Læsetid: 4 min.

Når præster fornægter Gud

En åbenhjertig præst sætter fokus på spørgsmålet: Bor Gud kun i sproget?
Debat
3. juni 2003

Kristendom
Kristendommen er i disse år oppe i debatten på mange måder. Som dansk arvesølv, som historisk stof – og som underholdning i medierne. Det gejstlige rum er fotogent og en del af aktørerne underholdende (Moses Hansen, Søren Krarup, Tove Fergo); og bag det ligger så de pirrende eksistentielle spørgsmål: Retfærdighed, evigt liv?
Det har altsammen en sproglig fremtræden, afhængig af den tid, debattanterne befinder sig i – ja, siger filosofferne, sproget er bevidstheden. Dette ser vi i præsenteret ved et interview i Weekendavisen 23. maj med sognepræsten i Taarbæk, Thorkild Grossbøll, som siger, at han ikke tror »på en skabende og opretholdende Gud, ikke på opstandelse eller et evigt liv«. Den slags har aldrig sagt ham noget. Men han er glad for at være præst.
Kristeligt Dagblads leder 28. maj slutter med at bemærke, at tiden og en bebudet samtale med Grossbølls biskop, Lise Lotte Rebel i Helsingør, må vise, om sagen får konsekvenser for ham: »Der må være grænser for, hvor langt væk en præst kan bevæge sig fra folkekirkens bekendelsesgrundlag.«
Ord betyder imidlertid ikke det samme fra generation til generation, hverken i det daglige sprog, på universitetet eller i kirken.

Barnetroen er visnet
Bibelen opfattes stadig af mange mennesker som grundlæggende for vores kultur og eksistentielt væsentlig. Men det nytter ikke at forkynde kristendom, som om det er menighedens fejl, hvis den ikke kan opgive sin egen tids sprog og tænkemåde. Moderne mennesker kan ikke tro på Jesu opstandelse efter tre dage i helvede.
Hvor mange præster evner i dag at se på den kristne trosbekendelse som en skildring af en faktisk virkelighed? Mange kan antagelig kun tro på trosbekendelsen som en sammenfatning af den kristne myte. Den afdøde teolog Johannes Sløk ville sige, at som forkyndelse er bekendelsen sand. Adspurgt i fjernsynet om det evige liv svarede han: »Det evige liv? Jeg ved ikke, hvad det er«.
Det hjælper i situationen ikke at opruste ved at ændre på gudstjenesten, spille anden musik, introducere nye salmer – endsige ved at arbejde på vækkelse i det gamle mønster. Dygtige præster kan måske på denne måde vinde unge for en tid, men ellers?
De skiftende tidsaldres livsopfattelse viser sig i synet på historiens forløb – er Gud ’kun’ et begreb i sproget, eller griber han ind? Skal han staves med stort, og da hvorfor? Hvornår – hvorlænge – stod eksempelvis det, der kaldes barnetro, i blomst herhjemme?

Ansgars inderlige ønske
Præstekonen Eline Bojsen mente, at hendes mand handlede efter Guds vilje, da han efter den første slesvigske krig i 1850 forlod Sjælland for at søge et af de embeder i Slesvig, det gamle danske land, der var blevet ledige efter fredens udrensninger. Det var i tiden ikke unaturligt at tro, at Gud kunne hjælpe den danske sag (»End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag«). Vi danske betragtede den tilsvarende tyske tankegang som tæt på blasfemi (Gott mit Uns).
En del år senere fik min far af sin bedstefar foræret en meget populær bog, politikeren Frederik Barfods Fortællinger af Fædrelandets Historie. Det er i dag pudsigt at læse denne bog fra Eline Bojsens tid. Den begynder med Nordens Guder, hvorpå følger fortidskongerne Dan og Angel. Efter Frode Fredegod kommer Ansgar, Danmarks Apostel, der kom som missionær fra de omstridte nordtyske egne. Om Ansgar (død 865) hører vi, at han efter 39 års virke blev klar over, at han ville dø i sin seng og altså ikke skulle opnå den martyrdom, han så inderligt havde håbet at vinde. Han fik dog den trøst, at han under messen henrykkedes i ånden og hørte Gud irettesætte ham for hans tvivl. Han faldt til ro og ønskede nu blot at bortvandre på Marias renselsesdag. Det kan man smile ad i dag, men det var engang alvor.
Hovedproblemet i vor tids tale om kristendom er dette: Er der noget tilbage, når det tidstypiske i fremstillingen skrælles bort? I Ansgars helgenkrønike hører vi om hans bekymringer, men var det Gud, der irettesatte ham? Eller slumrede den gamle mand blot et øjeblik og fik en dejlig drøm, dannet efter det, der optog ham, at dø som ærkebiskop på en måde, som han kunne være bekendt over for Gud?

Stort traditionstab
Mange af vor tids teologer diskuterer, om det overhovedet er gørligt at diskutere et gudsbegreb som andet end udtryk for skiftende tiders opfattelser og menneskers længsel mod noget absolut.
For mig står det sådan, at en religion, hos os kristendommen, dårligt kan undværes. Det er dybt bekymrende, at der er sket et stort traditionstab. Dertil er kristendommen og bibelens historier alt for gode.
Folkekirken er med til at holde befolkningen sammen. De forskellige retninger respekterer godt nok ikke hinanden, men de må tåle hinanden. Hvis den nuværende folkekirkelige ordning ophæves, vil konsekvensen antagelig blive endnu større ufred og kampe end tilfældet allerede er i den kirkelige polemik. Folkekirken er i vore dage mindre end nogensinde det sted, hvor ortodoksi bør autoriseres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her