Læsetid: 2 min.

Råd i fare

Demokrati og menneskerettigheder svækkes, hvis Østersørådet nedlægges
Debat
4. juni 2003

Europæisk
Den 10.juni skal der være ministerrådsmøde i Østersørådet, og de 11 udenrigsministre, skal tage stilling til, om Østersørådets Kommissær og de tilknyttede aktiviteter skal fortsætte eller stoppe. Alt ser ud til, at kommissærens kontor i København har fået den politiske dødsdom.
Østersørådet (CBSS) blev etableret i 1992, på initiativ af Danmarks regering og omfatter de fem Nordiske lande, tre Baltiske lande, Polen, Rusland og Tyskland.
Østersørådets kommissær skulle fremme og overvåge menneskerettighederne i de 11 medlemslande. Ole Espersen, CBSS første kommissær, gjorde meget for minoriteternes rettigheder i regionen og der blev åbnet for individuel klageadgang direkte til Kommissæren. Senere blev Helle Degn kommissær, og mandatet blev ændret til at styrke den demokratiske udvikling i Østersøområdet.
Østersørådet er det eneste Nordeuropæiske mellemstatslige samarbejde, der inkluderer Rusland. Både før men specielt efter EU’s beslutning om udvidelse med Baltikum og Polen er det vigtigt, at der er et politisk organ, der løser vor regions problemer via samarbejde.

Ikke uden Rusland
Europas integration uden Rusland er ikke et Europa, derfor er Østersørådets aktiviteter og samarbejde politisk vigtigt. Udvikling af demokrati og menneskerettigheder samt udvikling af retssamfund er vejen til stabilitet i Østersøområdet. Netop de opgaver er tillagt Østersørådets kommissær.
Fortalere for politisk nedlæggelse af kommissærens opgaver bruger som argument, at med EU udvidelsen er Østersørådets opgaver overflødige.
Det sker samtidig med, at Sydeuropa intensiverer samarbejdet for at løse de regionale problemer, bl.a. for Middelhavslandene og via Stabilitetspagten for Sydøsteuropa (rettet mod Balkanlandene).
Med nedlæggelsen af Østersørådets kommissær og de relaterede aktiviteter må det politisk konstateres, ’Det er det forkerte signal, der sendes på det forkerte tidspunkt’.
I stedet er det lige nu vigtigt, at intensivere samarbejdet i Østersøområdet for at sikre yderligere demokratiudvikling og respekt for menneskerettighederne. Styrke samarbejdet med Rusland, Baltikum og Polen bl.a. til bekæmpelse af kriminaliteten, og styrke den sociale udvikling og stabilitet for befolkningerne.
EU’s nordlige dimension, politikken for integreret samarbejdet i Nordeuropa inkluderet Rusland, går igennem styrkede aktiviteter og samarbejde i Østersørådet.
Visionerne om regionernes Europa sker ved at forøge kommissærens aktiviteter til styrkelse af demokratiet, og ikke det modsatte.
Østersørådets Ministerrådsmøde den 10. juni i Finland skal tage politisk stilling til Kommissærens fremtid.
Hvor er det danske folketing i denne sag?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her