Læsetid: 4 min.

NGO’er er USA’s nye krigsmål

Den amerikanske regering truer med at tilbageholde bistand fra nødhjælps-NGO’er
28. juni 2003

INTERNATIONAL
Bush-regeringen har nu fundet det nye krigsmål for sin næste ’slå-først-aktion’. Det er hverken Iran, Syrien eller Nordkorea. Ikke endnu i alt fald.
Før tiden atter oprinder for nye militære eventyr i udlandet, har Bush-banden en plan for hovedrengøring på hjemmefronten, som først skal realiseres. Den består i et felttog imod alle de svigefulde NGO’er, som arbejder for at rejse en kritisk verdensopinion imod amerikanske bomber og mærkevarehegemoni.
Krigen imod NGO’erne føres på to fronter: På den ene side køber man sig til tavshed og samtykke hos hovedstrømmen af humanitære og religiøse grupper ved at tilbyde dem lukrative genopbygningskontrakter. På den anden side søger man at marginalisere eller kriminalisere uafhængige NGO’er med påstande om, at de udgør en trussel imod demokratiet. USA’s agentur for international udvikling, USAID, varetager uddelingen af gulerødder, mens The American Enterprise Institute, Washingtons mest magtfulde tænketank står for stokkepryglene.
På en konference den 21. maj i Washington D. C. holdt Andrew Natsios, chef for USAID, en tale, der formede sig som et skarpt udfald imod flere amerikanske NGO’er for ikke at leve op til den rolle, som mange af dem formentlig slet ikke var klar over, at de havde fået tildelt: at lave pr-arbejde for den amerikanske regering. I følge InterAction, et netværk af 160 ikke-statslige hjælpeorganisationer, som var vært ved konferencen, udtrykte Natsios sin ’irritation’ over, at sultende og syge irakiske og afghanske børn ikke engang er klar over, at deres mad og vaccine kommer til dem som en særlig gunstbevisning fra George W. Bush. Fremover var det op til NGO’erne at gøre sig langt større umage for at tydeliggøre sammenhængen mellem deres humanitære bistand og USA’s udenrigspolitik og blive bedre til at se sig selv som »en forlænget arm« for den amerikanske regering. I modsat fald, beretter InterAction, »truede Natsios med, at han personligt ville rive deres kontrakter i stykker og finde nye partnere.«

Klausuleret støtte
For nødhjælpsarbejdere følger der endda endnu en klausul med for at få adgang til bistandsmidler. USAID indskærpede over for flere af de NGO’er, der har tegnet humanitære kontrakter med den amerikanske regering, at de ikke må udtale sig til medierne – alle forespørgsler fra journalister skal gå over Washington. Mary McClymont, chef for InterAction, kaldte kravet for »uhørt« og udtalte: »Det ser ud til, at NGO’erne i dette land ikke længere har nogen uafhængighed eller selvstændig ret til at fortælle, hvad de ser og mener.«
Mange humanitære organisationers ledere er chokeret over at sig selv beskrevet som »regeringens forlængede arm«. Selvforståelsen for de fleste er jo netop, at de er uafhængige af regeringen - deraf navnet non-governmental, ikke-statslig. De bedste af NGO’erne er kun loyale over for deres sag – ikke over for lande – og frygter ikke at kritisere deres egne regeringer. Tænk blot på Læger Uden Grænsers forbilledligt klare undsigelse af Det Hvide Hus og EU i forhold til sagen om aidsmedecin-patenter eller på Human Rights Watchs kampagne imod dødsstraffen i USA.
Forvent ikke nogen tilsvarende klar tale fra de hjælpeorganisationer, hvis virke i Irak Natsios nu tilser. Nutildags forventes NGO’er ikke at foretage sig andet end diskret at uddele hjælpepakker med et stort »Med venlig hilsen fra USA«-logo påtrykt til de nødlidende masser – evt. i partnerskab med private selskaber som Bechtel og Halliburton.
Således lyder også budskabet fra NGO Watch, en initiativgruppe nedsat af American Enterprise Institute (AEI) mfl., der har som erklæret målsætning at bekæmpe den voksende politiske indflydelse fra sektoren af non-profit NGO’er. Ifølge gruppens website, der blev lanceret 11. juni, er målet »at skabe klarhed og ansvarlighed inden for den myldrende verden af NGO’er«. Reelt er der tale om en neomccarthyistisk sortlistning, der forsøger at beklikke hæderligheden hos enhver NGO, der har vovet at tage til orde imod Bush-regeringens politik eller har tilkendegivet støtte til nogle af de internationale traktater, som Det Hvide Hus ikke bryder sig om.

Bizar gruppe
Den bizarre initiativgruppe går ud fra den præmis, at der er noget fordækt over disse ’ikke-folkevalgte’ grupper af borgere, der slår sig sammen for at forsøge at påvirke deres regering. »Den ekstraordinære vækst af NGO’er i de liberale demokratier har potentiale til underminere de konstitutionelle demokratiers suverænitet,« hedder det på gruppens hjemmeside.
Der er dybt ironisk at et sådant budskab skal komme fra AEI, der som Raj Patel fra NGO’en Food First har påpeget, jo selv er en NGO, der støttes af nogle af de mest magtfulde ikke-folkevalgte selskaber på kloden: AEI står kun til regnskab for deres bestyrelse, som tæller Motorola, American Express og ExxonMobil.
Hvad indflydelse angår, formår kun få at måle sig med AEI, hvis mest vanvittige ideer på en eller anden måde så godt som altid bliver udmøntet som Bush-regeringens politik. Det kan ikke undre, al den stund, at Richard Perle, medlem og tidligere formand for Pentagons forsvarspolitiske stab, sidder i AEI’s bestyrelse sammen med Lynne Cheney, vicepræsidentens kone. Bush-regeringen er tæt besat med tidligere AEI-medlemmer. Som præsident Bush selv sagde ved en AEI-middag i februar: »På American Enterprise Institute arbejder nogle af vores nations lyseste hoveder med at løfte nogle af vores nations største udfordringer. I gør jeres arbejde så godt, at min regering har lånt 20 af disse lyse hoveder.«
Med andre ord er AEI mere end en tænketank. Det er Bushs udliciterede hjerne.
Sammenlagt med Natsios udtalelser markerer dette angreb på non-profit sektoren en ny Bush-doktrins fødsel: NGO’er bør ikke være stort andet end den godhjertede velgørenhedsfløj af militæret, som i tavshed skal forestå oprydningsarbejdet efter krige og hungersnød. Deres job er ikke er at spørge, hvordan disse tragedier kunne have været undgået eller at anbefale alternative politiske løsninger. Og deres opgave er i særdeleshed ikke at slutte sig til antikrigs- eller globaliseringskritiske bevægelser, der arbejder for ægte politiske forandringer.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu