesare Previti, kendt skyldig i korruption til fordel for Berlusconis interesser og idømt 11 års fængselsstraf; redaktøren af Italiens førende dagblad, Corriere della Sera, er blevet fyret for at bringe kritiske artikler om Berlusconi. Og det italienske parlament hastebehandler lige nu et lovforslag, der skal sikre regeringschefer som Berlusconi immunitet imod retsforfølgelse.
Lovforslagets sigte er ene og alene at redde Berlusconi ud af en anden verserende korruptionsretssag. Forhistorien går tilbage i 1986, da Berlusconi var en succesrig erhvervsmatador i Milano. Den statsejede fødevaregigant SME skulle privatiseres og var ret beset allerede solgt til daværende Olivetti-chef Carlo De Benedetti, da Berlusconi pludselig meldte sig på banen som leder af en rivaliserende tremandsgruppe (der også talte pastakongen Pietro Barilla og nutellaens opfinder Michele Ferrero). Tvisten endte i en retssag, som Berlusconi vandt. Anklagen går på, at dette for tremandsgruppen så gunstige udfald alene skyldtes, at Berlusconis holdingselskab Fininvest havde bestukket dommeren. En stærkt belastende sag for den italienske ministerpræsident, skulle man mene. Men Berlusconi bekymrer sig ikke om at få renset sin ære. Han har adskillige kneb i baghånden for at sikre sig straffrihed.
Berlusconi er med en formue på over 70 mia. kr. Italiens rigeste mand – en status han næppe har glæde af bag tremmer. Frygten for fængselscellen var muligvis ikke den udslagsgivende grund for ham til at gå ind i politik, men kan meget vel være en afgørende grund til, at han er forblevet der.

Vredere og vredere
Tilbage i 70’erne og 80’erne, da Berlusconi skabte sig formuer på ejendomshandel og medievirksomhed var det stort set umuligt at gøre store forretninger i Italien uden at bestikke sig frem. Først de såkaldte Tangentopoli-skandaler gjorde det af med det gamle parløb mellem organiseret kriminalitet og Italiens politiske elite, og i 1994 kom Berlusconis Forza Italia-parti til magten ved en jordskredssejr som erklæret beundrer af Mani Pulite (’De Rene Hænder’), et tilnavn for den gruppe italienske dommere, som sendte i dusinvis af toppolitikere, forretningsmænd og mafiabosser i fængsel for returkommissioner, bestikkelse og endog mord.
Tangentopoli-retssagerne var et dødbringende slag mod det mangeårige regeringsparti De Kristelige Demokrater og dets socialistiske rival og skabte derved den åbning, der førte Berlusconis Forza Italia til magten. Men partilederens begejstring for Italiens nye retsorden svandt hurtigt,
da undersøgelsesdommere pludselig begyndte at granske hans egen tætte forbindelser med den dybt korrumperede eksministerpræsident Bettino Craxi (som flygtede til Tunesien for at undgå fængsel og døde der). Berlusconi blev vredere og vredere og udtalte, at ’De Rene Hænder’ udførte »bestillingsarbejde for at erobre magten til kommunister og venstredemokrater«.
En syndflod af korruptionssager mod Berlusconi og hans forretningspartnere bragte hans første regering til fald på mindre end et år i 1994. Men da de bedste advokater, som rigmanden og partiejeren kunne hyre, havde held til at trække de fleste af sagerne i langdrag, endte det med, at de faldt for forældelsesfristen. Et lille tal verserede dog stadig, da Forza Italia og dets ’postfascistiske’ koalitionspartnere generobrede regeringsmagten i 2001. Siden da har en af regeringens væsentligste aktiviteter været at vedtage love, der kan holde Berlusconi ude af fængslet.

Gangsterregime
Først var der loven om retsvæsenets samarbejde med udenlandske retsvæsener, som gjorde det sværere at skaffe data fra schweiziske bankkonti, der kunne tælle som bevismateriale i retten. Så kom loven, der ændrede revisorfalsknerier fra at være noget decideret kriminelt til blot at være en civil forseelse. Derpå fulgte loven, som gjorde det muligt at flytte en retssag fra en jurisdiktion til en anden, hvis en højere domstol mente, at de oprindelige dommere var fjendtlige og partiske. (Berlusconi forsøgte på det tidspunkt at flytte en retssag fra Milano, der så skulle begynde forfra et andet sted, hvilket ville tage så lang tid, at forældelsesfristen ville redde ham).
Men da ingen af disse love så ud til at redde ham fra en korruptionssigtelse i SME-bestikkelsessagen, skitserede Berlusconi-regeringen i lyntempo et nyt lovforslag, der sikrer immunitet for Italiens øverste politiske ledere. Hans flertal i parlamentets overhus har allerede vedtaget det, og hans flertal i underhuset vil vedtage det 21. juni. Derefter vil Berlusconi være fri for strafferetslig forfølgelse og kan uforstyrret indtage posten som præsident for EU’s formandskab i juli (selv om alle hans medanklagede – som den allestedsnærværende Cesare Previti – med stor sandsynlighed står til lange fængselsstraffe).
Skurkagtige toppolitikere slipper ofte ustraffet: USA’s præsident Gerald Ford gav Richard Nixon amnesti, og den russiske præsident Vladimir Putin gav sin forgænger generel immunitet mod retsforfølgelse. Frankrigs præsident Chirac har klaret frisag i årtier, alene fordi hans landsmænd åbenbart ikke finder det synderligt belastende, at Chirac igennem årenes løb har set sit snit til at stikke i ikke ubetydelige offentlige midler i egne lommer. Ingen af de her nævnte har dog så groft og så skamløst skændet sit lands love, som tilfældet er med Berlusconi.
Det mest forbløffende ved Berlusconi er, hvor frækt og utilsløret han udfolder sin magtfuldkommenhed – eksempelvis som i fyringen af Corriere della Seras redaktør, Feruccio de Bortoli i sidste måned. Corriere er Italiens største og mest respekterede avis. Den er af klart borgerlig observans, men var under de Bortolis ledelse kritisk over for Berlusconi. Regeringschefens vrede vaktes, da avisen bragte en klumme, hvor Berlusconi sammenlignes med Mussolini. Kun to uger gik der, før de Bortoli var ude af klappen, og den Berlusconi-venlige Stefano Folli var indsat som ny redaktør for Corriere. Berlusconi ejer i forvejen Italiens tre største private tv-stationer, og kontrollerer som ministerpræsident det statslige fjernsyn, RAI’s tre kanaler. Er Berlusconis regering virkelig ved at forvandle sig til et gangsterregime? Måske ikke helt. Men Berlusconis eneste garanti for at undgå fængsel er nu at holde fast i magten.

*Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist. Hans klumme bringes i aviser i 45 lande

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu