Kronikken
Prøvestenen for et digt er ikke, at man aldrig har glemt det, men at man ved første øjekast véd, at man aldrig vil glemme det. Denne kvalitetsprøve er fremsagt af digteren Robert Frost, og den gav udslag, da jeg som knap femtenårig fik Frank Jægers digtsamling Tyren i julegave. Jeg vidste allerede da, at jeg aldrig ville glemme sådanne enkle digte som »December 52«, »Skorstensrøg« eller »Før stormen«. Digte, der handler om lyrikkens urgamle motiv, årets gang, naturens død og opvågning. Skrevet i en helt forførende sprogtone, så jeg selv fik lyst til at skrive. Jeg opdagede dog snart hvor svært det var, og i stedet for at digte endte jeg i psykiatrien. Det er nu blevet til følgende overvejelser over Jægers sjæleliv. Den umiddelbare anledning er, at Finn Stein Larsen i forbindelse med Brandes-prisen, som han netop har modtaget for sin Jæger-bog Den magiske Livskreds, i flere interviews har fastholdt den psykiatriske diagnose fra sin bog: »grænsepsykotisk depression«. Han mener, at Jægers skæbne var en sund vækst indtil forfaldet omkring 1960, men han kan ikke afgrænse årsagen, blot konstatere, at den medførte en tiltagende social isolation og en alt for tidlig død, 51 år gammel i 1977.
Som psykiater er jeg ikke sikker på, at Jægers lidelse satte så sent ind i forløbet. Det blev jeg bekræftet i, da brødrene Kramhøft udgav deres interviewmateriale Skyggerne Gror. Det bygger på en række personlige erindringsbilleder fra Jægers nærmeste digterkolleger, blandt andre Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen. Heraf fremgår det, at Jæger allerede da de lærte ham at kende sidst i 1940erne, røbede tegn på dæmoniske undertoner. Skou-Hansen fortæller således, at han flere gange forsøgte at få Jæger til at skrive en ægte roman, men indså efterhånden at Jægers primært indadvendte, dæmoniske psyke forhindrede ham i at holde fast i et realistisk samspil mellem flere personer i et romanforløb. Jægers romanudkast forblev derfor ved selvbiografiske forsøg, hvor han alene beskriver hovedpersonens øjeblikkelige følelser og tanker.
Går man lidt dybere ind i Jægers selvbiografiske fortællinger, opdager man snart, at Jæger røbede tegn til dæmoni og indadvendthed allerede i skolealderen. Nogle af de tidligste erindringer, Jæger har henvist til, findes i et essay, hvor han husker tilbage til en episode, hvor han som dreng var ude at kælke en søndag i Søndermarken. Jæger skriver, at han her belavede sig på at dø som en mand i den ensomme sneørken: »Indtil jeg åbnede øjnene og så tusinder af søndagsspadserende ben rundt om mig, og hørte en venlig, men fantasiløs stemme spørge mig, om jeg var syg. Ja, jeg var syg, jeg bildte mig latterlige ting ind, jeg narrede mig selv på de tåbeligste måder. Og den sygdom lider jeg af endnu...« Jæger kaldte selv denne sygdom for hypokondri.
Netop denne hypokondri forblev Jægers dæmoni. Nyere psykiatriske forskning har vist, at det er en dødsangst, som er kernen i hypokondrien, ikke omfanget af eventuelle oplevelser af legemlige symptomer. Bjørnvig har flere gange refereret til Jægers hypokondri som årsag til hans alvorlige rejsefobi, som en frygt for at blive syg eller forulykke på længerevarende rejser.
I novellen Kidholm har Jæger beskrevet, hvorledes hovedpersonen reagerede, når han skulle høres i dagens lektie: »Tungen ville tale, men den slog klik, hovedet ville hjælpe til, men det gjorde ondt værre...«. Hovedpersonen følte sig herunder gennemskuet og mindreværdig, og han blev skamfuld. Jægers klassekammerat i gymnasiet, Arne Fischer, har beskrevet, at Jæger, når han skulle høres i timerne, blev rød i ansigtet op til ørerne, der kunne lyse som et par røde lamper. I fortællingen »Didrik« foreholder hovedpersonen sin mor, at hun burde have vidst, hvilket fængsel skolen ville blive for ham, og han udbryder: »De piner mig derhenne i skolen, læreren og de andre. Er der noget ved mig, som viser dem, at jeg er een, som de kan pine? Går jeg rundt med et mærke i panden som ham Kain?«
Hypokondrien og de angstsymptomer, som Jæger her har beskrevet, er tegn på den psykiatriske lidelse, som blev officiel herhjemme i 1994 under betegnelsen Socialfobi. Det er en lidelse, som debuterer i skolealderen, med frygt for at blive genstand for andres kritiske opmærksomhed og med undgåelse (fobi) af de situationer, hvor man udsættes herfor. Sygdommen viser sig udadtil netop som det kainsmærke, der er blevet beskrevet, med ansigtsrødmen, bævende stemme, hænderrysten eller sveden, og med den heraf afledte frygt for, at andre kan skue dybere ind i mere private følelser. Den personlighedstype, der udvikler socialfobi, er karakteriseret ved tilbageholdenhed over for fremmede mennesker, førende til en meget begrænset livsudfoldelse, herunder med rejsefobi.
I Jægers allerførste selvbiografiske fortælling »Iners«, som han påbegyndte kort tid efter studentereksamen i 1945, står:« Der er ved den yderste grænse af ulykke en nydelse, som mennesker almindeligvis ikke kender til og ikke kan lære sig, og som vil synes meget simpel. Det er den at være til og ånde...« Hans litterære virksomhed, som tog til over de næste år, og mødet med kredsen omkring Wivels Forlag (1948-1953) medførte i virkeligheden en slags lindring af Jægers grundlidelse, hypokondriens dødsangst, indadvendtheden og socialfobien. Bjørnvig kunne straks se, at Jæger var vor største lyrikbegavelse siden Sophus Claussen og Tom Kristensen. Bjørnvig sikrede gennem fravalg, at Jægers første digtsamling Dydige Digte fik en kvalitet, der straks gjorde ham berømt. Men ikke mindst Jæger selv sørgede for, at han fremstod som det unge håb, der i efterkrigstidens mørke lyste op som livsglad og vital digter. Når han blev interviewet i pressen eller radioen, blev det netop modstykket til en socialfobiker, der tonede frem. Såfremt en journalist spurgte, hvorfor Jæger i hver digtsamling lod indgå et meget angstpræget Sidenius-digt, svarede han nærmest vredt, at der måtte være områder, som ikke vedkom offentligheden.
I den psykoanalytiske litteratur kalder man den forsvarsmekanisme, som Jæger benyttede i de første forfatterår, for en kontrafobisk reaktion. Det er en mani-lignende reaktion, når angsten bliver for svær at kontrollere. Når man lider af højdeskræk, kan man forsøge at overvinde den ved at dyrke bjergbestigning, eller når man lider af dødsangst, kan man kan blive læge. Endnu inden Wivels Forlag gik ind i 1953, udgav Jæger sine erindringer Den unge Jægers lidelser. Men kun på den allerførste side beskriver Jæger sine lidelser: »Jeg gemmer endnu et brunt og plettet skolebogsomslag, hvorpå jeg har tegnet en vægt. På den ene vægtskål lagde jeg mine glæder, og de var så små, at man næppe kunne se dem med det blotte øje. På den anden vægtskål hvilede mine sorger og mine plagers mængde, og de var tegnede som vældige kasser og massive lodder...«
De egentlige kapitler i erindringsbogen viser derimod forskellige eksempler på kontrafobiske reaktioner, mest udtalt i kapitlet med overskriften »I Asklepios fodspor«. Jæger beskriver her, hvorledes han i sommerferien i gymnasiet får arbejde på en af hovedstadens hospitaler som bogombærer. Han beskriver, hvor lykkelig han følte sig i den hvide lægekittel, han skulle gå med. Han tilegnede sig det ansigtsudtryk og den gangart, som på den tid var mode blandt hospitalslæger. Han nød det, når patienternes pårørende lod sig blænde af hans hvide kittel og ærbødigt veg til side på trapperne og ved sygesengen. Højdepunktet i denne lægekarriere opnåede han den formiddag, hvor en sygeplejerske standsede ham og bad ham se til en nyankommen patient. Han kastede et blik på den svedende mand i sengen, noterede sig hans ansigtsfarve og især øjenæblernes gule tone og stillede straks diagnosen »Icterus«.
Jæger kunne som den typiske angstneurotiker undgå at tilbringe en ungdomstid som aleneboende, idet han kunne flytte fra sine forældre og direkte ind i det bondehus i Farum, han købte sammen med Kirsten Jæger, da de blev gift i 1948. Det nye familieliv var med til at nedtone angstsymptomerne, men også med til at forskønne det kontrafobiske portræt af den livsglade poet. Dette billede gik lige ind i den litterære verden, da Marie-Louise Paludan i sin lyrikbog fra 1951 skrev: » ...ganske bortset fra at Frank Jæger gennem tegne-serien »Poeten og Lillemor« er blevet en kendt humoristisk figur, så virker både hans livsførelse og hans digte med en ønskedrøms kraft på hans samtidige. En mand der tillidsfuldt har frasagt sig fast arbejde, fordi han hellere vil løbe rundt i skoven med sin kone eller lege med sit barn, for derefter, når han har lyst, at gøre et digt om det... i ham er der evangelium og vitaminer.. «
I brødrene Kramhøfts Jæger-portræt fortæller samtlige bidragydere, at Jæger delte sine kolleger op i dem, han accepterede, og dem, han slet ikke accepterede. Der var ingen midt i mellem accept og ikke-accept. I accepten lå noget narcissistisk, hvor Jæger benyttede sin egen opfattelse af poesien til at genspejle sig i, hvorved Bjørnvig nærmest blev hans andet jeg, men hvor også Jørgen Gustava Brandt, men ikke Ole Sarvig, blev accepteret. Men selv for dem, han accepterede, blev der aldrig nogen egentlig personlig nærhed, det forbød hans indadvendte natur ham. Når han var i fysisk tæt kontakt i venners lag, måtte han benytte alkohol som en form for medicin til at udholde den belastende sociale nærhed. Allerede i 1952 havde Skou-Hansen bemærket, at Jæger måtte drikke tæt for at kunne overvinde rejsefobien, da de sammen skulle på oplæsningsrejse til Bornholm. Gymnasievennen Tony Vejslev, som siden satte melodier på udvalgte Jæger-digte, har fortalt, at Jæger allerede i 1948, da han blev inviteret til at læse op af sin digtsamling på forskellige gymnasier, måtte ind på det nærmeste værtshus og få lidt at drikke, inden han kunne gå på scenen. Hans bagvedliggende skyhed og angst slog over i en stemning af nærmest overdreven social udadvendthed, en ganske ubekymret jovialitet, når han fik noget at drikke. Nyere psykiatrisk forskning har vist, at nogle patienter med socialfobi får en nærmest speed-agtig virkning af alkohol. Jæger hørte til denne gruppe.
På samme måde som Jæger ikke nuancerede sin accept af andre, var hans digte præget af en polarisering, en sort-hvid oplevelse, som man finder hos mennesker med socialfobi. Spændingen mellem den negative pol med angst
eller tomhed og den positive pol med livsglæde eller fylde uden nuancerende mellemstadier har Jørgen Gustava Brandt i Kramhøft-bogen fået beskrevet meget præcist: »Mange af hans digte ligner miniature-myter, der handler om et gennembrud fra en eller anden tristhed, indifferens, tomhedsfølelse eller hvad det nu er, som så slår om i noget, som man kunne kalde livstaknemmelighed. Og det gør ham på en gang moderne og elementært tidløs...«
Det digt, som Jæger selv valgte som sit bedste, »Ud af en vinter«, skrevet så tidligt som 1949, er det klareste eksempel på en sådan miniaturemyte, men også »December 52« eller »Før stormen« kan nævnes. Måske opnår det lyriske rum mellem den fobiske hypokondri og det kontrafobiske hovmod i Jægers digtning sin største spændvidde i »Havkarlens sange« fra 1956. Således i digtet om et fjernbillede af en linedanser, som man ser svæve forbi en lærke og nogle trækkende traner for at erobre himlen som sin scene. Netop i 1956 havde Jæger i en samtale med Tom Kristensen sagt, at digtere er det eneste bindeled mellem mennesket og det guddommelige.
Den sidste digtsamling, i hvilken disse miniature-myter findes, er »Cinna og andre digte« fra 1959. Her skriver Jæger, at han er poeten Cinna, ikke politikeren Cinna, som blev modellen for dansk lyrik efter 1960. Jæger kunne ikke skrive den læserbrevslyrik, som han nu fandt moderne, og han blev
dekanoniseret af flere toneangivende kritikere i løbet af 1960erne. I takt hermed begyndte luften af sive ud af den kontrafobiske ballon, hvorved de socialfobiske symptomer vender tilbage i større og større omfang, og kræver større og større mængder alkohol som modgift. Da han alt for sent modtager »Den store Akademipris« i 1969,svarer han Akademiet med disse linjer: »...at jeg ikke kan møde frem til årsfesten og in persona tage imod Deres hædersbevisning, gør mig meget, meget ondt, men skyldes én eneste ting: at jeg er syg... Min sygdom er ikke af fysisk, men af psykisk art. Et brækket ben lod sig vel nok køre til Rungstedlund, men lasede nerver vil ikke transporteres så langt ...«. Efter 1969 udgav Jæger ingen digtsamling, og hans sidste større litterære værk blev novellen Døden i skoven fra 1970, hvori han får beskrevet sin egen tiltagende depression.
I sin bog om danske digtere har Bjørnvig sat Jæger i gruppe med Ole Sarvig og Tove Ditlevsen. De isolerede sig alle gennem deres sidste leveår, men Jæger suiciderede ikke som Sarvig. Udenlandske undersøgelser har vist, at sammenlignet med prosaister har lyrikere langt større forekomst af depression og selvmord. Til Kramhøft-brødrene fortæller Bjørnvig, at han kun besøgte Jæger ved en enkelt lejlighed efter 1970. Da havde Jæger solgt alle sine bøger på nær dem med de bedste dedikationer. Han havde solgt det hele af ren og skær økonomisk nød. Bjørnvig kunne mærke, at Jæger var færdig med livet. Der var ikke mere.
Den bog med de bedste dedikationer, som Frank Jæger beholdt til det sidste, var det eksemplar af Sophus Claussens Foraars-
taler, som Tom Kristensen havde modtaget fra Claussen selv. Deri havde Claussen skrevet dedikationen: »Til Tom Kristensen, med venlig Tilknytning fra et ældre Foraar«. Tom Kristensen havde så tilføjet: »Til Frank Jæger, med venlig tilknytning fra et ældre forår. Tom Kristensen«.
I sin dekanoniserede isolation, og med en tiltagende emotionel isolation, var Frank Jæger ikke som Sophus Claussen og Tom Kristensen før ham i stand til at udpege en efterfølger. Sporet endte blindt.
*Frank jæger født 19.6. 1926, død 4.7. 77
*Per Bech
er professor i psykiatri og leder af Forskningsenheden ved Psykiatrisk Sygehus
i Hillerød, næstformand i PsykiatriFonden
