Kronikken
Krigen i Irak har atter fået debatten om energiressourcer og forsyningssikkerhed til at blusse op. Debatten har desværre båret præg af løse påstande uden hold i ressourcegeokemiske opgørelser, og samtidig er diverse geokemiske begreber blevet sammenblandet i en skøn forvirring. Dette giver en unuanceret og afsporet debat om noget så vigtigt som fremtidens energiforsyning dvs. livsnerven i ethvert moderne samfund.
Ved ressourceopgørelser opererer man bl.a. med følgende fire grundlæggende begreber.
Geologiske ressourcer er de ressourcer, der rent hypotetisk findes på planeten. De er estimeret ud fra statistiske metoder baseret på vores meget omfattende kendskab til klodens geologi.
Udnyttelige ressourcer er den del af de geologiske ressourcer, som det sandsynligvis kan betale sig at udvinde efterhånden som der gøres teknologiske fremskridt og ressourceprisen stiger.
Beviste reserver er den del af de udnyttelige ressourcer, som kan udnyttes med kendt teknologi til acceptable omkostninger og som er bevist eksisterende ud fra testboringer, analyser m.m.
Simpel udtømningstid beregnes for forskellige scenarier ved at dele de udnyttelige ressourcer med forbruget fremskrevet med forskellige vækstrater.
Tabellen herunder giver en oversigt over verdens fossile og fissile energiressourcer opgjort i 2002 samt den simple udtømningstid ved forskellige vækstrater for forbruget. Naturligvis kan tabellens størrelser altid diskuteres, men værdierne er de størrelser, der angives i internationale ressourceopgørelser og som har vist sig konsistente ved flere uafhængige opgørelser.
Ressourceopgørelser for kul, olie og naturgas er i Giga (milliarder) ton olieækvivalenter (Gtoe), mens de tilsvarende opgørelser for uran er i Mega (millioner) ton uran (Mt). Forbruget af kul, olie og naturgas er Gtoe pr. år, mens forbruget af uran er Mt pr. år. Udtømningstiden er i år efter 2002.
For uran er de geologiske ressourcer i princippet uendelig store, mens de udnyttelige ressourcer begrænses af omkostningerne til produktion af uran. I tabellen er de udnyttelige uranressourcer opgjort efter en uranpris op til 130 USD pr. kg råuran, hvilket svarer til mere end en femdobling af den nuværende pris på råuran. Bliver uranen dyrere, anses a-kraft ikke for konkurrencedygtig.
Verdens energiforbrug dækkes gennemsnitligt af 40 procent olie, 25 procent kul, 25 procent naturgas, 5 procent a-kraft og 5 procent vandkraft. Der er som bekendt store regionale forskelle, og de følgende betragtninger er derfor et udtryk for generelle udviklingstendenser.
En fireprocents vækstrate i ressourceforbruget er muligvis lavt sat, når man tager hensyn til den historiske udvikling i ressourceforbruget kombineret med befolkningseksplosionen i u-landene.
For at sætte tingene lidt i perspektiv kan nævnes, at forbruget af fossile ressourcer er 15-20 gange højere pr. person i i-landene sammenholdt med u-landene, og at 80 procent af jordens befolkning findes i u-landene. Denne situation er ikke stabil, og vil ændres drastisk mod et øget ressourceforbrug de kommende årtier grundet voldsom materiel vækst i specielt Indien, Sydamerika, Kina og Asien.
Problemstillingens alvor kan illustreres med et lille regneeksempel.
For 50 år siden var de udnyttelige olieressourcer 295 -450 Gtoe, og forbruget var 0,45 Gtoe. Den simple udtømningstid ved uændret forbrug var derved 650-1.000 år i 1950, men grundet massiv vækst i olieforbruget er udtømningstiden i dag 60-100 år ved uændret forbrug. Dvs. væksten i olieforbruget har i løbet af 50 år reduceret udtømningstiden for olie til en tiendedel.
Derfor bliver det primært væksten i ressourceforbruget (specielt i de nævnte ulande), der kommer til at bestemme udtømningstiden for ressourcerne snarere end ressourcernes størrelse.
Før den rent fysiske udtømning af ressourcerne tager ressourcepriserne naturligvis en himmelflugt, hvorfor udtømningen i praksis trækker ud over, hvad der er angivet i tabellen. Men allerede når oliepriserne indenfor 30 års tid tager en himmelflugt og trækker de øvrige ressourcepriser med, så bliver i-landene delvist lammet, da de i dag er lige så afhængige af enorme mængder billig olie som før oliekriserne. Den afgørende forskel er dog, at mens 70ernes oliekriser var kortvarige og opstod på baggrund af spekulative prisstigninger, så er de kommende oliekriser permanente, da de skyldes udtømning. Hverken krig eller handelsbarrierer kan ændre dette, og da omstilling af i-landenes energisystemer til vedvarende energi tager lang tid, så er det på høje tid at starte en bæredygtig udvikling.
Forsyningssituationen bliver endnu mere kritisk, når man tager højde for, at olien p.t. udgør 40 procent af verdens energiforsyning og først udtømmes, hvorefter der bliver et enormt pres på naturgas- og kulressourcerne, så udtømningen af disse accelereres.
Irak har verdens næst største olieressourcer, mens USA er verdens største enkeltforbruger af olie.
Bush-regeringen er fuldstændig opmærksom på den meget ustabile forsyningssituation, og at USA kollapser, når landet ikke længere har uhindret adgang til store mængder billig olie.
Derfor handlede krigen i Irak i høj grad om at opnå kontrol med regionens store mængder olie, hvilket USA nu tydelig har understreget ved efterfølgende at tage kontrol med Iraks olie.
Krigen var ligeledes et klart signal til resten af olieimperierne i Mellemøsten om, at USA kræver uhindret adgang til regionens olie.
Dette illustrerer i øvrigt en tydelig forskel på Bush og Al Gore. Bush vælger kortsigtede populære løsninger ved at gå i krig for at »sikre landets fremtid«, mens Al Gore havde satset på langsigtede nationale løsninger i form af energibesparelser og vedvarende energi. I Danmark har vi ikke kul af betydning, og vores olie- og gasressourcer er udtømt inden for 25 år.
Danmarks energiforbrug i 1999 var fordelt på ca. 45 procent olie, 23 procent kul, 22 procent naturgas og ca. 10 procent vedvarende energi (vindmøller, affaldsforbrænding m.m.).
Grundet vores satsning på vedvarende energi og energibesparelser, så har Danmarks forbrug af energi ikke ændret sig de sidste 30 år på trods af markant økonomisk vækst. Samtidig dækker vedvarende energi i dag en ikke uvæ-sentlig del af danskernes meget høje energiforbrug.
I betragtning af vores meget skrøbelige forsyningssituation bør Danmark indenfor 30 år omstille energisystemet fra fossil energi til vedvarende energi i samarbejde med omverden. Omstillingen er teknisk mulig, men tager tid, så der skal handles nu, hvis dyre nødløsninger skal undgås.
Ligesom vore forgængere tænkte fremad, da de investerede deres skattekroner i infrastrukturen og opbygning af landet, så bør vi også tænke fremad til fordel for vore børn og børnebørn.
Danmark har via EU ratificeret Kyoto-protokollen, der sætter et loft over vor for-urening med CO2 fra fossile energikilder.
Derfor er det nærtliggende at løse to problemer på en gang ved at lave en klimastrategi, der satser på yderligere nationale energibesparelser kombineret med udbygning af den vedvarende energi. Derved løses forureningsproblemerne såvel som forsyningsproblemerne ved brug af danske arbejdspladser.
Desværre har regeringen gjort det stik modsatte i deres klimastrategi fra februar, der lægger op til køb af forureningskvoter, udenlandske energibesparelser og udenlandsk udbygning af vedvarende energi. De danske skattekroner bruges derved på at sikre udlandets forsyningssikkerhed. Er dette mon en velovervejet investering af vore skattekroner ?
Ved at reducere vor forbrug af fossile brændsler opnås desuden en forbedret handelsbalance, og den danske økonomi bliver løsrevet fra de ustabile regimer i Mel-lemøsten.
Når De Økonomiske Vismænds rapport om 90ernes energipolitik bliver rettet for diverse pinlige fejl og tekniske misforståelser, så fremstår 90ernes investeringer i vedvarende energi som en ganske god forretning.
Desuden er vedvarende energi allerede nu konkurrencedygtig med konventionel energi baseret på fossile brændsler, når eksternaliteterne fra fossile energi-
systemer medtages. Dette understreges tydeligt i en EU-rapport (ExterneE) om eksternaliteter fra energisystemer.
Jeg er netop vendt hjem fra et møde i Bruxelles med delegationer fra en række andre europæiske lande. Alle disse lande er nu ved at kopiere Danmarks energipolitik fra 90erne, og ser med stor undren på, at Danmark har smidt førertrøjen.
På baggrund af landets forsyningssituation vil jeg derfor opfordre regeringen til at genoverveje deres klimastrategi og energipolitik, så den danske energipolitik (igen) baseres på langsigtede ressourcegeokemiske overvejelser frem for kortsigtede økonomiske interesser.
.
FAKTA
Verdens Ressourcer 2002
KulOlieNaturgasUran
Geologiske ressourcer8.000Ikke opgjortIkke opgjortIrrelevant
Udnyttelige ressourcer 2.300200-350 330-48010-20
Beviste reserver6001401103,2
Globale forbrug2,23,52,20,062
Udtømningstid i år 0 %1.00060-100 150-220160-320
ved forskellige 4 % 10030-40 50-6050-70
vækstrater
*Kåre Press-Kristensen
er uddannet civilingeniør, forskningsassistent Miljø & Ressourcer DTU
Danmarks Tekniske Universitet
