Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
17. juni 2003


Sæt Jesus fri
Tænk om præsten Grosbølls provokationer – i øvrigt i tråd med Jesus’ – kunne blive indledning til at man fik skrællet alt broderiet på Jesus af. Præster er da de nærmeste til at vide, hvad forfatterne til det nye testamente og måske navnlig deres hjemmelsmænd har præsteret af fortolkninger, fordi deres rabbi ikke fik oprettet Messiasriget hin påske, men i stedet blev klynget op på et kors.
Deres skuffelse over at det endte så sørgeligt blev kompenseret af legenden om hans opstandelse og genkomst. Kunne man tænke sig en dødsformodningssag dengang, var den jo nok strandet på, at flere havde mødt og talt med Jesus efter korsfæstelsen. Muligvis var dommeren nået til det ukristelige resultat, at nogle af hans tilhængere havde set deres snit til at tage ham ned af korset og fået ham restitueret. Siden er han vel enten død af sine sår eller gemt af vejen hos en venligsindet sekt.
Kunne man altså frigøre ham for den jødiske bibel og tradition, mange jøders forventning om De sidste Dage, jødiske og hellenistiske fortolkningerne og en række kirkemøder, kirkefædre, trosbekendelser og dogmer, så stod man tilbage med manden Jesus. Og kunne koncentrere sig om hans radikale udfordringer af hyklere, rethaveriske, selvretfærdige og fundamentalister ved overraskende handlinger og rammende lignelser.
Sæt man kunne behandle ham, hans ord og gerninger som f.eks. Sokrates’, så ville hans virke, befriet for alt religiøst om-svøb, nå langt videre ud: til hedninge og vantro, til buddhister og muslimer.
Det synes jeg han er værd, og alle kunne fortjene.

Hans Thomassen
Korsør

Fremragende opsummering
Lederskribenten den 12. juni sammenfatter artikelserien om velfungerende og velintegrerede indvandrere i 10 bud. For eksempel:
*Man skal tage sit liv i sine egne hænder – først og fremmest
*Man skal erkende, at man er anderledes
*Man skal tilpasse sig og være ydmyg
*Man skal lade være med at opfatte sig selv som offer
*Man skal fokusere på det positive
Osv.
Med undtagelse at det bud, der handler om at man skal opgive drømmen om det fjerne hjemland, kunne alle disse bud gælde for hver og en af os i dette senmoderne samfund. Det er en fremragende opsummering, lederskribenten foretager.
Derfor er det så meget mere deprimerende, at han/hun i næste åndedrag udnævner disse bud til at kunne være forfattet i højre side af Folketinget. I hvert fald hvis følgeslutningen er, at så må alle, der ikke deler meninger med den del af Tinget, gradbøje disse udmærkede leveregler. Er det smart at opfatte sig som offer, eller lade være med at tage sit liv i egne hænder? Tænk hvis integrationsarbejdet har været båret af andre værdier end lederskribentens 10 bud?

Jørgen Stærmose

Normal/unormal
Normale begravelsesskriverier: »Hvil i Fred«. Unormale begravelsesskriverier: »Men, ej for længe, der er andre, der kan trænge«. Der synges salme nr. 24321788583591335889. Efter prædiken nr. RMCXUSTY. De skyder igen, planterne altså, og lånene er stadig væk i løbetid. Riffelskud, Muldvarpeskud, Skudår, Skudsår, Skudsikkert. Aflad mig således, afledning, afladsbreve, åreladning.

Oda Knudsen,
Møllevej 6, Vig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her