INTERNATIONAL
I sin mest berømte bog, Moderniteten og Holocaust, hævder Zygmunt Bauman, at jødeudryddelserne slet ikke var en historisk anomali et forbigående tilbageskridt til irrationel brutalitet men tværtimod et af flere mulige produkter af moderniteten:
Den kulturelle renhedstænkning, den ansigtsløse, ansvarspulveriserende, bureaukratiske effektivitet og ikke mindst den centraldirigerede samfundsplanlægning var iboende træk ved det moderne.
Foreløbig har ingen leveret en tilsvarende analyse af Sydafrikas apartheid-system, hvilket turde være på høje tid.
Apartheid var langtfra et unikt fænomen udtænkt i isolation af onde boere.
Formelt blev apartheid indført i 1948, men systemet kunne uden videre bygge videre på tidligere praksis i Sydafrika og beslægtede systemer andre steder, f.eks. i USAs sydstater og i britiske kolonier som Rhodesia og Kenya.
Andre nationalismer
Boernationalismen lignede meget europæiske, romantiske nationalismer som den norske eller serbiske, men måske allermest den quebecske.
I opbygningsfasen før Anden Verdenskrig hentede den intellektuel ammunition fra samtidig tysk antropologi, som havde udløbere ved afrikaans-sprogede universiteter, og som hævdede, at kulturer var mystiske helheder, som helst burde holdes adskilt.
Det særlige ved systemet var, at det kombinerede to typiske politiske fremtrædelsesformer i det 20. århundreder, og at det var tvunget til at løse to sæt af problemer.
Det første problem lød: Hvordan sikre de hvides velstand på langt sigt i et hav af fattige sorte? Apartheids løsning var fysisk segregation og systematisk favorisering af hvide. Dette løste fattigdomsproblemet blandt afrikaans-talende hvide.
Under apartheid fik hvide faglærde arbejdere og håndværkere begrænset konkurrence, priserne for deres ydelser gik op, og de havde rigelig adgang til underbetalt arbejdskraft, som kunne servere dem middag og rense deres svømmebassiner. Hvor ellers i verden kunne en ganske almindelig blikkenslager holde egen tjenerstab?
Bosætterkolonialsme
Dette tema fra det 20. århundredes historie hedder kolonialisme eller rettere bosætterkolonialisme.
Forskellen er, at i Nordamerika og Australien blev de indfødte decimeret, og de overlevende jaget ind i reservater, før de kunne nå at blive til en stor og effektiv tjenerklasse.
Så er der problem nummer to: Hvordan kontrollere millioner af nødvendige, men genstridige arbejdere? Også her havde apartheids arkitekter svaret:
Ved at begrænse deres bevægelsesfrihed med paslove, ved brug af overvågning, politibrutalitet og et netværk af angivere, som skabte frygt og mistænksomhed og ved at konstruere boligområder, black townships, som var lette at kontrollere og manglede en infrastruktur, som gjorde det muligt for arbejderne at organisere sig. Apartheids arkitekter var næppe inspireret af stalinismen (et mindretal iblandt dem beundrede derimod Hitler), men løsningerne lignede.
Østeuropa og Sydafrika
Sydafrika under apartheid var ikke bare en autoritær, men også en totalitær stat. Der var ikke bare love, som forbød sex over racegrænserne, men det var også forbudt for afrikanere at drikke stærkere varer end statsautoriseret durra-øl.
Landet fik for en sikkerheds skyld ikke fjernsyn før 1976. Systemet var omfattende og effektivt. De monotone betonhuse, som udgjorde de sortes townships, blev opført med lynets hast i 1950erne, og beboerne blev drevet ind i dem som kvæg. Potentielle urostiftere blev omgående elimineret.
Der findes endnu intellektuelle, som mener, at mens apartheid var ren ondskab, var socialismen i Østeuropa i det mindste moralsk flertydig.
Apartheid var jo racistisk, hvilket man i det mindste ikke kan anklage socialismen for at være. Det er imidlertid ikke så sikkert, at ofrene for Ceaucescus hemmelige politi eller de fritænkere, som blev sendt til Gulag, mærkede noget til forskellen.
Apartheids fald og den østeuropæiske socialismes opløsning faldt desuden sammen i tid. P. W. Botha, af nogen kaldt Sydafrikas svar på Gorbatjov, så, hvilken vej det gik og indførte i febrilt tempo reformer igennem 1980erne i håbet om at undgå fuld borgerkrig. I 11. time kom ANC og de sydafrikanske kirker den desperate stat til undsætning, personificeret ved Nelson Mandela og Desmond Tutu. Kollaboratører og tidligere statslønnede torturbødler fik generelt amnesti, på samme måde som Stasi-informanter i DDR.
Endnu en lighed mellem de østeuropæiske lande og Sydafrika er, at det sidste ti-år har været præget af voksende klasseskel og tiltagende afhængighed af verdensøkonomien, i særdeleshed finansinstitutionerne og de transnationale selskaber. I begge dele af verden er der mange, som undrer sig over, hvorfor den politiske frihed ikke har givet dem højere levestandard nu, hvor de endelig bliver regeret af folkevalgte.
Venter på løsninger
Selv om det nok kan være fristende, går det ikke an at give fortidens synder skylden for alt, som et gået galt i nutiden.
I Sydafrika er det nødvendigt at finde andre forklaringer end arven fra apartheid på, at landet ikke evner at håndtere hiv/aids fornuftigt, at præsidenten ikke kan få sig til at kritisere sin gamle ven, Robert Mugabe, at voldskriminaliteten fortsat er i verdenstoppen, og at de 60 procent fattigste har fået det materielt værre i 10-året efter apartheid.
»Afrikanske problemer kræver afrikanske løsninger,« siger præsident Mbeki.
Millioner af sydafrikanere venter utålmodigt på disse løsninger, og noget siger mig, at det ikke er Verdensbanken eller IMF, som har dem.
*Thomas Hylland Eriksen er professor i socialantropologi
*Oversat af Niels Ivar Larsen
*Thomas Hylland Eriksen er i disse dage i Danmark. Mød den norske professor i aften, hvor Luftskibet, Informations Forum for Systemdebat, har indbudt ham til at tale over emnet Fleksibilitet en moderne verden. Det sker kl 19.30 i Auditorium RO9, Institut for Statskundskab, Rosenborggade 15, København. Gratis adgang.
