Læsetid: 4 min.

Næste akt

Tid til ny teaterlov: Hvor langt er dansk teater villige til at gå, for at systemerne kommer på omdrejning med tiden og et nyt publikum?
Debat
17. juni 2003

Kommentar
Der er grøde i dansk teater. Sådan var den generelle fornemmelse i hvert fald efter den konference, som Kulturministeriet afholdt i Turbinehallerne i København i sidste uge. Her var stort set alt, der kunne kravle og gå af det hjemlige teaterlivs beslutningstagere, teaterchefer, embedsmænd og administratorer, troppet op for at diskutere den revision af teaterloven, som kulturminister Brian Mikkelsen nu endegyldigt har varslet.
Efter sommerferien fremlægger regeringen langt om længe sit udkast til en ny lov for teatret. Og så er det op til de politiske partier at blive enige. Men det er ikke kun kommende forligspartnere, der skal gøde grunden for en ny teaterlov. Den side af sagen skal såmænd nok lykkes med et bredt forlig, ikke mindst på baggrund af Socialdemokratiets vilje til blandt andet at se på opløsningen af de fælles, dikterede abonnementsordninger, der i den forgangne sæson led afgørende knæk med Artes kollaps. Men ministeren har også lagt op til, at dansk teater stort set skal være enige i de forandringer, som kommer på bordet.
Det kapitel bliver straks sværere. At dømme efter stemningen i Turbinehallerne virkede det, som om store dele af teatrets egne folk godt er klar over, at det knager i systemerne, og at der må ændringer til. Men hvor meget er dansk teater villig til at gå for at ændre på de regler, der i det store og hele har været uforandrede de sidste 30 år? Hvor meget grus i maskineriet vil politisk indflydelsesrige interesseorganisationer med særinteresser formå at kaste om sig med?
Det vil efterårets debat og reaktioner vise, hvis ikke den strøm af teaterfolk, der søger foretræde hos ministeren de næste måneder, får taget afgørende, nye tanker ud af forslaget.

Er småt godt?
Det Kongelige Teater og Landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg modtager i dag broderparten af de midler, der er afsat til teater herhjemme. Der er ingen grund til at foregøgle sig, at der bliver rokket ved den disposition. Selv om den fåmælte minister udtaler, at »alt er i spil«, så er det næppe tilfældet.
Tænk blot på de mastodontbyggerier, som nationalscenen skal fylde om ganske få år. Men det er ikke utænkeligt, at landsdelsscenernes bestyrelser kan blive underlagt et anderledes armslængdeprincip med professionaliserede bestyrelser – i stedet for de politisk sammensatte organer, fyldt med amtspolitikere, der »bæver ved det mindste læserbrev i den lokale avis«, som den nu afgåede teaterrådsformand Lars Seeberg udtrykte det.
Teaterrådet lagde i sin afskedssalut også op til, at dansk teater i langt højere grad burde tvinges til at gøre op med den tanke om udparcellerede mini-enheder, der i dag præger billedet. Enhver kommune med respekt for sig selv – men måske knapt så meget for teatergængeren – har et tomands egnsteater med stækket økonomisk og kunstnerisk råderum. Ganske enkelt fordi de er for små. Er tiden ikke inde til en omorganisering, der skaber større, regionale enheder, der så samtidig får mulighed for at blive mere interessante kunstneriske, attraktive kraftcentre? Er det ikke i højere grad det forkælede publikum, der skal opsøge kunsten i stedet for omvendt i et så lille land? Er der god mening i højere grad at lade Det Kongelige Teater, Landsdelscenerne og Det Storkøbenhavnske Fællesskab dele på forhånd udpegede forestillinger med resten af landet – i stedet for at satse på turneteatre med egen profil? Er der behov for, at børn i stigende grad får lov til at opleve et vaskeægte teater – med alle dets udfoldede muligheder – i stedet for udelukkende at være henvist til de hårde gulve i gymnastiksalene? Og kunne man forestille sig en anderledes fordeling af de midler, der er til rådighed i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, så kravet om teatrenes egenfinansiering var sat ned – med det resultat, at de så i stedet kunne forfølge en særlig profil – og var afskåret fra at producere midtsøgende forsøg på kassesucceser. Og at det stærkt kommercielle musical- og farceteater for evigt ville være henvist til de steder, der har bevist, at de kan gøre det – ofte bedre – uden økonomisk støtte fra det offentlige.
Endelig er der spørgsmålene om, hvordan man får lukket op for en større internationalisering af et beklumret, selvtilstrækkeligt dansk teater og får sikret de nye, spændende teatersjæle med de grænsesøgende ideer adgang til scenerne.

Prioritér
Alle de spørgsmål trænger til en besvarelse, når man betænker den forandrede situation, teatret befinder sig i, og som har manifesteret sig ved større eller mindre krisesymptomer i de seneste sæsoner. Publikum er blevet troløst. Teater stadigt dyrere at producere. Offentlige tilskud udhulede. Selv om teatret – ikke mindst hvis vi inkluderer alle de scenebegivenheder, der ikke får offentlig støtte og som dermed ligger uden for teaterlovens rækkevidde – nogenlunde formår at holde fast i sit publikum.
Der er stærkt øget konkurrence fra andre tilbud. Hverdagen er blevet mere stresset. Tålmodigheden over for en tidskrævende genre kortere. Penge kommer der næppe flere af. Derfor handler det om at prioritere bedre. Hvis ikke dansk teater griber chancen og går med på afgørende forandringer af teaterlandskabet, så er det tvivlsomt om den chance kommer igen de næste mange år. Så må Fanden tage sine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her