Læsetid: 4 min.

Storbritannien i journalistisk førertrøje

De britiske mediers høje niveau afspejler et demokrati, der er er sundere end det amerikanske
18. juni 2003

INTERNATIONAL
Befolkningen i Storbritannien og befolkningen i USA lever i to medieuniverser, der på en gang er parallelle og væsensforskellige. Parallelle er de i den forstand, at den sproglige fællesnævner og de massekulturelle overlapninger er indlysende. Men efter at have gæstet Londons journalistiske miljøer i de seneste dage er det tydeligt for mig at se, at de også er væsensforskellige: Hovedstrømmen i britisk journalistik er ganske enkelt i langt mindre grad af præget af det snæversyn, som er så karakteristisk for medievirkeligheden i dagens i USA.
En klar indikator for den grundlæggende sunde presse i Storbritannien er, at der findes 10-12 landsdækkende aviser af vidt forskellig ideologisk observans, som konkurrerer om de britiske avislæseres opmærksomhed.
Ganske vist er billedet ikke purt rosenrødt. Tabloidaviserne, der er de mest læste blandt briterne, sælger sig selv på at slå slibrige kriminalsager stort op på forsiden og garnerer deres sensationslystne sladder- og spekulationsstof med fotos af nøgne, storbarmede kvinder. Hertil kommer, at flere store britiske dagblade afspejler det idiosynkratisk forvrængede verdensbillede hos deres højreorienterede ejere som Rupert Murdorch (der havde held til at eksportere sit afskyelige Fox News til USA). Oplagstallene for Storbritanniens aviser viser desuden, at størrelse i oplag så at sige er omvendt proportional med journalistiske kvalitet: Pop-tabloiden The Sun har 3,5 mio. daglige købere – mens to så fremragende dagblade som The Guardian og The Independent kun når ud til henholdsvis 381.000 og 186.000 af de britiske avislæsere.

Stor gennemslagskraft
Men både The Guardian, The Independent og The Observer on Sunday har langt større gennemslagskraft i britisk offentlighed, end deres oplagstal kunne antyde. De er markante progressive aviser og kombinerer en ofte eksemplarisk journalistik med en klar vilje til kritisk at konfrontere alle til enhver tid siddende magthavere.
Der er tale om aviser med en vitalitet i nyhedsdækningen og en tænksom, vedkommende og konsekvent form for venstreorientering i deres politiske kommentarer, der helt givet savner sit sidestykke i noget enkelt amerikansk dagblad. Generelt må man sige, at i britisk presse spænder den politiske debats spektrum så vidt, at man som ’progressivt sindet’ amerikaner (hvilket jeg bilder mig selv ind at være), kunne føle sig stærkt fristet til at slå sig ned her.
Til sammenligning er de såkaldt ’venstreliberale’ aviser på den anden side af Atlanten – New York Times og Washington Post – helhjertede forsvarere af liberal markedsøkonomi og den hermed forbudne magtkoncentration hos store multinationale selskaber og det amerikanske imperium. Hvis disse to aviser kom på gaden i London, ville de britiske læsere betragte dem som centristiske eller endog konservative.
Også Storbritanniens æterbårne medier er meget forskellige fra de tilsvarende amerikanske. Nogle mediekritikere har bebrejdet BBC, at det angiveligt afskar markante krigsmodstandere fra at komme til orde under invasionen af Irak i marts-april. Men grundlæggende står BBC’s reportager sig særdeles favorabelt i sammenligningen med amerikanske tv-selskabers, herunder også public service-kanaler som PBS og NPR:
BBC er klart mere interesseret i en mere alsidig formidling af informationer, analyser og holdninger. Generaldirektøren for BBC, Greg Dyke, var sig dette forhold ganske bevidst, da han for nogle uger siden udtalte: »Til forskel fra i USA forstår vi princippet om upartiskhed sådan, at det er nødvendigt at lade alle parter blive hørt og dække hele skalaen af synspunkter, herunder også dem, der er dybt kritiske over for vores egen regerings position.« Dyke kom netop fra et besøg i USA og berettede, hvor overrasket han der var blevet »over alle de folk, der kom hen til mig og betroede mig, at de fulgte krigsdækningen på BBC, fordi de ikke længere stolede på de elektroniske medier i USA.«.
Dyke kommenterede selv dette fænomen således: »Personligt var jeg da også selv under mit ophold i USA chokeret over, hvor lidt tv og radio her forsøgte at problematisere krigen,« og tilføjede: »Af hensyn til sundhedstilstanden i det britiske demokrati er det afgørende vigtigt, at vi ikke følger det samme spor som mange amerikanske tv- og radiokanaler er slået ind på.«

Frapperende forskelle
På mit besøg i London i denne måned blev jeg straks opmærksom på de frapperende forskelle i Storbritanniens politiske klima. Mange politikere, journalister og kommentatorer var åbenlyst og målbevidst optaget af at sætte tommelskruerne på Blair på grund af de klarere og klarere indicier for, at han muligvis løj for offentligheden med sine gentagne påstande om beviser på masseødelæggelsesvåben. Blair er tydeligvis i store politiske vanskeligheder på grund af denne sag – helt modsat George W. Bush.
Ganske vist er flere kommentatorer ved USA’s større aviser også gået hårdt til Bush på grund af de udeblivende fund af masseødelæggelsesvåben, men ingen kan med nogen ret hævde, at Bush er trængt. En stærkt medvirkende grund hertil er, at alt for få af demokraterne på Capitol Hill er parat til at gøre spørgsmålet om en potentielt bedragerisk præsident til en politisk kardinalsag. Men Blairs vanskeligheder og Bushs teflon-afprellen skyldes i høj grad også de vidt forskellige mediemiljøer i de to lande. Flere britiske medier kæmper med næb og klør for at bevare Blair på krogen. Dette er resultatet af de gradvise og konstruktive ændringer, der er sket i britisk mediekultur over det sidste kvarte århundrede. Ærbødig hensyntagen til premierministeren er i perioden veget over for nødvendigt aggressiv og dybdeborende journalistik. At britiske journalister stiller så skarpe og videbegærlige spørgsmål og vedblivende kræver bedre svar, er grunden til, at Blair aktuelt er udsat for så ublid en medfart i både skrevne og elektroniske medier.
At de britiske medier udviser så stor beredvillighed til at udfordre landets ledere er et umiskendeligt tegn på, at Storbritannien er et sundt og livskraftigt demokrati. Hvor stor er ikke kontrasten ved en sammenligning med USA! Det er dybt forstemmende, at den journalistiske puls banker så svagt i størstedelen af det amerikanske medielandskab.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu