Læsetid: 3 min.

Svømmende rummelighed

Nogen synes, det er ’at gå for langt’, når en skole tillader badeforhæng i omklædningsrummet for de muslimske elevers skyld. Men hvem kan det dog genere?
Debat
18. juni 2003

KOMMENTAR
For fire-fem år siden deltog jeg i en konference om danskhed på en højskole i det danskeste af alt dansk, Ebeltoft. Det var på det tidspunkt, da det pludselig føltes så påtrængende at definere, hvad vi selv står for. I forhold til alt det fremmede. Jeg må med skam melde, at jeg ikke husker så meget ud over, at tolerance i hvert fald skulle være et nøglebegreb.
Problemet med dette begreb er imidlertid, at det det er så nemt at vifte med i teorien, men langt sværere at håndtere i praksis.
Det fandt jeg ud af et stykke tid senere, da jeg tilbragte et års tid med filmoptagelser på Humlehaveskolen i Vollsmose. Her er næsten 90 procent af børnene
tosprogede, og langt de fleste er muslimer fra hjem med en helt anden kulturel baggrund. Netop fordi der bor så mange sammen i dette område, er der selvfølgelig også en større tendens til at fastholde egne kulturelle værdier. Dette er ikke nødvendigvis noget negativt, så længe disse værdier ikke stiller sig i vejen for integration. Tværtimod kunne jeg i Vollsmose konstatere, at de drenge som holdt sig mest loyalt til islams regler om god opførsel og ingen alkohol, som regel var dem, som klarede sig bedst i skolen, mens de, der forsøgte at være som danske unge, ofte ikke kunne administrere friheden og endte i et vakuum uden faste værdier – og på et tidspunkt i en eller anden form for kriminalitet.
Dette ophold i Vollsmose overbeviste mig om hvor nænsomt man skal gå frem, når det drejer sig om at indsluse fremmede i det danske samfund – ikke bare for deres – men også for vores egen skyld.
Derfor er jeg egentlig også lettet over tendensen i Bertel Haarders nye integrationsudspil. Man kunne nemlig frygte det værste efter den sidste tids hysteri omkring de muslimske børns særlige bade- og svømmeordninger i Vollsmose. Her har Pia Kjærsgaard krævet regeringens indgriben, fordi man på Abildgårdskolen har indført kønsadskilt svømmeundervisning – ud fra den vurdering, at det er bedre, at de muslimske børn lærer at svømme end at fastholde et princip, som får dem til helt at droppe denne undervisning. En sådan ordning flugter efter min mening helt med Haarders ord om »at vi skal være fleksible der, hvor det ikke generer eller går ud over os. Der er områder, hvor vi uden problemer kan være lidt rummelige.« For som en af forældrene i Vollsmose udtrykker det over for Fyens Stiftstidende: »Et barn på 11-12 år skal ikke sættes i en situation, hvor de skal beslutte sig for, om de vil modsætte sig enten religionen eller lærerne.«

Det forbavser mig, at Venstres ordfører, Irene Simonsen, synes at det er »at gå for langt«, når en skole tillader badeforhæng i omklædningsrummet, så muslimske elever efter gymnastik kan bade under mere private former end danske elever. Hvem skader det? Hvordan kan man repræsentere et
parti, som kalder sig liberalt,
når man i den grad går ind for ensretning i stedet for respekt for individet?
Heldigvis ser det ud til, at ministerens arbejdsgruppe vil hævde, at det sagtens kan rummes inden for det danske samfunds rammer. Ligesom retten til at gå med tørklæde.
Den sidste hede diskussion i Odense og Vollsmose handler om skolefridage. Specielt den store fest ved ramadanens afslutning. Jeg har deltaget i den og kan bevidne, at det fuldstændig ligner vores jul. Måltiderne er storslåede. Der gives gaver, og man besøger hinanden. Familiemedlemmer kommer rejsende til. Det har fået Olav Nielsen, der er skoleinspektør på Humlehaveskolen, til at erkende, at det må være en fridag for de muslimske børn. Ikke på bekostning af en »kristen fridag«, men en af de andre mere verdslige. »Det er ikke et spørgsmål om knæfald, men om respekt«, siger Olav Nielsen, der om nogen ved, hvad det vil sige at skulle være en dansk autoritet midt i en muslimsk enklave.
Respekt er et kodeord. Respekt for det, som er anderledes, og som ikke i sig selv direkte skader flertallets skikke. Det er kun ud fra en sådan respekt, at man kan ende med succesrig integration på de områder, hvor det er rigtig vigtigt, nemlig uddannelse og beskæftigelse.
Så hvis tolerance er så karakteristisk for danskhed, burde vi ikke have noget problem. Vel?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her