Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
6. juni 2003


Det europæiske imperium
*Vi skal snart stemme om en ny unionstraktat. Det romerske imperium udmærkede sig ved effektiv styring og monumental selvforståelse. Den europæiske union – bygget på Romtraktaten – benytter sig af demokratisk ornamentering mens det klinger af ensstemmig munkesang omsvøbt af gotiske katedralers akkustisk.

Helgi Breiner

Efterløn
Når politikerne og den højreorienterede (handelsskole)’vismandsstand’ har kastet sig over efterlønnen som det helt store monster mod Velfærdsstatens forsatte funktion fremover, kunne det måske samtidig være et udtryk for en politisk ønsketænkning. Set ud fra et rent pengesamfunds (liberalistisk) synspunkt er efterlønnen jo også en kile under arbejdsoverskudsudbudets (moderat ledighed) fromme ønsker. Kædet sammen med det negativ ladede udtryk, ældrebyrden, formår man at underkende efterlønnens samfundsgavnlige virkning. Nemlig at en større del af den ældre befolkning forlader arbejdslivet i en bedre helbredstilstand og derfor ikke belaster samfundet så tidligt i den tredje alder.
Det er en kendsgerning at den, som er på vej til at være udbrændt eller har begyndende problemer med bevægeapparat, ofte foretrækker at give arbejdet en tand ekstra og blive et par år på arbejdet og så gå på efterløn fremfor at gå den ydmygende vej gennem førtidspensioneringssystemet, med de mange faldgruber og fare for en dårligere økonomisk løsning. Den nuværende (reviderede) efterlønsordning med delvis selvbetaling (som en pensionsordning) i en 25 års periode har jo allerede dæmpet tilgangen og med denne medbetaling er der jo mulighed for fremtidige justeringer af indbetalingen til kompensation for samfundsudviklingen. Desuden kan efterlønnen for mig at se ikke være særlig attraktiv for den del af befolkningen, som har personlig indkomst på over 250.000 om året med mindre man da ønsker at sætte sit forbrug ganske væsentligt ned. Men det er måske den manglende overforbrug i samfundet der er problemet?
Mon ikke vismændene skulle slå terningen om en gang inden man lægger sig fast på efterlønnen som et samfundsproblem? Der er virkelig snese af langt mere alvorlige ting af samfundsmæssig betydning at dyrke på ’borgen’, hvis politikkerne havde modet til det.
 
Bent Brogaard
Provstevænget 5, Galten

Religiøs fanatisme
Information 26. Maj 2003:
»Hvis du holder op med at drikke, så vil jeg gøre dig til præsident,« sagde Gud, »Top,« sagde Bush.
’Horisont’ DR 26. Maj:
»Religiøs fanatisme fører til terror, siger amerikanerne.«
Tja, de må jo vide det.

Grethe Gram
Elmegårds Allé 9, Hillerød

Grove forbrydelser?
I Cuba sættes man i fængsel for at være ejer af en Sony-båndoptager, læser vi i den mindst ringe.
I det kinesisk besatte Tibet skal der endnu mindre ’forbrydelser’ til at give ophold bag tremmerne. Det er nok at have et billede af Dalai Lama, der besøgte Danmark Grundlovsdag…

Niels Stubkjær
H.C. Lumbyes Gade 10, stuen, Kbh. Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her